Skip to main content
Category

Årsskrifter

Sådan kommer du i gang med plantefarvning

By Årsskrift 2024

Man behøver ikke befinde sig længe i Københavns gader for at opdage, at tekstilhåndværk er en trend. Flere og flere lærer at strikke og hækle, og andre håndværk, som plantefarvning, er også på vej frem. Plantefarvning var sidst populært i 70’erne, hvor mange nok tænker på batik, der hittede blandt hippierne. Men det ældgamle håndværk kan faktisk spores helt tilbage til jernalderen. Viden om tekstilhåndværk blev traditionelt givet videre fra generation til generation, og selvom det ikke nødvendigvis er sådan i dag, så er håndværk stadig et samlingspunkt, der er med til at starte samtaler på tværs af generationer. 

I denne artikel finder du to basisopskrifter samt en lille oversigt over nogle planter, hvormed du nemt kan komme i gang med plantefarvning derhjemme. Når du giver dig i kast med plantefarvning, så husk:

  • Brug ikke redskaber til madlavning, efter de er brugt til plantefarve
  • Luft ud undervejs
  • Pas på dit tøj og dit køkken, da det er farve, du arbejder med

Basisopskrift på plantesuppe

Til 100 g tekstil:

  • En stor gryde, emaljeret eller i rustfrit stål
  • 5 liter vand
  • ca. 200 g tørrede eller 400 g friske planter (generelt jo mere plantemateriale desto mere farve)
  • Saks
  • Si
  • Termometer
  • Grydeske

Start med at findele planterne med saksen, hvorefter de lægges i gryden med vand. Bring plantesuppen i kog i 1-2 timer, hvorefter den køles ned – gerne over natten. 

Si og vrid plantematerialet fra suppen. Tilføj vådt tekstil til plantesuppen og varm op til 80-90° under omrøring. Tekstilet skal kunne flyde frit i plantesuppen. Efter en times tid ved denne temperatur køles tekstilet ned, gerne i plantesuppen og over natten. Herefter tages det op, slynges for overskydende plantesuppe og skylles grundigt til vandet er klart. Nu slynges tekstilet for overskydende vand. Herefter hænges det til tørre. 

Tip: Man kan have sit plantemateriale i vaskeposer og farve samtidig med at man koger plantesuppen – husk dog at røre jævnligt, så farven fordeles. 

Opskrift på bejdsning af animalske fibre

Animalske fibre er hår eller uld fra dyr, fx får. Før farvning bør tekstilet bejdses. Dette er en forbehandling af fibrene, så de tager imod farven, og farven holder bedre. 

Til 100 g tekstil:

  • En stor gryde, emaljeret eller i rustfrit stål
  • Grydeske eller rørepind
  • Vægt
  • 20 g alun
  • 5 liter vand (+ vand til udblødning og skylning)
  • Termometer

Start med at dække tekstilet med lunkent vand. Når tekstilet er gennemvædet, presses vandet forsigtigt ud – du må endelig ikke vride animalske fibre. 

Nu laves bejdsevandet ved at opløse alun i ca 5 liter vand. Vandet skal have nogenlunde samme temperatur som fibrene har, så de ikke får et chok. Når alunen er opløst, lægges tekstilet i gryden, og der varmes op til 90°. Under opvarmningen røres der jævnligt forsigtigt rundt. Dit tekstil skal kunne flyde frit i gryden. Temperaturen holdes i 1-2 timer. Lad herefter vandet og tekstilet køle lidt ned, eventuelt over natten. Skyl nu tekstilet grundigt i vand, svarende til temperaturen på det vand det ligger i, så fibrene ikke får et chok. Efterfølgende kan garnet enten bruges direkte eller hænges til tørre. 

Bejdsevandet kan bruges en gang til, hvor der tilføjes 10 g alun per 100 g tekstil. 

Opskrift på bejdsning af plantefibre 

Plantefibre er vegetabilske fibre, som fx bomuld. 

Til 100 g tekstil:

  • En stor gryde, emaljeret eller i rustfrit stål  
  • Grydeske eller rørepind
  • Vægt
  • Glas
  • Ske
  • 10-30g garvesyre 
  • 12 g alun
  • 1,5 g soda/natriumkarbonat
  • 2x 5 liter vand (+vand til udblødning og skylning)
  • Handsker
  • Termometer

Start med at lægge tekstilet i blød i nok vand til at dække det. Når tekstilet er gennemvædet, presses vandet forsigtigt ud. 

