Skip to main content
All Posts By

Johan Knudsen

60 år senere

By Årsskrift 2022, Årsskrifter

Else var i virkeligheden en smule træt. Hun skulle på arbejde senere den dag, og hun var kun gået med, fordi hendes kollega havde været meget insisterende. Det var søndag, og røgen hang tykt under loftet på det lokale værtshus i Varde. Else havde stadset sig op, for man vidste jo aldrig. De bestilte en kop kaffe og satte sig ned.  

Sven-Erik var i strålende humør. Han sad med sine bedste venner, Finn, Johs og de andre, og raflede. Som sædvanlig raflede de ‘Frederikshavner-7’er’. Det var søndag, og Sven-Erik tog endnu et hvæs af sin cigaret. Han havde masser af gelé i håret, der var skarpt redt tilbage, for man vidste jo aldrig. Han og vennerne drak flyversjusser – en skøn blanding af citronvand og snaps. 

Else er min mormor. Sven-Erik min morfar. De mødtes en søndag eftermiddag op til jul i 1962 på en beværtning i den vestjyske provinsby Varde. I dag bor de i Egen, en lille landsby uden for Guderup. En mindre, søvnig by uden for Sønderborg. En ganske almindelig provinsby i det sydlige Danmark. Else er 81 år, Sven-Erik 79 år. De spiller golf, spiser kartofler fra haven og er almindelige mennesker, hvis der er noget, der hedder det. 

Temaet for dette års årsskrift er bæredygtighed. I den klassiske forstand kan det velsagtens forstås som svaret på den klimakrise, vi befinder os i. Som noget med solceller og genbrug. Til trods for, at mine bedsteforældre ganske vist har solceller på taget (og ynder at berette, hvor meget varmt vand, de leverer), så er det ikke det, jeg brænder for at spørge dem om. Det er en anden form for bæredygtighed, der har med kærlighed, ægteskab og forældreskab at gøre. Man skal altid lytte til kloge mænd og kvinder. Og min mormor og morfar er blandt de klogeste mennesker, jeg kender. Hvad er et bæredygtigt forhold? Nogle gange skal man bare spørge. 

”Jeg tænker, at et bæredygtigt forhold er et ligeværdigt forhold, hvor man giver hinanden plads. Plads til at leve. At man ikke altid skal hænge op og ned ad hinanden,” svarer min mormor. 

Min morfar nikker og er enig:

”Det er fuldstændig rigtigt,” siger han på en helt særlig og dybfølt måde, hvor jeg ikke er i tvivl om, at han virkelig mener det. 

Min mormor og morfar har været sammen i en evighed. I min bevidsthed har de altid været det, altså sammen. Det er naturgiven. Mormor og morfar. Sagt på klingende jysk, sådan en smule for hurtigt. Mormor og morfar. Og altid i den rækkefølge. De har altid været sammen. 

Sådan er det selvfølgelig ikke. Der var en tid for Else, før hun mødte Sven-Erik. Og en tid for Sven-Erik, før han mødte Else. Og før de blev min mors mor og far. Og min mormor og morfar. 

En slags jubilæum

Min mormor voksede op i byen Bov et stenkast fra grænsen til Tyskland. Med tre søskende og et kørekort, der blev erhvervet ved at køre ned i den anden ende af vejen og tilbage igen. Sådan var det derude på landet. Familien boede på en større gård, der i dag er ukendelig. Stuehuset står, hvor det stod, men omkring det er bygget parcelhuse. Min morfar voksede op i Varde. I et boligbyggeri på Ortenvej med alt for lidt plads og alt for meget krudt i røven. I baggården var der plads til at lave alskens narrestreger og udkæmpe drabelige krige mod de andre børn på vejen. 

De mødte som bekendt hinanden i julen 1962. Jeg siger til dem, at vi skal fejre deres jubilæum denne jul. 

”Det er da det, vi skal!” udbryder min mormor.

”Ja, man kan sige, at vi har 50-års jubilæum,” tilføjer min morfar. 

Jeg bemærker høfligt, at det er 60 år siden, de mødte hinanden. Min mormor bryder ud i sit sædvanlige hjertevarme grin. 

”Er du bims, manner!” udbryder min morfar. Min morfar arbejdede som skattechef i Augustenborg Kommune i mange år, så hovedregne kan han sagtens. Jeg har selv kun prøvet at tælle måneder i et forhold. Når man skal tælle ikke blot år, men også årtier, så kan det hele vel flyde sammen, forestiller jeg mig. Ikke fordi, det betyder mindre, snarere tværtimod. 

I 1963 blev de forlovet. 1965 blev de gift. For 57 år siden. Siden da har de været hr. og fru Vad med alt, hvad det indebærer. Bryllupsdage, børnefødselsdage, bilkøb, blomkålssalater, babysitning, bagagerum og begejstring. Jeg spørger min morfar, om det var ham, der friede – og hvordan det foregik. 

”Det tror jeg, at vi var ret enige om,” svarer han.

Jeg har et kort øjeblik glemt, at 1963 er længe siden.

”I gamle dage måtte man ikke bo sammen eller sove sammen, medmindre man var nærmest gift. Når du har ring på, så er du nærmest gift,” konstaterer min morfar. Sådan kan kærlighed blive et praktisk, men stadig smukt anliggende.  

I 1966 blev min mor født. Ret præcist 9 måneder efter min mormor og morfars bryllup. Ét af livets skønne sammentræf. I 1971 hendes lillebror, min onkel. Jeg spørger mine bedsteforældre, hvordan det var at blive forældre.

