Skip to main content

Vi vil give jer livslyst og virketrang. Vi vil give jer modet og troen på, at det nytter – at jeres engagement nytter – at vi i fællesskab kan gøre en forskel, selvom krige og klimaforandringer netop nu virker som uovervindelige trusler, lød det i forstander Mads Rykind-Eriksens velkomsttale til forårsholdet F24. 

 

Kære elever – kære forårshold. Hjertelig velkommen til Rødding Højskole!

Hvor har vi glædet os til at modtage jer og se, hvem I er. Og vi er spændte. For hvem er I så? Og hvad vil dette forår bringe? På samme måde tænker jeg, at I er spændte. For her sidder I – sikkert med sommerfugle i maven – blandt 100 mennesker, I ikke kender. Men tro mig: Det kommer I meget snart til! For i det næste halve år skal vi skal bo sammen som én stor familie – spise sammen, blive klogere sammen, opleve sammen, feste sammen. Alle vi, der underviser jer, bor her også.

Vi ser frem til at komme i gang med undervisningen og alt det andet, vi har planlagt for dette forår. Både i de enkelte hovedfag og på de fælles udflugter og studieture. Desuden har vi vores ugentlige højskoleaftener med foredrag og koncerter og vores traditionelle fejringer af Danmarks befrielse den 4. maj og grundlovsdag, hvor I vil møde folk fra byen og egnen, og på vores årlige litteraturseminar deltager folk fra hele landet sammen med jer. I forbindelse med det kommende Europa-Parlamentsvalg afholder vi selvfølgelig et debatarrangement. Dertil kommer caféaftener, fester og alt det, jeg ikke har nævnt, og alt det, som I finder på og tager initiativ til. Med andre ord venter der os et spændende forår med et hav af fælles oplevelser.

Alle disse ting er grunden til, at I har valgt Rødding Højskole – enten ved at have tjekket vores hjemmeside ud eller ved at have hørt om skolen gennem venner og familie. Dette er imidlertid kun midlet til at nå målet. Eller rettere sagt; der er noget, der er endnu vigtigere. På højskolesprog siger vi da også, at vi ikke underviser i fagene, men med fagene. Fordi vi gennem fagene, samværet i og uden for undervisningen, på udflugterne og på studieturene vil give jer livsoplysning, folkeoplysning og demokratisk dannelse, som der står i højskolernes formålsparagraf. Grundtvig kalder kort og godt højskolen for livets skole.

Sagt med andre ord; det er vores håb, at I i løbet af jeres ophold på Rødding Højskole vil blive mere afklaret om, hvad I vil med jeres liv, hvilke fundamentale værdier I vil stå på, og at I bliver klogere på den verden, I er en del af – både den herhjemme og den uden for vores grænser.

Selvfølgelig er det vigtigt at lære noget. Det får I jo hele tiden tudet ørene fulde om: Tag en uddannelse, få et job, tjen nogle penge og betal jeres skat med glæde til gavn for fællesskabet.

Men det er mindst lige så vigtigt at reflektere over den største gave, vi som mennesker har fået, nemlig livet. Det er naturligvis en livslang proces, men vi håber, at I, mens I er her, vil give jer tid og få inspiration til disse overvejelser. For livet er en besynderlig størrelse. Et eksperiment, som Grundtvig udtrykker det, og som vores filosof Søren Kierkegaard sætter meget præcise ord på, når han siger, at livet forstås baglæns, men må leves forlæns.

Med andre ord: Vi skaber vores liv i kraft af vores handlinger, og på samme måde skaber vi vores samfund. Udviklingen – hvilken retning vores liv, vores samfund og verden skal tage – er ikke noget, der bestemmes og foregår ”derude”. Det er os, der bestemmer. Og det gør vi i kraft af, at vi lever i et rigt, demokratisk land med ret til frit at ytre os, hvor vi selv har umådelig stor indflydelse på, hvordan vi vil leve vores liv, hvordan vores samfund skal se ud, og igennem EU og FN kan påvirke, hvordan verden omkring os skal udformes.