Nu skal tekstilet først behandles med garvesyre. Her blandes garvesyre med 5 liter vand. Bruger du garvesyre i pulverform, opløses det først i lidt varmt vand, hvorefter der tilsættes den rette mængde vand. Tekstilet lægges i vandet og det varmes op til 70°. Temperaturen holdes i 1-2 timer. Herefter skylles tekstilet grundigt i vand. 

Garvesyre-vandet kan bruges en gang til, men bruges det koldt, skal tekstilet være i vandet i 6-8 timer. 

Nu skal tekstilet behandles med alun. Her skal du bruge et par handsker, da der bruges soda. Alun opløses i vand i en gryde. Herefter opløses soda først i et glas med vand og tilsættes til gryden. Vandet varmes op til 70°, og temperaturen holdes i 1-2 timer. Herefter skylles tekstilet grundigt i rent vand, svarende til temperaturen på det vand det ligger i. Efterfølgende kan tekstilet enten farves direkte eller hænges til tørre. 

Alunvandet kan også bruges en gang til, men bruges det koldt, skal tekstilet være i vandet i 6-8 timer. 

I naturen og i bioaffaldet findes de smukkeste nuancer 

Mange planter kan bruges til plantefarvning, men nogle er bedre end andre. En tommelfingerregel er, at fødevarer ikke er farveægte, hvilket betyder at farven falmer hurtigere. Dog er løgskaller ret holdbare, i modsætning til eksempelvis bær og kål. Du kan gå på jagt efter planter i vejkanten, på marken eller i skoven. Generelt giver mange af de naturlige planter i Danmark gullige og grønlige nuancer. 

Blandt de mest tilgængelige farvekilder er: 

  • Røde løgskaller: olivengrønne nuancer 
  • Gule løgskaller: orange, gule og okker nuancer
  • Sten og skaller fra avocado: lyserøde, laksefarvede og lyse orange nuancer (Sten og skaller kan passende fryses ned, til du har nok materiale – undgå frugtkød)
  • Røllike, hele planten: gule, sommertider grønlige nuancer
  • Rejnfan, hele planten: gule nuancer
  • Gyldenris, hele planten: gule nuancer
  • Blade fra et æbletræ, pæretræ, mirabelletræ: grønlige og gullige nuancer
  • Den grønne skal fra valnødder, samt træets blade: brune nuancer
  • Valnød er især god til animalske fibre

Madens Livsbilleder

By Årsskrift 2024 No Comments

Af Susanne Højlund, antropolog, Aarhus Universitet

Til min 87-årige mors begravelse holdt alle vi fire voksne søstre hver en mindetale for hende. Vi havde ikke aftalt på forhånd, hvad vi ville sige, og det blev fire meget forskellige billeder på vores mors betydning for os. Og dog. For vi havde alle valgt at male et billede af hendes forhold til mad og madlavning, og fortælle om den ’mad-skal-laves-fra-bunden’-tilgang, som vi har taget med os til vores egne familier. Mor var ikke kok og vi var ikke en familie, der talte meget om eller havde en særlig gourmet-opfattelse af mad. Hun var heller ikke en klassisk 50’er husmor, der stod i køkkenet, mens manden gik på job. Hun gik også på arbejde, og ja, vi var mange sultne børn, der skulle have morgenmad, madpakker og aftensmad hver dag. Det må have været et kæmpe arbejde, kunne vi alle konstatere med respekt, da vi stod der og så tilbage på hendes liv som kvinde og mor. Som børn reflekterede vi ikke over det, men som voksne mødre og husmødre, kunne vi her i bagklogskabens lys godt se, at vi havde fået noget med, som ligger som et livsbillede i os.

Mor var mor i en tid, hvor æg kom fra naboens høns, og friskfangede fisk kom fra den omrejsende fisker, hvor saftevand blev lavet af havens bærbuske, kødfri dage var en selvfølge, madspild var en synd, hvor madkundskab hed husgerning og kun var for piger, hvor spisefrikvarteret var længere, og hvor min bedstemor syltede, bagte og henkogte – og i øvrigt vaskede alle brugte plastposer, så de kunne bruges igen. Et romantisk billede? Tjo, men det var sådan det var, og det var ikke romantik. Det var hårdt arbejde, ikke motiveret af klimakrisen, men af efterkrigstidens økonomiske knaphed og muligheder for forbrug. Og hos nogle af en bevidsthed om verdens ulighed (”du skal spise op! Tænk bare på de sultne børn i Kina, der ingen mad har!”)

