Årsskrift 2025 – Rødding Højskoles Elevforening

dec 16

Internettet har altid været baseret på frivillighed

By Niels Brügger Årsskrift 2025 No Comments

Niels Brügger, professor i webhistorie, Aarhus Universitet

Vi tænker sikkert ikke over det på den måde, men hvis man poster på et socialt medie i dag, så deler man frivilligt alle de informationer, man sender afsted. Man deler dem frivilligt med dem, der læser dem, og med det firma, der driver det sociale medie. For så vidt det sidste angår, så er det dog en frivillighed, som ikke er absolut. Det vil sige, man er ikke selv herre over den, idet det i langt de fleste tilfælde er et vilkår for at få en gratis konto, at vi frivilligt giver en masse oplysninger. Der er dels tale om de oplysninger, vi tænker over, at vi giver, det vil sige det, vi skriver eller uploader af fotos eller videoer, dels det, vi typisk ikke tænker over, at vi afgiver, men som også ender hos det sociale medie. Det er for eksempel såkaldte lokationsoplysninger, dvs. oplysninger om, hvor vi befinder os, eller også oplysninger om hele det netværk, vi indgår i, for eksempel vennelister, følgere, osv. Alle disse oplysninger — de oplysninger, vi giver, og dem vi afgiver — er guld værd for et socialt medie. De udgør det sociale medies råstof, som det behandler, bearbejder og raffinerer med henblik på at kunne videresælge det som reklameoplysninger eller bruge det selv i sine egne forbedringer af brugeroplevelsen.

Så på vore dages sociale medier er frivilligheden til både at give og afgive informationer pakket ind i et socialt mediefirmas måde at fungere på, hvor vi som brugere er afhængige af det sociale medie, hvis vi vil kommunikere via dets kanaler. Men det sociale medie er på sin side afhængigt af, at vi netop gør det, altså kommunikerer ved at give indhold, ellers er det sociale medie blot en tom skal. Så man kan sige, at vi frivilligt betaler platformen med vores indhold for at få en “gratis” tjeneste stillet til rådighed.

Internettets frivillige rødder
Imidlertid er de sociale medier, som vi kender dem i dag, en ret ny opfindelse. De begynder at dukke op på internettet i årene lige efter årtusindskiftet, MySpace i 2003, Facebook i 2004, og YouTube i 2005. Men der har eksisteret online aktiviteter baseret på frivillighed lige siden internettets spæde begyndelse. Ja, faktisk er der flere af de former for internet, vi bruger i dag, som ikke ville have været der, hvis ikke det havde været for frivilligheden.
I det hele taget er det lidt en selvmodsigende tilsnigelse at tale om ‘sociale medier’. Normalt er medier kendetegnet ved, at de bruges i det sociale, dvs. blandt mennesker — man kan dårligt forestille sig et medie, der kun bruges af én person — så derfor er det en uadskillelig del af ethvert medie, at det er socialt. I den forstand giver det ikke mening at tale om ‘sociale medier’, idet alle medier er sociale. Men til trods for at begrebet ikke hænger helt sammen, så er det nu engang blevet en del af hverdagssproget, og vi ved jo, hvad der menes med det.

Men lad os prøve at dykke lidt ned i, hvordan frivillig deling har været en uadskillelig del af internettets historie. Vi kan ikke få det hele med, så der bliver tale om brede penselstrøg og enkelte nedslag.

Hvordan blev e-mailen frivillig?
Vi begynder med emails. E-mails har en sjov forhistorie, hvor man skal vide lidt om, hvorfor man overhovedet opfandt internettet. Vi skal tilbage til 1970erne, hvor computere var meget store og dyre, og det var kun store organisationer, virksomheder o.lign., der havde en computer. For at udnytte, for eksempel, universiteternes store computere bedre, gav det mening at koble dem sammen med kabler, så andre længere væk kunne bruge dem, når de ikke blev brugt lokalt, og man kunne også flytte filer fra den ene til den anden store computer. Og når man gjorde det, så ville man som regel lige tjekke, om hele filen var kommet frem, og om den var ok, så der blev udviklet et lille program, hvor man kunne skrive den slags korte meddelelser til hinanden i hver ende af netværkets computere. Når nu man alligevel var i gang, så kunne man jo lige så godt spørge til vejret, weekendens sportsresultater eller lignende. E-mail var hermed født som en spin-off-kommunikation af noget helt andet, men altså en kommunikationsform, hvor man frivilligt delte informationer om, hvad man nu lige havde på hjerte.

