I kraft af mit virke som politiklærer på Rødding Højskole er jeg også blevet spurgt, om jeg ville skrive en lille tekst til dette årsskrift med emnet omsorg – og hvilken ære. Jeg er kandidat fra statskundskab på Københavns Universitet, og den baggrund betyder, at når jeg hører samfundsfaglige begreber som frihed og ulighed, så begynder jeg at tænke på, hvor anfægtelige og flydende disse størrelser er. De er defineret af, at der altid er politisk kamp om, hvordan de defineres. Så det var også den vej, mine tanker umiddelbart begyndte at bevæge sig af, da jeg hørte, at årsskriftet skulle handle om omsorg. For hvad vil omsorg egentlig sige i dag i lyset af den verserende og altoverskyggende klimakatastrofe? Hvordan yder vi omsorg for naturen? Hvordan yder landmanden i Sønderjylland omsorg for københavneren? Og omvendt? Hvordan viser kommunikationskonsulenten i New York omsorg overfor bilfabriksarbejderen i Detroit? Og skal de overhovedet det? Hvem har magten til at definere, hvem der skal have omsorg, og hvem der skal vise omsorg?
Svarene på disse spørgsmål ligger vist ikke lige for. Men jeg har det seneste år fået kendskab til en metode at gå til disse spørgsmål på, som fascinerer mig. Som har kastet mig, der finder tryghed i abstrakt politisk teori og begreber, ud på dybt vand. Nemlig en metode som går via psykologiens verden. Nærmere bestemt parterapien som psykologisk tradition. Så det er det, resten af teksten skal handle om. Terapeutisk omsorg med politiske briller på. Det skal handle om et forsøg på at løse en af tidens store strukturelle, demokratiske udfordringer, nemlig polarisering ved at sætte sig på sofaen hos parterapeuten og snakke om sig selv.
Groft sagt er polarisering bevægelsen, hvormed forskellen mellem politiske fløje bliver to poler, som forstår sig selv i klar, fjendtlig modsætning til hinanden. Når denne strukturelle sammensætning i et land håndteres i terapirummet, vidner det om lidt af en intellektuel udfordring; ikke-individuelle udfordringer forsøges løst individuelt.
I sommer så jeg på DRTV flere sæsoner af den amerikanske dokumentarserie ved navn Couples Therapy, som i nogle år efterhånden har været en stor succes. Serien følger en anerkendt parterapeut og psykoanalytiker i New York, Orna Guralnik, og hendes sessioner med forskellige par. Seeren er med som fluen på væggen til diverse pars mest intime konflikter og udfordringer. Når man siden barndommen har set en masse reality-tv, er det svært at forstå, at der faktisk er tale om helt rigtige mennesker, der opfører sig helt autentisk i et program, der er renset for reality-tv genrens rollespil og drama. Guralnik virker som en utrolig dygtig parterapeut, som giver knivskarpe og omsorgsfulde analyser af parrene, deres interne dynamikker og individuelle mønstre. Det er fremragende public-service tv.
Omtrent samtidig med at jeg opdagede parterapeuten Guralnik, lærte jeg også om parterapeuten Bill Doherty. Og det er hos Doherty, ægteskabet mellem psykologien og statskundskaben er indgået og her, jeg ikke bare blev almenmenneskeligt interesseret men også fagligt interesseret. Doherty har nemlig grundlagt organisationen Braver Angels, hvis formål er at mindske den stigende polarisering, der karakteriserer det amerikanske samfund disse år. Metoden er sådan set ganske simpel; Amerikanske borgere melder sig til et eksperiment, som har karakter af at være en parterapeutisk session, og ved tilmeldingen skal de oplyse, hvilken politisk fløj de tilhører. Hvilket vil sige, om de ser sig selv partipolitisk som republikaner eller demokrat (USA’s to altdominerende partier) og ideologisk som højreorienteret, konservativ eller mere venstreorienteret og progressiv. Arrangørerne inddeler deltagerne i to grupper opdelt i fløje, og grupperne bliver så placeret i samme lokale og ”udsættes” for en række terapeutiske øvelser. Eksempelvis kunne første øvelse være, at de blå (de venstreorienterede, demokraterne) sad sammen og blev bedt om at opremse stereotypiske forestillinger og fordomme, som de tror, den anden fløj har om dem. Her ville de venstreorienterede nok sige, at de tror, at de højreorienterede synes, de er elitære, overfølsomme, mandehadere, storbybesatte eller lignende. Mens de højreorienterede ville sige, at de venstreorienterede synes, de er racister, kvindehadere, klimaforandrings-benægtere, bondske eller lignende. Når begge grupper har sagt fordommene højt, skal de udpege, hvor hver fordom har en lille smule sandhed i sig. Så her ville de venstreorienterede sige noget a la: ”Ja, vi synes måske, at borgere med en lang videregående uddannelse er mere tolerante og bedre samfundsborgere end dem uden” og ”Ja, vi synes, at folk der bosætter sig i storbyen er mere inspirerende, interessante og har en bredere horisont”. Modsat ville de højreorienterede nok sige: ”Ja, vi synes, at kvindens rolle er at passe på børnene, og det ufødte fosters liv er vigtigere end den gravides”, og ”Ja, vi tror ikke, at klimaforandringerne er menneskeskabte, og vi synes ikke, at det er et emne, der er værd at beskæftige sig med.” Vigtigt for øvelsen er, at den gruppe, der ikke taler sammen om fordomme, tier helt stille og bare lytter til gruppen, som sidder først og finder fordomme om dem selv og dernæst indrømmer, hvor fordommene faktisk er lidt sande.
