Niels Brügger, professor i webhistorie, Aarhus Universitet
Vi tænker sikkert ikke over det på den måde, men hvis man poster på et socialt medie i dag, så deler man frivilligt alle de informationer, man sender afsted. Man deler dem frivilligt med dem, der læser dem, og med det firma, der driver det sociale medie. For så vidt det sidste angår, så er det dog en frivillighed, som ikke er absolut. Det vil sige, man er ikke selv herre over den, idet det i langt de fleste tilfælde er et vilkår for at få en gratis konto, at vi frivilligt giver en masse oplysninger. Der er dels tale om de oplysninger, vi tænker over, at vi giver, det vil sige det, vi skriver eller uploader af fotos eller videoer, dels det, vi typisk ikke tænker over, at vi afgiver, men som også ender hos det sociale medie. Det er for eksempel såkaldte lokationsoplysninger, dvs. oplysninger om, hvor vi befinder os, eller også oplysninger om hele det netværk, vi indgår i, for eksempel vennelister, følgere, osv. Alle disse oplysninger — de oplysninger, vi giver, og dem vi afgiver — er guld værd for et socialt medie. De udgør det sociale medies råstof, som det behandler, bearbejder og raffinerer med henblik på at kunne videresælge det som reklameoplysninger eller bruge det selv i sine egne forbedringer af brugeroplevelsen.
Så på vore dages sociale medier er frivilligheden til både at give og afgive informationer pakket ind i et socialt mediefirmas måde at fungere på, hvor vi som brugere er afhængige af det sociale medie, hvis vi vil kommunikere via dets kanaler. Men det sociale medie er på sin side afhængigt af, at vi netop gør det, altså kommunikerer ved at give indhold, ellers er det sociale medie blot en tom skal. Så man kan sige, at vi frivilligt betaler platformen med vores indhold for at få en “gratis” tjeneste stillet til rådighed.
Internettets frivillige rødder
Imidlertid er de sociale medier, som vi kender dem i dag, en ret ny opfindelse. De begynder at dukke op på internettet i årene lige efter årtusindskiftet, MySpace i 2003, Facebook i 2004, og YouTube i 2005. Men der har eksisteret online aktiviteter baseret på frivillighed lige siden internettets spæde begyndelse. Ja, faktisk er der flere af de former for internet, vi bruger i dag, som ikke ville have været der, hvis ikke det havde været for frivilligheden.
I det hele taget er det lidt en selvmodsigende tilsnigelse at tale om ‘sociale medier’. Normalt er medier kendetegnet ved, at de bruges i det sociale, dvs. blandt mennesker — man kan dårligt forestille sig et medie, der kun bruges af én person — så derfor er det en uadskillelig del af ethvert medie, at det er socialt. I den forstand giver det ikke mening at tale om ‘sociale medier’, idet alle medier er sociale. Men til trods for at begrebet ikke hænger helt sammen, så er det nu engang blevet en del af hverdagssproget, og vi ved jo, hvad der menes med det.
Men lad os prøve at dykke lidt ned i, hvordan frivillig deling har været en uadskillelig del af internettets historie. Vi kan ikke få det hele med, så der bliver tale om brede penselstrøg og enkelte nedslag.
Hvordan blev e-mailen frivillig?
Vi begynder med emails. E-mails har en sjov forhistorie, hvor man skal vide lidt om, hvorfor man overhovedet opfandt internettet. Vi skal tilbage til 1970erne, hvor computere var meget store og dyre, og det var kun store organisationer, virksomheder o.lign., der havde en computer. For at udnytte, for eksempel, universiteternes store computere bedre, gav det mening at koble dem sammen med kabler, så andre længere væk kunne bruge dem, når de ikke blev brugt lokalt, og man kunne også flytte filer fra den ene til den anden store computer. Og når man gjorde det, så ville man som regel lige tjekke, om hele filen var kommet frem, og om den var ok, så der blev udviklet et lille program, hvor man kunne skrive den slags korte meddelelser til hinanden i hver ende af netværkets computere. Når nu man alligevel var i gang, så kunne man jo lige så godt spørge til vejret, weekendens sportsresultater eller lignende. E-mail var hermed født som en spin-off-kommunikation af noget helt andet, men altså en kommunikationsform, hvor man frivilligt delte informationer om, hvad man nu lige havde på hjerte.