I dag hedder syltning fermentering, og friske grøntsager er noget, de privilegerede byboerne henter på et marked, hvis de har råd, mange grøntsager spises ikke som sådanne, men ender som ukendelige ingredienser som ’plantebaseret’ mad, og de kødfri dage er noget, man kun går ind for, hvis man er grøn og klimabevidst. Og så er tiden til både spisning og madlavning nedprioriteret i skolen, dog uden kønsopdelingen for madlavningens vedkommende, som blev ophævet i 1971.

Mange af de bæredygtighedspraksisser, som unge i dag hylder og arbejder for, er nogle, som vores mødre og bedstemødre praktiserede med største selvfølge, og uden at prisen steg, fordi brødet var bagt af en såkaldt surdej. Alligevel fremstår diskussionen om danskernes madvaner ofte som et billede på en generationskløft, hvor de ældre udskammes som ’boomere’ og de yngre som en ’forkælet cafe-latte generation’. Boomerne har ødelagt fremtiden for de unge, hedder det groft sagt, mens de unge ikke værdsætter det fundament, de ældre har bygget op for dem, lyder det modsat. I nogle familier spiller disse overskrifter ind i det sociale samvær, og ofte er det omkring spisebordet, generationskrigen finder sted. Når jeg taler med studerende, eller når jeg holder foredrag om madkultur, får jeg ofte fortællinger om, hvordan maden kan skille selv de mest sammentømrede familier ad. Nogle har fortalt mig, at de ikke kan holde jul sammen mere, fordi bedstefar vil have sin flæskesteg, og den unge vil have sin vegetarret, og mange ikke kan holde til diskussionerne om, hvis skyld det er, at klimaet har udviklet sig til at være en trussel for fremtiden. Andre har helt opgivet at besøge forældrene, fordi de er trætte af at blive kritiseret for at have valgt at spise vegansk.

Når det gælder mad og klima, er meningerne stærke, og konfliktstoffet ligger lige for. Ofte bliver diskussionen rammesat af stereotyper om ’generation’, som om alle i en aldersgruppe bærer på de samme egenskaber. I bogen Stop Mugging Grandma: The ‘Generation Wars’ and Why Boomer Blaming Won’t Solve Anything af Jenny Bristow problematiseres dette. Bristow mener, at denne praksis opbygges af medier og politikere med henblik på at sløre egentlige sociale og strukturelle problemer, f.eks. omkring ulighed og fordeling af goder i en velfærdsstat. Hermed forsvinder bevidstheden om, at en generation – eller en bestemt aldersgruppe – lever i en tid, hvor forskellige sociale, politiske og økonomiske faktorer former ens livsvalg og -muligheder.

Generationsudskamning får det til at se ud. som om en hel generation er bygget af de samme personlige egenskaber såsom grådighed eller solidaritet. Den samfundsmæssige og historiske kontekst drages ikke ind som et vilkår. Bristows pointe er, at ingen har gavn af at udskamme generationer: “Vi er nødt til at stoppe denne mudderkastning mellem generationer og påbegynde en mere konstruktiv dialog om, hvad vores samfund kan gøre for at udvikle politikker, som er til gavn for alle”, siger hun i bogen [min oversættelse]. Det er ikke den enkeltes skyld, eller på grund af individuelle, personlige egenskaber og præferencer, at verden ser ud, som den gør, er forfatterens argument. Vi lever i en samfundsskabt virkelighed, og derfor bør de politiske kampe ske på politisk plan og ikke mellem individer.