Det tidlige internets opslagstavlepassere
Næste stop er de såkaldte Bulletin Board Systems (BBS), som blev meget udbredte fra midten af 1980’erne og ca. 10 år frem, og som man kan kalde den fattige mands internet. Vi er her i en periode, hvor hjemmecomputere er blevet udbredte. Et BBS fungerer på den måde, at en person gør sin computer tilgængelig for andre computere, der så via et modem ringer op til computeren og bruger den som en slags ‘opslagstavle’, et bulletin board, hvor man kan dele oplysninger om det, som computerejeren nu har sagt, at vedkommendes BBS skal handle om. Det kan være alt lige fra film, computerspil, biler, eller hvilke interesser man nu vil i snak med andre om. I denne periode fandtes der tusindvis af BBS’er internationalt, så man kunne sagtens få sine interesser dækket. Udover informationer og almindelig snak blev BBS også brugt til deling af især software og computerspil — typisk ulovligt, uden om copyright-reglerne. Hele BBS-systemet var i høj grad baseret på frivillighed: vedkommende, der lavede et BBS, gjorde det frivilligt og brugte typisk lang tid hver uge på at vedligeholde det og kommunikere med brugerne, og brugerne delte deres informationer og software frivilligt.

Frivillighed gav os nutidens internet
Sidste stop på rejsen er World Wide Web, eller bare WWW. Her skal vi også lige have lidt ekstra information, nemlig forskellen på internet og web. Er det ikke det samme? Nej, internet er et netværk af computernetværk, dvs. forbundne computere, og på dette netværk kan der køre forskellige former for software, fx software til e-mail, til fildeling, til chat, osv. Og en af de former for software er World Wide Web. Når man går ind på et website i dag, så er det reelt WWW, man bruger. Når du skriver https://www.rhskole.dk i din webbrowser, så kontaktes en webserver, og du får Rødding Højskoles website at se. Men sådan har det ikke altid været. Før WWW kom frem, så internetsider typisk ud, som du sikkert kender det fra mappesystemet på din egen computer, dvs. et system af mapper, undermapper og undermapper til undermapper. Skulle man finde noget, skulle man bevæge sig op og ned i et mappesystem på den computer, man nu kontaktede. Med WWW får man derimod hyperlinket, der er så indgroet i vores måde at være online på i dag, at vi ikke rigtig tænker over, hvad det er, det gør. Men det muliggør, at vi ved at klikke på noget tekst på én computer kan springe til en webside på en helt anden computer.

Opfinderen af WWW hedder Tim Berners-Lee, og det stod ikke i hans arbejdsbeskrivelse, at han skulle opfinde WWW, eller bare noget der lignede. Berners-Lee var ansat som computerspecialist og informationsmedarbejder ved CERN i Geneve, den europæiske atomforsknings store partikelacceleratorer. Det, der kendetegner CERN, er, at der er forskere fra hele verden, og der produceres mange dokumenter, som alle skal have adgang til. Det fungerede imidlertid ikke særlig godt, så Berners-Lee opfandt et hyperlinksystem, så man på CERN meget nemmere kunne finde rundt i de mange dokumenter, og systemet var skruet sådan sammen, at det potentielt kunne gøres globalt. Berners-Lee lavede sine første udkast i 1989, og hans chef, der læste det, skrev de berømte ord på udkastet: “vague but exciting”. Jeg har selv lige været på en konference på CERN, og man kan i dag købe t-shirts med de tre berømte ord på. Berners-Lee arbejdede imidlertid videre med det, og d. 6. august 1991 frigav han hele computerkoden til WWW på internettet til fri afbenyttelse. Og her kommer frivilligheden ind: Tim Berners-Lee arbejdede frivilligt på WWW-projektet, selvom han ikke skulle, og CERN frigav frivilligt hele WWW til internetfællesskabet ganske gratis. Internettet ville givetvis have set meget anderledes ud i dag uden denne frivillighed.