”Det handlede om at have respekt for, at nu havde vi fået et barn, og så skulle vi hjælpes ad med det. Det var helt naturligt, men gav samtidig en ny indfaldsvinkel til livet. Det var fantastisk,” svarer min morfar. 

Mormor tilføjer:

”Morfar var faktisk med til fødslen hele vejen igennem. Det var der ikke mange mænd, der var i 1960’erne”. Sådan, morfar!

Midt under oliekrisen i 1973 og 1974 byggede de hus i Egen. Til en rente faretruende tæt på 20 %. Her bor de endnu. For forbipasserende er det et halvstort, meget almindeligt hus fra 70’erne. For mig er det mit andet hjem, og det tætteste jeg har været på et jordisk paradis. Haven er med tiden blevet mere enkel og dermed nemmere at holde. Sådan går det jo. Mine søstre og jeg hjælper tit med at ordne haven. Slå græs, kløve brænde og skære ned. 

Mormor udbryder let opfordrende: 

”Vi glæder os til, at I kommer herhjem en gang imellem! Det er skønt!”.

Fra et barnebarn til alle de andre: Det er umuligt at besøge sine bedsteforældre for ofte.

Sådan er det altså

Der er svære perioder i ethvert liv. I ethvert forhold. I enhver familie. Også i min. 

”De kommer i alle forhold,” konstaterer min mormor. ”Vi er da heller ikke altid enige om alting. Og vi kan også komme højt op. Men så finder vi ud af det ved at tale det igennem”.

Morfar supplerer:

”I det svære perioder er det især vigtigt, at man er fælles om tingene”.

”Ja, vi kom igennem. Og vi kan ikke lave det om”, tilføjer mormor lakonisk, inden hun fortsætter: ”I sådanne perioder er det vigtigt med tillid. Når morfar gjorde noget med og for børnene, så var og er jeg nødt til at stole på ham”.

Jeg fornemmer, at tillid er en bærende væg i et bæredygtigt forhold. Det spørger jeg dem om. 

”Ja og gensidig respekt,” siger morfar. Han er et ordentligt menneske.

”Og så skal man jo også holde af hinanden. Man skal ikke være ligeglade med hinanden,” tilføjer min mormor på vanlig poetisk facon. 

Jeg forsøger at spørge om bæredygtigheden igen. Jeg spørger på bedste parterapeutfacon: “Gør I noget for at holde jeres forhold bæredygtigt?”Morfar svarer overbærende:

”Nej. Det meste er implicit efterhånden. Det udvikler sig naturligt, og uden man tænker over det”.

Jeg søger videre og spørger: “Bliver I stadig overraskede over hinanden?”

”Det er ikke ret tit, da,” svarer mormor og fortsætter med sit smittende grin: ”Det er ikke altid det rigtige, morfar gør, men jeg bliver ikke overrasket over det. Ja, det er lidt kedeligt, men sådan er det altså”.

Sådan er det altså. Mine bedsteforældre er fra en generation, hvor man ikke skilter så meget med den. Kærligheden. Den ligger der. Implicit. Uudtalt, men stadig enormt meget til stede. Jeg har aldrig været i tvivl. Min morfar og jeg var på et tidspunkt i Warszawa for at besøge min onkel, der boede i den polske hovedstad. Jeg var 15 år, og jeg havde, som alle andre teenagere, nok at gøre med at frygte, hvornår den næste bums piblede frem på panden. Jeg husker dog tydeligt en aften omkring sengetid, hvor morfar sad med sin telefon. Jeg spurgte, hvad lavede. Han kiggede op, smilede varmt og sagde med den største selvfølge:

”Jeg skriver da godnat til mormor”. Naturligvis. 

Tag kærligheden med

Jeg beundrer min mormor og morfar. Det er ingen hemmelighed. Derfor er jeg tryg ved at spørge dem, om de har nogle gode råd, de gerne vil sende videre. Til unge og bare yngre mennesker. Min morfar holder en af sine berømte tænkepauser. Kunstpauser, om man vil.

”Det er vigtigt, at man gennem hele sit livsforløb giver sig tid til at stoppe op og filosofere lidt. At man spørger sig selv: Hvor er jeg? Hvor er vi? I stedet for at det hele tordner afsted,” siger han. 

”Jeg tror, at det er vigtigt i et parforhold, at man holder af hinanden, tager om hinanden og måske får et kys en gang imellem,” siger min mormor med sikkerhed i stemmen. 

”Jeg tror, at mormor har meget ret. Det kan godt gå hen og blive ingenting, hvis ikke man minder hinanden om det,” siger min morfar. På en helt særlig og dybfølt måde, hvor jeg ikke er i tvivl om, at han virkelig mener det.

Der er øjeblikke, hvor store ord bliver større. Det er sådan det føles at tale med sin mormor og morfar om kærlighed, ægteskab og forældreskab. I al fald for mig. Omtrent en time efter samtalen var færdig, modtog jeg en besked fra min morfar. Mormor og morfar havde lige brug for at understrege en pointe. 

Der stod: 

“Kære Johan. 

Kærlighed. 

Det er det vigtigste i et bæredygtigt ægteskab. 

Kh mm og mf”. 

Så let kan det siges. 

Tag kærligheden med. 

Tag om hinanden.

Og husk at altid at give rigeligt med kys og kram. 

Dét er bæredygtigt. 

Mormor og morfar har talt. 

Kh.