I forhold til mad, klima og generationsforskelle har alle generationer noget at lære af hinanden, og især af, hvordan de historiske betingelser har præget den enkeltes handlemuligheder. Forbindelsen mellem generationer kan måske styrkes ved at dykke ned i hvilke livsbilleder, vi hver især går rundt med og ved at reflektere over, hvordan og hvorfor vi tillægger dem betydning. Jeg har i min forskning og mine feltstudier, f.eks. i folkeskoleklasser og på kokkeskoler, erfaret, at mange, der nærer en særlig passion for madlavning, forklarer det, som jeg selv: nemlig at der har været en rollemodel i ens liv, en bedstemor, der altid tog en med i køkkenet, eller en far, der lavede bålmad med børnene eller lærte dem at flå en fisk. ”I min familie har vi altid interesseret os for mad” svarede en madkundskabslærer mig på spørgsmålet om, hvorfor hun havde valgt at undervise dette fag. ”Jeg sad altid på køkkenbordet og så min bedstemor hakke grøntsager”, forklarer en kokkeelev sit valg af uddannelse. Fælles for mange af mine interviewpersoners madinteresse er, at de henviser til en betydningsfuld rollemodel, som forbinder fortid og nutid på tværs af generationsforskelle.

Når jeg i mine foredrag taler om betydningen af at bruge tid på madlavning, er jeg ofte blevet kritiseret for at ville have ’kvinderne tilbage til kødgryderne’ og indirekte, at jeg arbejder imod den generation (min egen faktisk), der arbejdede for kvindefrigørelse og kvinders ret til at tjene egne penge. Ja, i et hjem med to fuldtidsarbejdende forældre og børn, som dyrker et aktivt fritidsliv, er der susende travlt og madlavning er ikke nemt at nå. Men, som historikeren Caroline Nyvang påpeger (Weekendavisen, 26.9.24), er det ikke sikkert, familierne havde mere tid i de såkaldt gamle dage – men de brugte mere tid på mad. Fordi det var sådan, samfundet var indrettet, man kunne ikke andet. I dag har industrien og den teknologiske udvikling hjulpet den udearbejdende familie med at overkomme hverdagen i køkkenet, men noget er røget ud med badevandet.

Konsekvensen er, at viden er gået tabt, prioriteringerne er blevet anderledes, og ansvaret for bæredygtighed er lagt over på fødevareindustrien. I takt med at der bruges mindre og mindre tid på mad, som Madkulturen år for år viser, (i 2023 er vi nede på 15 minutter om dagen til madlavning) sker den største CO2-udledning stadig i fødevaresystemet, og en stor del stammer fra de hjemlige madlavnings- og spisepraksisser. Måske er der en sammenhæng mellem disse to faktorer? Det, at bruge tid på at have maden i hænderne giver et kendskab til mad og (jordens) ressourcer, som ikke fås, når man i al hast køber færdiglavet og indpakket mad i køledisken. Om det er mænd eller kvinder, der står ved gryderne, er underordnet. Mit argument er, at i denne tid, hvor den grønne omstilling kræver nye vaner, er man bedre hjulpet til at tænke over og tage ansvar for et bæredygtigt fødevaresystem, hvis man har maden i hænderne og erfaring med madlavning.

Tilbage til min mor og et bestemt billede, der dukker op af og til – som et livsbillede, der indrammer hendes situation. Hun står i det lille køkken, tavst bøjet over en stor skål, som langsomt fyldes op af små, kogte selleritern – jeg er vel 8-10 år og står der og iagttager hendes ryg. Jeg fornemmer både hendes travlhed og hendes træthed og beundrer samtidig, hvordan alle de små selleritern langsomt bliver til et bjerg af selleri, beregnet til at være en lille del af den store portion suppe, hun var i gang med at lave. Jeg husker også, at jeg nupper en tern og synes, den smager underligt, sellerien. Især konsistensen er ukendt og lidt sær.  

Dengang var det en selvfølge at se hende der. I dag, i en anden tid, har jeg lært at stille spørgsmål ved det selvfølgelige. Jeg ville gerne have talt mere med hende om de betingelser, hun havde som husmor, og hvordan hun overkom både at have fem børn, hus og arbejde og samtidig producere alle familiens måltider. Det føltes nok ikke ideelt, men gav ekspertise i køkkenet. I den aktuelle klimakontekst ville jeg gerne have haft flere af hendes tips til f.eks. at udnytte råvarerne og undgå madspild. Omvendt er jeg sikker på, at hun ville have lyttet til og lært noget af, hvordan det er at være ung i dag med bekymring for klimaet og bæredygtigheden af fremtidens madproduktion. Og med et helt andet madlandskab omkring sig.