Hvor er frivilligheden i dag?
Frivillighed har altså været en uadskillelig del af internettets historie, men til forskel fra de tre eksempler ovenfor, så er frivilligheden på de sociale medier i dag viklet ind i de bagvedliggende firmaers økonomi, så vores frivillighed til at dele informationer på sociale medier er underlagt en virksomheds tankegang. Det var det ikke med e-mail, BBS og WWW’s fremkomst. Heldigvis består internettet ikke kun af sociale medier – e-mail og World Wide Web er der stadig, og de bruges flittigt. Ja, faktisk er WWW meget vigtigt for de sociale medier, idet der i ca. halvdelen af posts linkes til materiale, der befinder sig på WWW. Og på WWW er denne helt frie frivillighed stadig mulig i dag uden virksomheders indblanding.

dec 16

Love0

Frivillighed, fællesskab og fremtidens fødevarer

By Josefine Blach Årsskrift 2025 No Comments

Jeg vil gerne starte med at præsentere mig selv. Mit navn er Josefine. Jeg er 30 år, uddannet gartner og regenerativ jordbruger, og siden april har jeg været ansat på Rødding Højskole for at starte og drive Folkehaven – skolens store selvforsyningsprojekt. På marken syd for Højskolebækken dyrker jeg i samarbejde med eleverne grøntsager til køkkenet, og på den måde bliver maden en del af skolens dannelsesprojekt. Vi lærer med hænderne, sanserne og kroppen, ikke kun med hovedet.

Jeg har selv gået på højskole, både på Bornholm og som en del af den første årgang på Roskilde Festival Højskole. At være med dér, hvor en helt ny højskole skulle defineres, lærte mig at tænke i projekter, at finde løsninger, der ikke allerede fandtes, og at samarbejde med andre om noget større end sig selv. Det er måske også derfor, at frivillighed har fyldt så meget i mit liv. Jeg har været frivillig i mange sammenhænge – fra teaterarrangementer til foreninger og festivaler – særligt på Roskilde Festival, hvor jeg har lavet alt fra at sortere pant til at bygge scene.
For mig er frivillighed et fællesskab, der kan give noget tilbage til samfundet. Som frivillig aflønnes man ikke i penge, men i oplevelser, relationer, mening og i en følelse af at høre til. Det er noget, der ikke kan gøres op i kroner og øre – og det er netop frivillighedens styrke.
Men spørgsmålet er, hvor langt frivillighed kan række, når vi taler om noget så grundlæggende som produktion af mad?

Frivillighed og fødevarer – kan det spille sammen?
I de seneste år er der sket noget spændende: Flere og flere unge organiserer sig omkring at gentænke, hvilke fødevarer vi producerer, og hvordan vi producerer dem. Foreninger som Andelsgårde og andre mindre jordbrugsfonde samler folk om visionen om et mere bæredygtigt landbrug og en mere retfærdig fordeling af jord og ressourcer. Her spiller frivillighed en stor rolle – som en indgang til at lære, prøve kræfter med og blive engageret i fremtidens fødevareproduktion.
Frivillighed kan være et fantastisk værktøj til at danne den almene forbruger. Når man selv har høstet en kartoffel eller luget en kålmark, forstår man pludselig på en anden måde, hvad det kræver at producere fødevarer. Man bliver mere bevidst om de valg, man træffer, hver gang man køber ind. Og man passer ganske enkelt bedre på vores ressourcer, når man har haft en direkte, sanselig oplevelse knyttet til dem.
Samtidig er det vigtigt at slå fast, at madproduktion ikke må afhænge af frivillige kræfter. For selvom frivillighed kan give læring og engagement, risikerer vi at miste en utrolig viden, hvis det erstatter faglighed og kompetence. At dyrke jord, producere grøntsager og forvalte natur kræver viden, erfaring og uddannelse – og det er en udfordring, hvis dette arbejde reduceres til noget, der kan klares af frivillige hænder alene.

Madproduktion har på mange måder samme udfordring som både naturforvaltning og omsorgsarbejde: Det er ekstremt svært at værdisætte. Hvor meget er det værd, at en grøntsag er dyrket med respekt for klima og miljø? Hvor meget er det værd, at jorden plejes, så den kan give liv til kommende generationer? Og hvordan måler vi den omsorg, der ligger i at skabe sunde fødevarer – på samme måde, som vi heller ikke kan måle værdien af omsorg på et plejehjem?
I det konventionelle landbrug betragtes jorden ofte blot som et medium, et vilkår. Men i virkeligheden er den en levende organisme, der kræver omsorg og pleje. Og det har store konsekvenser, når vi glemmer det perspektiv.