Anden øvelse ser ofte lidt anderledes ud. Her handler det om at finde lighedstræk mellem grupperne. Med andre ord skal de venstre- og højreorienterede bevæge sig væk fra fordomme og i stedet fokusere på, hvad de – trods fordomme – har til fælles med den anden fløj. For at indgyde til samarbejde og åbenhed bliver de to grupper placeret i to cirkler: en indercirkel og en ydercirkel. Personerne i indercirklen bliver bedt om at svare på to spørgsmål: Hvorfor er jeres fløjs politik god for landet? Og efter en samtale om dette bliver de spurgt: Har I nogle betænkeligheder eller bekymringer omkring jeres egen sides politik? Når gruppen har reflekteret over dette, bytter fløjene cirkel, og dem i ydercirklen skal nu i indercirklen og reflektere over samme spørgsmål.
Begge øvelser står og falder på, at de lyttende tier stille og faktisk lytter. En prisværdig betingelse, idet jeg synes, at vigtigheden af aktiv lytning ofte nedprioriteres og underkendes i politiske diskussioner – og i undervisningsrummet. Det efterstræbelsesværdige er ikke bare at lytte for at fange, hvornår den andens argument eller pointe slutter, og man selv kan begynde. Så lytter man ikke for at forstå, men for at få ret. Pointen med at lytte til en, man er dybt uenig med, er, at det skal være et forsøg på at sætte sig i den anden persons sted. Så kan det godt være, at man stadig ikke er komfortabel det sted, men man har prøvet, fordi man betragter den anden som en ligeværdig partner og som en, der er omsorg værd.
Hvis vi vender tilbage til den amerikanske kontekst, som Better Angels er skabt i, så er min tese, at amerikanerne blandt andet har svært ved at lytte, fordi medier og politikere iscenesætter politiske diskussioner som noget, man kan vinde. Som noget der handler om at være enten rigtig eller forkert og have ret eller uret. Måske ville det gavne den offentlige debat, hvis den ikke blev betragtet som en kampplads, men som et tænkende og analytisk rum.
Hvad der er særegent ved den anden øvelse er, at den faktisk inviterer til skabelsen af et politisk rum, som er sårbart og omsorgsfuldt. Hvis det var mig, ville jeg være ganske tryg ved at opremse alle de måder, hvorpå min fløjs politik var god for mit land. Men jeg må indrømme, at jeg ikke ville have det rart med at skulle afsløre mine bekymringer om mine foretrukne politiske forslag over for dem, som jeg vidste var imod dem. Det ville føles som at tabe ansigt. Som at afsløre egne usikkerheder og skrøbeligheder over for fjenden. Og det er det jo sådan set også. Pointen med metoden er altså, at den er en invitation ind i menneskers backstage og i deres private rum. Selvom dette kan være ubehageligt, er det paradoksalt nok også det, som kan skabe mere omsorg. For i takt med at vi inviterer fremmede ind i vores usikkerheder, øger vi også chancen for, at selvsamme fremmede ser os som personer, der er nødvendige at drage omsorg for og er vores omsorg værdig. Vi viser, at vi jo bare er mennesker – ligesom vores modpol. Og så bliver det langt sværere at dyrke foragten for den modsatte fløj.