 

Højskolen som affyringsrampe for engagement

By Årsskrift 2024 No Comments

Vi vil give jer livslyst og virketrang. Vi vil give jer modet og troen på, at det nytter – at jeres engagement nytter – at vi i fællesskab kan gøre en forskel, selvom krige og klimaforandringer netop nu virker som uovervindelige trusler, lød det i forstander Mads Rykind-Eriksens velkomsttale til forårsholdet F24. 

 

Kære elever – kære forårshold. Hjertelig velkommen til Rødding Højskole!

Hvor har vi glædet os til at modtage jer og se, hvem I er. Og vi er spændte. For hvem er I så? Og hvad vil dette forår bringe? På samme måde tænker jeg, at I er spændte. For her sidder I – sikkert med sommerfugle i maven – blandt 100 mennesker, I ikke kender. Men tro mig: Det kommer I meget snart til! For i det næste halve år skal vi skal bo sammen som én stor familie – spise sammen, blive klogere sammen, opleve sammen, feste sammen. Alle vi, der underviser jer, bor her også.

Vi ser frem til at komme i gang med undervisningen og alt det andet, vi har planlagt for dette forår. Både i de enkelte hovedfag og på de fælles udflugter og studieture. Desuden har vi vores ugentlige højskoleaftener med foredrag og koncerter og vores traditionelle fejringer af Danmarks befrielse den 4. maj og grundlovsdag, hvor I vil møde folk fra byen og egnen, og på vores årlige litteraturseminar deltager folk fra hele landet sammen med jer. I forbindelse med det kommende Europa-Parlamentsvalg afholder vi selvfølgelig et debatarrangement. Dertil kommer caféaftener, fester og alt det, jeg ikke har nævnt, og alt det, som I finder på og tager initiativ til. Med andre ord venter der os et spændende forår med et hav af fælles oplevelser.

Alle disse ting er grunden til, at I har valgt Rødding Højskole – enten ved at have tjekket vores hjemmeside ud eller ved at have hørt om skolen gennem venner og familie. Dette er imidlertid kun midlet til at nå målet. Eller rettere sagt; der er noget, der er endnu vigtigere. På højskolesprog siger vi da også, at vi ikke underviser i fagene, men med fagene. Fordi vi gennem fagene, samværet i og uden for undervisningen, på udflugterne og på studieturene vil give jer livsoplysning, folkeoplysning og demokratisk dannelse, som der står i højskolernes formålsparagraf. Grundtvig kalder kort og godt højskolen for livets skole.

Sagt med andre ord; det er vores håb, at I i løbet af jeres ophold på Rødding Højskole vil blive mere afklaret om, hvad I vil med jeres liv, hvilke fundamentale værdier I vil stå på, og at I bliver klogere på den verden, I er en del af – både den herhjemme og den uden for vores grænser.

Selvfølgelig er det vigtigt at lære noget. Det får I jo hele tiden tudet ørene fulde om: Tag en uddannelse, få et job, tjen nogle penge og betal jeres skat med glæde til gavn for fællesskabet.

Men det er mindst lige så vigtigt at reflektere over den største gave, vi som mennesker har fået, nemlig livet. Det er naturligvis en livslang proces, men vi håber, at I, mens I er her, vil give jer tid og få inspiration til disse overvejelser. For livet er en besynderlig størrelse. Et eksperiment, som Grundtvig udtrykker det, og som vores filosof Søren Kierkegaard sætter meget præcise ord på, når han siger, at livet forstås baglæns, men må leves forlæns.

Med andre ord: Vi skaber vores liv i kraft af vores handlinger, og på samme måde skaber vi vores samfund. Udviklingen – hvilken retning vores liv, vores samfund og verden skal tage – er ikke noget, der bestemmes og foregår ”derude”. Det er os, der bestemmer. Og det gør vi i kraft af, at vi lever i et rigt, demokratisk land med ret til frit at ytre os, hvor vi selv har umådelig stor indflydelse på, hvordan vi vil leve vores liv, hvordan vores samfund skal se ud, og igennem EU og FN kan påvirke, hvordan verden omkring os skal udformes.

Vi håber inderligt, at I i løbet af opholdet her vil få øjnene op for livets storhed, og det at vi altid som enkeltindivider indgår i et større fællesskab, som vi har et ansvar overfor – det gælder fællesskabet her på højskolen, i Danmark og i verden. Det er vores håb, at I med herfra får livslyst og virkekraft. At højskoleopholdet her bliver en affyringsrampe for engagement.