Hvem har adgang til gode grøntsager?
Jeg mener, at gode grøntsager, dyrket omsorgsfuldt, skal være tilgængelige for alle – ikke kun for dem, der har råd til at spise på Noma. Her rammer vi et strukturelt problem, nemlig at de nuværende støtteordninger og lovgivning ikke er indrettet til mindre jordbrug.
På højskolen er vi i gang med et lille landbrug. Men et landbrug som vores ville i dagens Danmark aldrig kunne få landbrugsstøtte. For det første er vi “for små” – støtten beregnes nemlig efter hektar, ikke efter udbytte. For det andet er vores arbejdsmetoder “for langsomme” – vi bruger håndholdte redskaber og ingen store maskiner. Alligevel kan et lille jordbrug som vores producere langt flere kilo grøntsager pr. areal end de store, konventionelle marker. Men det tæller ikke i systemets logik. Derfor er der mange mindre jordbrug, som ser sig nødsaget til at gøre brug af frivillig arbejdskraft for at kunne følge med i det økonomiske kapløb, der foregår, når man vælger at sælge en vare på et marked præget af bedst og billigst.

Frivillighed kan meget – men det kan ikke stå alene, når det handler om at sikre fødevarer, omsorg for jorden og en bæredygtig fremtid. Her er der brug for, at vi som samfund gentænker, hvordan vi værdisætter arbejdet med mad og jord.
Så længe støttesystemerne belønner størrelse og maskiner frem for udbytte og kvalitet, vil små jordbrug have svært ved at overleve – uanset hvor meget de frivillige løfter i flok. Jeg håber, at du har lyst til at komme forbi højskolens nye jordbrug, hjælpe til i marken og deltage i de fremtidige arrangementer, der bliver afholdt i det fri. Måske du endda har fået lyst til at lære mere om det danske landbrug og melde dig som frivillig på et af de mange andre skønne små jordbrug, som langsomt popper op rundt omkring i landet. Du er en vigtig del af den forandring, der skal til for at gentænke vores fødevaresystem.

dec 16

Love0

Højskolemanifest 2024

By Mads Rykind Årsskrift 2025

Siden højskolebevægelsen med Rødding Højskoles grundlæggelse opstod i 1844, har hver generation af højskolefolk formuleret deres forståelse af højskolens idé og opgave. I anledning af bevægelsens 180-års jubilæum kommer forstander Mads Rykind-Eriksen med sine tanker om hvad højskole er.

Menneskelivet er underligt,
langt mer, end vi kan beskrive;
dog lysner det op fra slægt til slægt,
hvor mennesket holdes i live.

Menneskeånden, det er et ord,
som ingen af os kan udgrunde,
menneskelivet er dens værk
med ordet i menneskemunde.

Grundtvig.
Højskolesangbogen nr. 86.

Idé
I en række skrifter i 1830’erne formulerede Grundtvig tankerne om en dansk folkehøjskole, hvis formål skrev sig direkte ind i samtiden. I forlængelse af oplysningstidens tanker om, hvordan man skaber et moderne samfund, og set i lyset af nationalstatens fremvækst og det gryende demokrati var idéen med højskolen at myndiggøre borgerne – danskerne – og desuden bevidstgøre dem om deres fælles sprog, kultur og historie, ligesom uddannelse skulle sikre vækst og velstand.
Men Grundtvig ville mere; for at skabe hele mennesker var det ikke nok at give dem uddannelse, de skulle også have dannelse. Grundtvig brugte dog ikke ordet dannelse i denne sammenhæng, men de to andre ord livsoplysning og folkeoplysning. Som en direkte følge heraf står der i dag i højskoleloven, at højskolerne skal tilbyde ”undervisning og samvær på kurser, hvis hovedsigte er livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse”.