Jeg kan godt forstå, hvorfor politisk parterapi er blevet lidt af et modefænomen i USA. I et land hvor politiske poler lever i parallelle virkeligheder, og hvor misinformationskampagner hele tiden når nye højder, er der noget på en og samme tid forfriskende banalt og tillidsfuldt ved at udsætte venstre- og højreorienterede for ”parterapi”. Støj fra medier fjernes, og polariserende konflikter karakteriseret af had og fordomme skubbes væk og erstattes af almenmenneskelige møder mellem borgere, der ”bare” skal snakke med deres medborgere på neutral grund. Og når jeg ser, hvor godt parterapi virker i Couples Therapy og til dels i den nye sæson af DR’s Gift ved første blik, får jeg lyst til, at politisk parterapi skal nationaliseres og være en borgerpligt. Bare det at ville prøve at forstå den, man er uenig med og se personen som et helt menneske og ikke bare som en karakter og stereotyp, afspejler en omsorgsfuld måde at være et politisk væsen på, som jeg tror, vi kan lære noget af.
Men jeg ser også, at politisk parterapi som løsningsmetode og som omsorgsgreb har nogle svagheder, der ikke skal ses bort fra i et politisk perspektiv. Formålet med terapien skulle være, at politiske fjender omdannes til politiske samarbejdspartnere. At nogle holdninger nærmede sig hinanden, at stædighed blev forvandlet til forhandlingsvillighed og pragmatisme. At politik gik fra at være en konflikt til et kompromis. Parterapien er således udtryk for en metode, der både i form og indhold dyrker kompromiset, fordi konfliktnedtrapning i form af samtale skal ende med en form for politisk enighed. Det er her, jeg tillader mig at være lidt skeptisk. Jeg abonnerer nemlig ikke på denne opfattelse af politik. Med andre ord synes jeg ikke, at kompromiset og den moderate løsning som udgangspunkt altid er udtryk for omsorg og et politisk godt stykke arbejde. Kompromiset har ikke blik for magtforhold, uudtalte hierarkier og ulige udgangspunkter, fordi det giver sig ud for at være en moderation af to lige poler. Et kompromis mellem republikanere og demokrater på områder som uddannelse- eller klimapolitik betyder jo ikke, at der ikke stadig er nogle, som føler sig klemt og nedprioriteret. Snarere er kompromisser udtryk for holdninger, som status quo kan stille sig tilfreds med. Og med mit efterhånden ganske indgående indblik i USA ville jeg påstå, at status quo ikke er ønskværdigt.
Et andet faresignal ved parterapien som politisk løsningsmodel er, at netop fordi det er en psykologisk metode, misser den, hvor politisk komplekst fænomenet polarisering er. I forskningen skelnes der for eksempel mellem partisk polarisering (partier rykker længere væk fra hinanden), ideologisk polarisering (ideologiske forskelle bliver større), masse polarisering (befolkningen rykker sig længere fra hinanden) og issue polarisering (samfund bliver mere splittede på enkelte spørgsmål såsom abort, klimatiltag osv.). Desuden er begrebet affektiv polarisering blevet mere populært de senere år, og dette angiver, hvordan vi i stigende grad udvikler negative og hadefulde følelser overfor den modsatte gruppe og endnu mere kærlige og positive følelser overfor vores egen gruppe. Denne affektive polarisering fordrer meget nuancerede politiske løsninger på polarisering, fordi pointen i begrebet om affektiv polarisering er, at vi hader den anden gruppe bare fordi, den ikke er os. Det er ikke let at se, hvor omsorgen skulle dukke op her. Sammen med de mange andre forståelser af polarisering forekommer det mig svært at se, hvordan en række sessions hos en parterapeut skal kunne løse så komplekst en demokratisk udfordring, som polarisering er blevet i ikke blot USA men verden over.
Overskriften for dette årsskrift er omsorg, så lad mig slutte med en omsorgsfuld anbefaling til at se Couples Therapy her i de mørke efterårsaftener. Og når I så ser programmet, alene eller sammen med andre, så kan I jo overveje, hvad det ville gøre ved jer, hvis I sad i den sofa overfor en, som I var politisk helt uenig med.