Det tidlige internets opslagstavlepassere
Næste stop er de såkaldte Bulletin Board Systems (BBS), som blev meget udbredte fra midten af 1980’erne og ca. 10 år frem, og som man kan kalde den fattige mands internet. Vi er her i en periode, hvor hjemmecomputere er blevet udbredte. Et BBS fungerer på den måde, at en person gør sin computer tilgængelig for andre computere, der så via et modem ringer op til computeren og bruger den som en slags ‘opslagstavle’, et bulletin board, hvor man kan dele oplysninger om det, som computerejeren nu har sagt, at vedkommendes BBS skal handle om. Det kan være alt lige fra film, computerspil, biler, eller hvilke interesser man nu vil i snak med andre om. I denne periode fandtes der tusindvis af BBS’er internationalt, så man kunne sagtens få sine interesser dækket. Udover informationer og almindelig snak blev BBS også brugt til deling af især software og computerspil — typisk ulovligt, uden om copyright-reglerne. Hele BBS-systemet var i høj grad baseret på frivillighed: vedkommende, der lavede et BBS, gjorde det frivilligt og brugte typisk lang tid hver uge på at vedligeholde det og kommunikere med brugerne, og brugerne delte deres informationer og software frivilligt.
Frivillighed gav os nutidens internet
Sidste stop på rejsen er World Wide Web, eller bare WWW. Her skal vi også lige have lidt ekstra information, nemlig forskellen på internet og web. Er det ikke det samme? Nej, internet er et netværk af computernetværk, dvs. forbundne computere, og på dette netværk kan der køre forskellige former for software, fx software til e-mail, til fildeling, til chat, osv. Og en af de former for software er World Wide Web. Når man går ind på et website i dag, så er det reelt WWW, man bruger. Når du skriver https://www.rhskole.dk i din webbrowser, så kontaktes en webserver, og du får Rødding Højskoles website at se. Men sådan har det ikke altid været. Før WWW kom frem, så internetsider typisk ud, som du sikkert kender det fra mappesystemet på din egen computer, dvs. et system af mapper, undermapper og undermapper til undermapper. Skulle man finde noget, skulle man bevæge sig op og ned i et mappesystem på den computer, man nu kontaktede. Med WWW får man derimod hyperlinket, der er så indgroet i vores måde at være online på i dag, at vi ikke rigtig tænker over, hvad det er, det gør. Men det muliggør, at vi ved at klikke på noget tekst på én computer kan springe til en webside på en helt anden computer.
Opfinderen af WWW hedder Tim Berners-Lee, og det stod ikke i hans arbejdsbeskrivelse, at han skulle opfinde WWW, eller bare noget der lignede. Berners-Lee var ansat som computerspecialist og informationsmedarbejder ved CERN i Geneve, den europæiske atomforsknings store partikelacceleratorer. Det, der kendetegner CERN, er, at der er forskere fra hele verden, og der produceres mange dokumenter, som alle skal have adgang til. Det fungerede imidlertid ikke særlig godt, så Berners-Lee opfandt et hyperlinksystem, så man på CERN meget nemmere kunne finde rundt i de mange dokumenter, og systemet var skruet sådan sammen, at det potentielt kunne gøres globalt. Berners-Lee lavede sine første udkast i 1989, og hans chef, der læste det, skrev de berømte ord på udkastet: “vague but exciting”. Jeg har selv lige været på en konference på CERN, og man kan i dag købe t-shirts med de tre berømte ord på. Berners-Lee arbejdede imidlertid videre med det, og d. 6. august 1991 frigav han hele computerkoden til WWW på internettet til fri afbenyttelse. Og her kommer frivilligheden ind: Tim Berners-Lee arbejdede frivilligt på WWW-projektet, selvom han ikke skulle, og CERN frigav frivilligt hele WWW til internetfællesskabet ganske gratis. Internettet ville givetvis have set meget anderledes ud i dag uden denne frivillighed.
Hvor er frivilligheden i dag?
Frivillighed har altså været en uadskillelig del af internettets historie, men til forskel fra de tre eksempler ovenfor, så er frivilligheden på de sociale medier i dag viklet ind i de bagvedliggende firmaers økonomi, så vores frivillighed til at dele informationer på sociale medier er underlagt en virksomheds tankegang. Det var det ikke med e-mail, BBS og WWW’s fremkomst. Heldigvis består internettet ikke kun af sociale medier – e-mail og World Wide Web er der stadig, og de bruges flittigt. Ja, faktisk er WWW meget vigtigt for de sociale medier, idet der i ca. halvdelen af posts linkes til materiale, der befinder sig på WWW. Og på WWW er denne helt frie frivillighed stadig mulig i dag uden virksomheders indblanding.