Hjemlighed
Hertil kommer praktikeren Christen Kolds betoning af hjemlighed manifesteret i, at forstandere og lærere fra højskolens start boede på skolen – et særkende, som rækker helt ind i nutidens lovgivning, hvor der i tilskudsbekendtgørelsen står, ”at hver højskole skal eje mindst to familieboliger til forstander og fastansatte lærere”. Således forklares ordet ”hjem” da også af sproget.dk som ”menneskets bosted, opholdssted og samlingssted”.
Det, vi i dag kalder bopælstilknytningen, var fødselshjælper for skabelsen af den særegne livsform, der kendetegner højskolen. Ved at forstander og lærere bor på skolen, skabes det særlige rum, som adskiller højskolen fra at være en institution. Her kommer man så tæt på hinanden, at det nærvær helt naturligt opstår, hvor man i fortrolighed deler glæder og sorger. Det kommer i disse år de mange unge til gode, som mistrives og lider af angst, depression og stress, og som mere end nogensinde har brug for andre, de kan tale med.

Lokal forankring
Når forstander, lærere og øvrigt personale bor og er virksomme i den egn, hvor højskolen ligger, er de tillige med til at sikre skolens lokale forankring. Modsat risikerer højskolerne at blive lukkede satellitter, der kun af historiske grunde ligger det pågældende sted, men nu er afsondret fra det lokalsamfund, der ofte har rejst skolen.

Højskolen som en bevægelse
Grundtvigs tanker og Kolds praksis er højskolernes fælles afsæt og det, der gør, at man kan tale om en højskolebevægelse og ikke kun et lovfællesskab. Når det er sagt, ligger der i ordet ’bevægelse’, at det ikke er noget statisk, men derimod en dynamisk størrelse, som hele tiden forandrer sig – er i bevægelse. Derfor eksisterer der også i dag 73 forskellige højskoler med deres respektive værdigrundlag og måder at gøre tingene på.

Menneskesynet
Til grund for Grundtvigs højskoletanker lå hans menneskesyn. Det kommer til udtryk i et af de mest citerede steder i hans forfatterskab, hvor han i ”Nordens Mytologi” fra 1832 skriver: ”Mennesket er ingen abekat, bestemt til først at efterabe de andre dyr, og siden sig selv til verdens ende, men han er en mageløs, underfuld skabning, i hvem guddommelige kræfter skal kundgøre, udvikle og klare sig gennem tusinde slægter, som et guddommeligt eksperiment, der viser, hvordan ånd og støv kan gennemtrænge hinanden, og forklares i en fælles guddommelig bevidsthed”.
For Grundtvig betyder det, at mennesket er skabt i Guds billede, at vi er guddommelige skabninger, som består af ånd og støv. I vores kristne kulturkreds udtrykker vi det ved, at vi har en sjæl og et gudsforhold. På den ene side er vi en del af naturen – vi fødes, vokser op, lever, dør og formulder ligesom al anden natur. På den anden side er vi mere end et stykke natur. Vi kan ikke reduceres til fysiske og kemiske processer, og hvordan vi skal leve et sandt og ægte menneskeliv, findes der ingen formel for. Og til forskel fra dyr kan vi sætte os ud over egne drifter, reflektere over eget liv og træffe egne valg. Kort sagt er vi ikke på forhånd bestemt til at blive noget særligt.

Til fælles bedste
Derfor er en af højskolens vigtigste opgaver at give det enkelte menneske inspiration til at forvalte det liv, vi hver især og med hinanden har fået givet på en måde, så det bliver til fælles bedste. Af samme grund findes der ikke pensum og eksamener på højskolerne, fordi målet er større end blot at give eleverne bestemte kundskaber inden for diverse fagområder; således siger vi, at vi underviser med fagene og ikke i fagene!
Når der ikke findes nogen fast definition på eller brugsanvisning for, hvordan vi skal leve vores liv, og hvordan fællesskabet skal indrettes, er der selvsagt mange bud på disse grundlæggende spørgsmål. En af højskolens fornemmeste opgaver er således at sætte rammen for denne diskussion. Eleverne skal med alle deres forskelligheder – alder, politiske opfattelse, religion, køn, subkultur, økonomiske baggrund – blive en del af denne vedvarende samtale. Og når diskussionen suppleres og nuanceres af foredragsholdere, musikere, teaterfolk, politikere, eksperter m.fl., og højskolen åbner dørene udad, gør den sig til en levende kulturinstitution på sin egn.

