Jeg vil gerne starte med at præsentere mig selv. Mit navn er Josefine. Jeg er 30 år, uddannet gartner og regenerativ jordbruger, og siden april har jeg været ansat på Rødding Højskole for at starte og drive Folkehaven – skolens store selvforsyningsprojekt. På marken syd for Højskolebækken dyrker jeg i samarbejde med eleverne grøntsager til køkkenet, og på den måde bliver maden en del af skolens dannelsesprojekt. Vi lærer med hænderne, sanserne og kroppen, ikke kun med hovedet.
Jeg har selv gået på højskole, både på Bornholm og som en del af den første årgang på Roskilde Festival Højskole. At være med dér, hvor en helt ny højskole skulle defineres, lærte mig at tænke i projekter, at finde løsninger, der ikke allerede fandtes, og at samarbejde med andre om noget større end sig selv. Det er måske også derfor, at frivillighed har fyldt så meget i mit liv. Jeg har været frivillig i mange sammenhænge – fra teaterarrangementer til foreninger og festivaler – særligt på Roskilde Festival, hvor jeg har lavet alt fra at sortere pant til at bygge scene.
For mig er frivillighed et fællesskab, der kan give noget tilbage til samfundet. Som frivillig aflønnes man ikke i penge, men i oplevelser, relationer, mening og i en følelse af at høre til. Det er noget, der ikke kan gøres op i kroner og øre – og det er netop frivillighedens styrke.
Men spørgsmålet er, hvor langt frivillighed kan række, når vi taler om noget så grundlæggende som produktion af mad?
Frivillighed og fødevarer – kan det spille sammen?
I de seneste år er der sket noget spændende: Flere og flere unge organiserer sig omkring at gentænke, hvilke fødevarer vi producerer, og hvordan vi producerer dem. Foreninger som Andelsgårde og andre mindre jordbrugsfonde samler folk om visionen om et mere bæredygtigt landbrug og en mere retfærdig fordeling af jord og ressourcer. Her spiller frivillighed en stor rolle – som en indgang til at lære, prøve kræfter med og blive engageret i fremtidens fødevareproduktion.
Frivillighed kan være et fantastisk værktøj til at danne den almene forbruger. Når man selv har høstet en kartoffel eller luget en kålmark, forstår man pludselig på en anden måde, hvad det kræver at producere fødevarer. Man bliver mere bevidst om de valg, man træffer, hver gang man køber ind. Og man passer ganske enkelt bedre på vores ressourcer, når man har haft en direkte, sanselig oplevelse knyttet til dem.
Samtidig er det vigtigt at slå fast, at madproduktion ikke må afhænge af frivillige kræfter. For selvom frivillighed kan give læring og engagement, risikerer vi at miste en utrolig viden, hvis det erstatter faglighed og kompetence. At dyrke jord, producere grøntsager og forvalte natur kræver viden, erfaring og uddannelse – og det er en udfordring, hvis dette arbejde reduceres til noget, der kan klares af frivillige hænder alene.
Madproduktion har på mange måder samme udfordring som både naturforvaltning og omsorgsarbejde: Det er ekstremt svært at værdisætte. Hvor meget er det værd, at en grøntsag er dyrket med respekt for klima og miljø? Hvor meget er det værd, at jorden plejes, så den kan give liv til kommende generationer? Og hvordan måler vi den omsorg, der ligger i at skabe sunde fødevarer – på samme måde, som vi heller ikke kan måle værdien af omsorg på et plejehjem?
I det konventionelle landbrug betragtes jorden ofte blot som et medium, et vilkår. Men i virkeligheden er den en levende organisme, der kræver omsorg og pleje. Og det har store konsekvenser, når vi glemmer det perspektiv.
Hvem har adgang til gode grøntsager?
Jeg mener, at gode grøntsager, dyrket omsorgsfuldt, skal være tilgængelige for alle – ikke kun for dem, der har råd til at spise på Noma. Her rammer vi et strukturelt problem, nemlig at de nuværende støtteordninger og lovgivning ikke er indrettet til mindre jordbrug.
På højskolen er vi i gang med et lille landbrug. Men et landbrug som vores ville i dagens Danmark aldrig kunne få landbrugsstøtte. For det første er vi “for små” – støtten beregnes nemlig efter hektar, ikke efter udbytte. For det andet er vores arbejdsmetoder “for langsomme” – vi bruger håndholdte redskaber og ingen store maskiner. Alligevel kan et lille jordbrug som vores producere langt flere kilo grøntsager pr. areal end de store, konventionelle marker. Men det tæller ikke i systemets logik. Derfor er der mange mindre jordbrug, som ser sig nødsaget til at gøre brug af frivillig arbejdskraft for at kunne følge med i det økonomiske kapløb, der foregår, når man vælger at sælge en vare på et marked præget af bedst og billigst.
Frivillighed kan meget – men det kan ikke stå alene, når det handler om at sikre fødevarer, omsorg for jorden og en bæredygtig fremtid. Her er der brug for, at vi som samfund gentænker, hvordan vi værdisætter arbejdet med mad og jord.
Så længe støttesystemerne belønner størrelse og maskiner frem for udbytte og kvalitet, vil små jordbrug have svært ved at overleve – uanset hvor meget de frivillige løfter i flok. Jeg håber, at du har lyst til at komme forbi højskolens nye jordbrug, hjælpe til i marken og deltage i de fremtidige arrangementer, der bliver afholdt i det fri. Måske du endda har fået lyst til at lære mere om det danske landbrug og melde dig som frivillig på et af de mange andre skønne små jordbrug, som langsomt popper op rundt omkring i landet. Du er en vigtig del af den forandring, der skal til for at gentænke vores fødevaresystem.