Det er der nemlig brug for – herhjemme og i verden – når vi skal diskutere, hvordan vi fremtidssikrer vores velfærdssamfund, hvordan vi løser klimakrisen, flygtninge- og migrantproblemerne samt krigene i Ukraine og i Gazastriben. Vores ambition er at give jer ballast i form af viden, at give jer udblik i kraft af studieture, at give jer modet og troen på, at jeres engagement nytter, selvom krige og klimaforandringer netop nu virker som uovervindelige trusler.

I, den unge generation, kan gøre en stor forskel. I kan gøre verden til et endnu bedre sted at være. Det nytter, at I unge engagerer jer. Det så vi med Fridays For Future og med klimavalget i 2019, og jeg er overbevist om, at det vil ske igen, hvis I ønsker at sætte en ny retning for Danmark og verden.

Brug jeres højskoleophold til at øve jer i engagement og fællesskab der, hvor mennesker mødes for at gøre noget sammen: i demokratiet, i foreningslivet, på arbejdspladsen, på studiet – ja, i jeres omgang med andre mennesker – så vi med statsminister Mette Frederiksens og den tyske kanslers Scholz’ ord i deres respektive nytårstaler kan sige: Lad demokratiet virke og lad det virke på en måde, så vi ikke taler mod hinanden, men med hinanden.

Når det er sagt, er I ikke taget på højskole for at møde nogen, som I kan – eller skal – blive enige med, men for at få udvidet jeres livs- og verdensforståelse og blive klogere. Og det bliver man ofte, når man møder nogen, der tænker anderledes end en selv. Har værdier, holdninger, ja. politiske meninger, der er forskellige fra ens egne. Så vis frit jeres forskellighed og udtryk jeres uenighed i debatter, i diskussioner og i den almindelige snak om at få hverdagen her til at fungere.

Det er da også netop derfor, at der ingen eksaminer er på landets højskoler. For der gives ikke noget endegyldigt svar på, hvordan vi skal leve vores liv, og hvordan samfundet og verden skal indrettes. 

Vi har sat rammerne for et trygt og godt fællesskab, hvor I ikke konstant bliver målt og vejet og ikke har stressende eksaminer hængende over hovedet. Sammen skal vi vise, at vi kan skabe det så godt, at alle kan være med og ytre sig med de fejl og mangler, vi hver især nu engang bærer med os som vilkår.

Herved har vi som en sidegevinst en enestående mulighed for at gøre op med den perfektheds- og præstationskultur, som I er vokset op med, hvor man bestandigt skal være den bedste på alle parametre – den bedste ven, den bedste kæreste, den klogeste, den smukkeste – en konstant succes. En kultur, som dyrkes og vokser på de sociale medier, hvor man altid er online i jagten på en bedre udgave af sig selv – det liv, man hellere vil leve, den krop, man hellere vil have. Den tendens skal vi gøre op med, for den er livsødelæggende.

”Du kom med alt det der var dig,” synger vi med digteren og højskolemanden Jens Rosendal. Det er mit håb, at I vil lægge denne perfektheds- og præstationskultur – samt mobiltelefonerne – fra jer, mens I er her, og være til stede i nuet. Være dem, I er!

Kig rundt på hinanden – det er os, der det næste halve år skal lave højskole – sammen! Og husk, hvad vores danske teolog og filosof K.E. Løgstrup har sagt, at ”den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at holde noget af dets liv i sin hånd.” I løbet af de kommende måneder vil I med sikkerhed opleve, at I bliver venner med nogle af dem, I lige nu ikke ved noget om, og for nogle af jer bliver venskabet så stærkt, at I tager det med herfra – fordi I er kommet til at holde hinandens liv i jeres hænder.

Endnu engang hjertelig velkommen fra alle os på Rødding Højskole. Vi glæder os til dette forår sammen med jer!

Højskolen anno 2023

By Årsskrift 2023, Årsskrifter No Comments

Langt de fleste højskoleophold vil have fælles elementer af tradition og fornyelse, fællesskab og individuel udforskning. Dette gælder også for et ophold på Rødding Højskole, og forhenværende Rødding-elever, unge som gamle, vil nok altid kunne finde en lille del af hinandens ophold, som de kan nikke genkendende til. Men på trods af fællestræk er hver årgang helt sin egen, også i den måde, den plejer og drager omsorg for sit fællesskab. I samarbejde med eksterne konsulenter fra de seneste to elevhold, E22 og F23, vil vi kigge på tre fænomener, der på hver sin måde var omsorgsfuldt for et ophold på Rødding Højskole anno 2022/2023.