Folkeånden – det, der binder os sammen
Et af de bedste redskaber til at kaste lys over menneskelivet og forstå, hvad det er for et fællesskab, vi er indfældet i ved at bo i Danmark, er Højskolesangbogen. Højskolesangbogen udtrykker den danske folkeånd, som Grundtvig kalder alt det, der binder os sammen, og som er et langt bedre udtryk end ’kultur’, det ord, vi ofte bruger.
’Folk’ udtrykker et konkret fællesskab – for vores vedkommende det danske fællesskab – mens ’ånd’ er vores sprog, historie, kristne kulturbaggrund, landskabet, poesien, årstiderne – alt det, der binder os sammen, uden at man kan sige, at det er ét bestemt element, fx at man er født her i Danmark eller har en kristen kulturbaggrund, der gør os til danskere. Ordet ’folkeånd’ er således et inkluderende begreb, som gør, at vi også kan rumme nytilkomne fra verden omkring os.
Højskolernes opgave er at give eleverne blik for denne folkeånd – få den til at virke, så de ser sig selv som en del af en større fortælling, der ikke kun giver dem identitet og forståelse af livet, men som også – og ikke mindst – gør, at de ønsker at bidrage til dette fællesskab, hvor engagement, sammenhængskraft, tillidskultur og folkestyre er centrale elementer.

Fire hovedopgaver
På baggrund af ovenstående kan højskolen siges at have fire hovedopgaver:

1. Demokratisk dannelse
Højskolen skal bevidstgøre eleverne om, at styreformen i Danmark er et folkestyre – det er folket, der styrer, og ikke en enevældig konge, en diktator, et præsteskab eller en ideologi. Ligeledes skal eleverne forstå, at demokratiet ikke er noget, der er faldet ned fra himlen eller er en naturgiven styreform. Tværtimod. Demokrati forudsætter engagement.
At vi fik Grundloven i 1849 skyldes en gruppe fremsynede, engagerede personer, som kæmpede for folkestyrets indførelse. I lighed med frihedskæmperne under Anden Verdenskrig, der kæmpede for retten til at leve i et frit land. I dag behøver vi blot at se til Ungarn i Østeuropa, hvor retsstaten er under pres, for at forstå, at demokrati ikke er noget, der bare fortsætter med at eksistere, blot man engang har fået det indført.
Demokratisk dannelse handler således om, at hver generation skal forstå, at det ikke er nogen selvfølge, at vi har folkestyre i Danmark, og passer vi ikke på det, risikerer vi, at det smuldrer mellem fingrene på os. Sådan som man kan frygte, det sker i USA i disse år. Demokratisk dannelse handler desuden om at tage medansvar for vores fælles fremtid og have vilje og mod til at engagere sig i tidens store udfordringer: klimaet, miljøet, migrationsstrømmene, Europas forhold til USA, Kina og Rusland, og hvordan vi videreudvikler vores samfund.

2. Historisk og kulturel bevidsthed
Højskolen skal medvirke til at rodfæste eleverne, så de bedre forankres i en foranderlig verden, hvor det moderne menneske står i fare for at miste sit kulturelle, religiøse og historiske kompas – klangbunden for forståelsen af verdenen – og dermed miste orienteringsevnen, så alting flyder, og meningsløsheden sniger sig ind.
Med opbruddet i vores kultur i tiden efter Anden Verdenskrig, hvor danskerne flyttede fra land til by, og med globaliseringen, er det i dag vigtigere end nogensinde at give eleverne en bevidsthed om, at de ikke er skabt som frit svævende individer, men er født ind i en dansk sammenhæng – eller flygtet eller indvandret hertil for den sags skyld.
Vores fælles historie og kultur er det, der har gjort Danmark til det land, vi er i dag: Et land med en stærk sammenhængskraft og tillidskultur, hvor vi føler os ansvarlige og forpligtede over for hinanden. Dette er helt afgørende for vores selvforståelse, Danmarks stabilitet og en fortsat opbakning til og udvikling af vores liberale samfund. Med andre ord handler det om, at vi for at forstå nutiden må kende fortiden for derved på et oplyst grundlag at kunne tage stilling til, hvilken retning vi ønsker for fremtiden.

