Årsskrift 2024

Af Susanne Højlund, antropolog, Aarhus Universitet

Til min 87-årige mors begravelse holdt alle vi fire voksne søstre hver en mindetale for hende. Vi havde ikke aftalt på forhånd, hvad vi ville sige, og det blev fire meget forskellige billeder på vores mors betydning for os. Og dog. For vi havde alle valgt at male et billede af hendes forhold til mad og madlavning, og fortælle om den ’mad-skal-laves-fra-bunden’-tilgang, som vi har taget med os til vores egne familier. Mor var ikke kok og vi var ikke en familie, der talte meget om eller havde en særlig gourmet-opfattelse af mad. Hun var heller ikke en klassisk 50’er husmor, der stod i køkkenet, mens manden gik på job. Hun gik også på arbejde, og ja, vi var mange sultne børn, der skulle have morgenmad, madpakker og aftensmad hver dag. Det må have været et kæmpe arbejde, kunne vi alle konstatere med respekt, da vi stod der og så tilbage på hendes liv som kvinde og mor. Som børn reflekterede vi ikke over det, men som voksne mødre og husmødre, kunne vi her i bagklogskabens lys godt se, at vi havde fået noget med, som ligger som et livsbillede i os.

Mor var mor i en tid, hvor æg kom fra naboens høns, og friskfangede fisk kom fra den omrejsende fisker, hvor saftevand blev lavet af havens bærbuske, kødfri dage var en selvfølge, madspild var en synd, hvor madkundskab hed husgerning og kun var for piger, hvor spisefrikvarteret var længere, og hvor min bedstemor syltede, bagte og henkogte – og i øvrigt vaskede alle brugte plastposer, så de kunne bruges igen. Et romantisk billede? Tjo, men det var sådan det var, og det var ikke romantik. Det var hårdt arbejde, ikke motiveret af klimakrisen, men af efterkrigstidens økonomiske knaphed og muligheder for forbrug. Og hos nogle af en bevidsthed om verdens ulighed (”du skal spise op! Tænk bare på de sultne børn i Kina, der ingen mad har!”)

I dag hedder syltning fermentering, og friske grøntsager er noget, de privilegerede byboerne henter på et marked, hvis de har råd, mange grøntsager spises ikke som sådanne, men ender som ukendelige ingredienser som ’plantebaseret’ mad, og de kødfri dage er noget, man kun går ind for, hvis man er grøn og klimabevidst. Og så er tiden til både spisning og madlavning nedprioriteret i skolen, dog uden kønsopdelingen for madlavningens vedkommende, som blev ophævet i 1971.

Mange af de bæredygtighedspraksisser, som unge i dag hylder og arbejder for, er nogle, som vores mødre og bedstemødre praktiserede med største selvfølge, og uden at prisen steg, fordi brødet var bagt af en såkaldt surdej. Alligevel fremstår diskussionen om danskernes madvaner ofte som et billede på en generationskløft, hvor de ældre udskammes som ’boomere’ og de yngre som en ’forkælet cafe-latte generation’. Boomerne har ødelagt fremtiden for de unge, hedder det groft sagt, mens de unge ikke værdsætter det fundament, de ældre har bygget op for dem, lyder det modsat. I nogle familier spiller disse overskrifter ind i det sociale samvær, og ofte er det omkring spisebordet, generationskrigen finder sted. Når jeg taler med studerende, eller når jeg holder foredrag om madkultur, får jeg ofte fortællinger om, hvordan maden kan skille selv de mest sammentømrede familier ad. Nogle har fortalt mig, at de ikke kan holde jul sammen mere, fordi bedstefar vil have sin flæskesteg, og den unge vil have sin vegetarret, og mange ikke kan holde til diskussionerne om, hvis skyld det er, at klimaet har udviklet sig til at være en trussel for fremtiden. Andre har helt opgivet at besøge forældrene, fordi de er trætte af at blive kritiseret for at have valgt at spise vegansk.

Når det gælder mad og klima, er meningerne stærke, og konfliktstoffet ligger lige for. Ofte bliver diskussionen rammesat af stereotyper om ’generation’, som om alle i en aldersgruppe bærer på de samme egenskaber. I bogen Stop Mugging Grandma: The ‘Generation Wars’ and Why Boomer Blaming Won’t Solve Anything af Jenny Bristow problematiseres dette. Bristow mener, at denne praksis opbygges af medier og politikere med henblik på at sløre egentlige sociale og strukturelle problemer, f.eks. omkring ulighed og fordeling af goder i en velfærdsstat. Hermed forsvinder bevidstheden om, at en generation – eller en bestemt aldersgruppe – lever i en tid, hvor forskellige sociale, politiske og økonomiske faktorer former ens livsvalg og -muligheder.