Vi håber inderligt, at I i løbet af opholdet her vil få øjnene op for livets storhed, og det at vi altid som enkeltindivider indgår i et større fællesskab, som vi har et ansvar overfor – det gælder fællesskabet her på højskolen, i Danmark og i verden. Det er vores håb, at I med herfra får livslyst og virkekraft. At højskoleopholdet her bliver en affyringsrampe for engagement.

Det er der nemlig brug for – herhjemme og i verden – når vi skal diskutere, hvordan vi fremtidssikrer vores velfærdssamfund, hvordan vi løser klimakrisen, flygtninge- og migrantproblemerne samt krigene i Ukraine og i Gazastriben. Vores ambition er at give jer ballast i form af viden, at give jer udblik i kraft af studieture, at give jer modet og troen på, at jeres engagement nytter, selvom krige og klimaforandringer netop nu virker som uovervindelige trusler.

I, den unge generation, kan gøre en stor forskel. I kan gøre verden til et endnu bedre sted at være. Det nytter, at I unge engagerer jer. Det så vi med Fridays For Future og med klimavalget i 2019, og jeg er overbevist om, at det vil ske igen, hvis I ønsker at sætte en ny retning for Danmark og verden.

Brug jeres højskoleophold til at øve jer i engagement og fællesskab der, hvor mennesker mødes for at gøre noget sammen: i demokratiet, i foreningslivet, på arbejdspladsen, på studiet – ja, i jeres omgang med andre mennesker – så vi med statsminister Mette Frederiksens og den tyske kanslers Scholz’ ord i deres respektive nytårstaler kan sige: Lad demokratiet virke og lad det virke på en måde, så vi ikke taler mod hinanden, men med hinanden.

Når det er sagt, er I ikke taget på højskole for at møde nogen, som I kan – eller skal – blive enige med, men for at få udvidet jeres livs- og verdensforståelse og blive klogere. Og det bliver man ofte, når man møder nogen, der tænker anderledes end en selv. Har værdier, holdninger, ja. politiske meninger, der er forskellige fra ens egne. Så vis frit jeres forskellighed og udtryk jeres uenighed i debatter, i diskussioner og i den almindelige snak om at få hverdagen her til at fungere.

Det er da også netop derfor, at der ingen eksaminer er på landets højskoler. For der gives ikke noget endegyldigt svar på, hvordan vi skal leve vores liv, og hvordan samfundet og verden skal indrettes. 

Vi har sat rammerne for et trygt og godt fællesskab, hvor I ikke konstant bliver målt og vejet og ikke har stressende eksaminer hængende over hovedet. Sammen skal vi vise, at vi kan skabe det så godt, at alle kan være med og ytre sig med de fejl og mangler, vi hver især nu engang bærer med os som vilkår.

Herved har vi som en sidegevinst en enestående mulighed for at gøre op med den perfektheds- og præstationskultur, som I er vokset op med, hvor man bestandigt skal være den bedste på alle parametre – den bedste ven, den bedste kæreste, den klogeste, den smukkeste – en konstant succes. En kultur, som dyrkes og vokser på de sociale medier, hvor man altid er online i jagten på en bedre udgave af sig selv – det liv, man hellere vil leve, den krop, man hellere vil have. Den tendens skal vi gøre op med, for den er livsødelæggende.

”Du kom med alt det der var dig,” synger vi med digteren og højskolemanden Jens Rosendal. Det er mit håb, at I vil lægge denne perfektheds- og præstationskultur – samt mobiltelefonerne – fra jer, mens I er her, og være til stede i nuet. Være dem, I er!

Kig rundt på hinanden – det er os, der det næste halve år skal lave højskole – sammen! Og husk, hvad vores danske teolog og filosof K.E. Løgstrup har sagt, at ”den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at holde noget af dets liv i sin hånd.” I løbet af de kommende måneder vil I med sikkerhed opleve, at I bliver venner med nogle af dem, I lige nu ikke ved noget om, og for nogle af jer bliver venskabet så stærkt, at I tager det med herfra – fordi I er kommet til at holde hinandens liv i jeres hænder.

Endnu engang hjertelig velkommen fra alle os på Rødding Højskole. Vi glæder os til dette forår sammen med jer!

Leave a Reply