3. Uddannelse
Idéen om, at højskolen skal uddanne eleverne, handler om, hvordan vi skaber et endnu bedre samfund end det, vi har i dag, og dermed en bedre fremtid.
Indtil for et par årtier siden var uddannelsessystemet i det gamle industrisamfund rettet mod fasthed, ensartethed og stabilitet. Man skulle tilegne sig en kompetence én gang for alle, der gav adgang til en fast stilling i hele ens arbejdsliv. Man uddannede sig.
Nutidens videns- og informationssamfund er derimod kendetegnet ved foranderlighed og fleksibilitet, hvilket kræver livslang læring. Mange af de jobtyper, som vi kender i dag, fandtes ikke for bare 10 år siden. Vi skifter i dag gennemsnitligt job hvert 4.-6. år, og de sociale og praktiske bindinger og begrænsninger, der tidligere styrede vores tilværelse og valg af uddannelse, eksisterer ikke længere.
Denne transformation stiller store krav til det enkelte menneske. For hvilken uddannelse skal man vælge? Rodløshed, rådvildhed samt følelsen af at stå i et kulturelt tomrum karakteriserer på mange måder det moderne menneske og forklarer i udstrakt grad frafaldsproblemerne på landets uddannelser.
Derfor er det ikke mærkeligt, at unge tager på højskole for at blive afklaret om studievalg, men også mere eksistentielt; for hvad hjælper det, hvis vi kun ved, hvad vi skal leve af, hvis vi ikke ved, hvad vi skal leve for? Højskolen er en vigtig brik i denne afklaring. Ikke fordi vi hævder at have svaret, men fordi der på højskolen er rum for denne diskussion.

4. Livsoplysning og folkelig oplysning
Livsoplysning og folkelig oplysning er to centrale begreber i højskolesammenhæng. Livsoplysning vil sige at kaste lys over det enkelte menneskes liv og eksistentielle grundvilkår og give eleverne redskaber til at forvalte det liv, de har fået givet. Livsoplysning handler om at få eleverne til at reflektere over, hvad de vil med deres liv, hvilket værdier, det skal bygges på, og hvordan de ønsker, at forholdet til andre mennesker skal være, for på den måde at skabe mening og sammenhæng i den komplekse tilværelse, det enkelte menneske er en del af, og det land og den verden, vi lever i.
Folkeoplysningens opgave er at få eleverne til at forstå betydningen af de folkelige fællesskaber og vigtigheden af at engagere sig i dem, så de ikke ender som passive tilskuere til tilværelsen. Det gælder om at hjælpe eleverne frem til en erkendelse og forståelse af, at vi som borgere i Danmark er indfældet i et fællesskab, hvorfra vi kan hente identitet og søge pejlemærker. Herved sikrer højskolen også den menneskelige og folkelige ballast, der er afgørende for at skabe et stærkt civilsamfund af aktive og engagerede mennesker, som føler en forpligtelse overfor fællesskabet – et fællesskab, der rækker udover den enkelte – og derved er med til at skabe et fundament for vores folkestyre i bredeste forstand.
Det betyder imidlertid ikke, at højskolens horisont skal være snævert dansk. For den danske virkelighed er, at vi lever i en globaliseret verden, som Danmark konstant indgår i vekselvirkning med. Her spiller EU og FN en helt central rolle som afgørende platforme for Danmarks internationale indflydelse, fordi vi her er med i et omfattende samarbejde. Hvor højskolens opgave tidligere bestod i at klæde eleverne på til at deltage i en dansk politisk offentlighed, er opgaven i dag udvidet til også at gælde en europæisk og global offentlighed.

Livets skole
Lige siden Rødding Højskole slog dørene op for det første elevhold den 7. november 1844, og højskolebevægelsen tog sin begyndelse, har højskolerne formidlet livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse til generationer af mennesker, som efter et højskoleophold er vendt hjem med nye idéer og en virketrang, der har sat sig varige spor.
Grundtvig kalder højskolen for livets skole, og det skal den fortsat være. Men det kræver, at nutidens højskolefolk er sig bevidst om skoleformens idé og opgave. Kun herved kan højskolen bevare sit særkende som eksamensfri og sin hjemlige livsform med bopælstilknytning. Og det kræver, at lovgiverne ikke sniger højskolen ind i nutidens nyttetænkning med ønske om at detaljeregulere livsformen. Kun i frihed kan højskolen forblive en fri skoleform, en lokal kulturinstitution og et dansk, kulturelt fyrtårn.

Artiklen har været trykt i Højskolebladet oktober 2024.