Generationsudskamning får det til at se ud. som om en hel generation er bygget af de samme personlige egenskaber såsom grådighed eller solidaritet. Den samfundsmæssige og historiske kontekst drages ikke ind som et vilkår. Bristows pointe er, at ingen har gavn af at udskamme generationer: “Vi er nødt til at stoppe denne mudderkastning mellem generationer og påbegynde en mere konstruktiv dialog om, hvad vores samfund kan gøre for at udvikle politikker, som er til gavn for alle”, siger hun i bogen [min oversættelse]. Det er ikke den enkeltes skyld, eller på grund af individuelle, personlige egenskaber og præferencer, at verden ser ud, som den gør, er forfatterens argument. Vi lever i en samfundsskabt virkelighed, og derfor bør de politiske kampe ske på politisk plan og ikke mellem individer.

I forhold til mad, klima og generationsforskelle har alle generationer noget at lære af hinanden, og især af, hvordan de historiske betingelser har præget den enkeltes handlemuligheder. Forbindelsen mellem generationer kan måske styrkes ved at dykke ned i hvilke livsbilleder, vi hver især går rundt med og ved at reflektere over, hvordan og hvorfor vi tillægger dem betydning. Jeg har i min forskning og mine feltstudier, f.eks. i folkeskoleklasser og på kokkeskoler, erfaret, at mange, der nærer en særlig passion for madlavning, forklarer det, som jeg selv: nemlig at der har været en rollemodel i ens liv, en bedstemor, der altid tog en med i køkkenet, eller en far, der lavede bålmad med børnene eller lærte dem at flå en fisk. ”I min familie har vi altid interesseret os for mad” svarede en madkundskabslærer mig på spørgsmålet om, hvorfor hun havde valgt at undervise dette fag. ”Jeg sad altid på køkkenbordet og så min bedstemor hakke grøntsager”, forklarer en kokkeelev sit valg af uddannelse. Fælles for mange af mine interviewpersoners madinteresse er, at de henviser til en betydningsfuld rollemodel, som forbinder fortid og nutid på tværs af generationsforskelle.

Når jeg i mine foredrag taler om betydningen af at bruge tid på madlavning, er jeg ofte blevet kritiseret for at ville have ’kvinderne tilbage til kødgryderne’ og indirekte, at jeg arbejder imod den generation (min egen faktisk), der arbejdede for kvindefrigørelse og kvinders ret til at tjene egne penge. Ja, i et hjem med to fuldtidsarbejdende forældre og børn, som dyrker et aktivt fritidsliv, er der susende travlt og madlavning er ikke nemt at nå. Men, som historikeren Caroline Nyvang påpeger (Weekendavisen, 26.9.24), er det ikke sikkert, familierne havde mere tid i de såkaldt gamle dage – men de brugte mere tid på mad. Fordi det var sådan, samfundet var indrettet, man kunne ikke andet. I dag har industrien og den teknologiske udvikling hjulpet den udearbejdende familie med at overkomme hverdagen i køkkenet, men noget er røget ud med badevandet.

Konsekvensen er, at viden er gået tabt, prioriteringerne er blevet anderledes, og ansvaret for bæredygtighed er lagt over på fødevareindustrien. I takt med at der bruges mindre og mindre tid på mad, som Madkulturen år for år viser, (i 2023 er vi nede på 15 minutter om dagen til madlavning) sker den største CO2-udledning stadig i fødevaresystemet, og en stor del stammer fra de hjemlige madlavnings- og spisepraksisser. Måske er der en sammenhæng mellem disse to faktorer? Det, at bruge tid på at have maden i hænderne giver et kendskab til mad og (jordens) ressourcer, som ikke fås, når man i al hast køber færdiglavet og indpakket mad i køledisken. Om det er mænd eller kvinder, der står ved gryderne, er underordnet. Mit argument er, at i denne tid, hvor den grønne omstilling kræver nye vaner, er man bedre hjulpet til at tænke over og tage ansvar for et bæredygtigt fødevaresystem, hvis man har maden i hænderne og erfaring med madlavning.

Tilbage til min mor og et bestemt billede, der dukker op af og til – som et livsbillede, der indrammer hendes situation. Hun står i det lille køkken, tavst bøjet over en stor skål, som langsomt fyldes op af små, kogte selleritern – jeg er vel 8-10 år og står der og iagttager hendes ryg. Jeg fornemmer både hendes travlhed og hendes træthed og beundrer samtidig, hvordan alle de små selleritern langsomt bliver til et bjerg af selleri, beregnet til at være en lille del af den store portion suppe, hun var i gang med at lave. Jeg husker også, at jeg nupper en tern og synes, den smager underligt, sellerien. Især konsistensen er ukendt og lidt sær.  

Dengang var det en selvfølge at se hende der. I dag, i en anden tid, har jeg lært at stille spørgsmål ved det selvfølgelige. Jeg ville gerne have talt mere med hende om de betingelser, hun havde som husmor, og hvordan hun overkom både at have fem børn, hus og arbejde og samtidig producere alle familiens måltider. Det føltes nok ikke ideelt, men gav ekspertise i køkkenet. I den aktuelle klimakontekst ville jeg gerne have haft flere af hendes tips til f.eks. at udnytte råvarerne og undgå madspild. Omvendt er jeg sikker på, at hun ville have lyttet til og lært noget af, hvordan det er at være ung i dag med bekymring for klimaet og bæredygtigheden af fremtidens madproduktion. Og med et helt andet madlandskab omkring sig.