 

Minder, memes og mikromomenter: Rødding på Instagram

Hvert halve år starter en ny årgang på Rødding. De seneste par år har det været uundgåeligt, at det få uger efter opstart begynder at pible frem med profiler på det sociale medie Instagram, som er oprettet af den nye årgang. Nogle af de første profiler, der dukker op, er ofte de forskellige gange, der her giver gangfællesskabet dets egen platform. Med tiden følger ofte flere profiler oprettet til klubber, sidefag, grisene nede på marken og de fem hovedfag.  Indholdet på disse profiler er varieret. Memes er en fast bestanddel af profilernes indhold, og man kan følge med i, hvad der rører sig i det daglige liv på gangene, hvad der skete til lørdagens fest, hvordan hovedfagenes studietur forløber eller følge dramaet i en uenighed om, hvorvidt en bestemt gang havde fortjent at vinde Battle of the Gangs eller ej. Ud over de årgangsspecifikke profiler findes der også dem, der kan appellere til et bredere Rødding Højskole-publikum.  Profilen @detburdemanroedding, som opstod på F23, er et underholdende eksempel på dette.

Det ville nok ikke være helt forkert at sammenligne årgangenes Instagram-profiler med en lokalavis, der dækker højskoleboblens mikrosamfund, eller kalde dem elevholdets digitale dagbog. Der kan deles nyheder, sladder, reportager fra studieturen og billeder fra alle opholdets skønne og sjove øjeblikke.

Indholdet på profilerne er på en gang utroligt internt, da det ofte relaterer sig til noget, der er foregået på det specifikke elevhold, og samtidig er meget af det relaterbart for forhenværende Røddingelever. Trods det unikke ved hver årgang, oplever vi alle meget af det samme. Meget af et højskoleopholds form er den samme fra årgang til årgang. De fleste vil have oplevet en højskole-hverdag på Rødding, en kop kaffe i solen foran hovedbygningen og en festmiddag med Mormors Kolonihavehus. Så skulle man sidde en dag og savne lidt højskolestemning, kan man passende logge på Instagram og dykke ned i det store udvalg af Røddingmemes og genkendelige hverdagsmomenter.

Fra Ølbrygning til Kærlighed: Elevdrevet klubkultur

Et højskoleophold skaber de perfekte rammer for at prøve kræfter med at starte og drive noget selv, og foreninger og klubber af forskellig art skyder op som paddehatte på elevholdene.

Det rapporteres, at E22 havde en serie-klub, hvor man i fællesskab fulgte en TV-serie, et Ølbrygningslaug og en Dungeons & Dragons-spilleklub. Det sker også, at initiativer går i arv fra et elevhold til et andet. Dette var tilfældet med Cafe Grums, en ugentlig kaffeklub, som E22 genoplivede efter F22 havde startet den foråret forinden. Hos F23 havde Kærlighedsklubben stor succes. De arrangerede klubaftner og samtalesaloner, der skabte et åbent, omsorgsfuldt og sexpositivt fællesskab. Et rum til at tale sammen om forelskelse, kærlighed, relationer og alt derimellem.

Breve i Boblen: Håndskrevne hilsner

Karmapost, natbreve, kært barn har mange navne. Små håndskrevne breve med kærlige hilsner blev bragt ud til modtagerne, som en intern postservice i højskoleboblen. Det er vendt tilbage i forskellige afskygninger på forskellige hold. På E22 blev karmapost i løbet af opholdet en søndagstradition, hvor man kunne give lidt ekstra kærlighed og omsorg til hinanden. Men som med alle traditioner er det vigtigt, at de afspejler fællesskabet, de er en del af. Det må derfor i høj grad siges at være omsorgsfuldt for fællesskabet, da F23 vurderede, at karmapost ikke fungerede for dem, og de i fællesskab blev enige om at afskaffe konceptet.  

Kan politisk parterapi skabe omsorg for vores modstandere?

By Årsskrift 2023, Årsskrifter No Comments

I kraft af mit virke som politiklærer på Rødding Højskole er jeg også blevet spurgt, om jeg ville skrive en lille tekst til dette årsskrift med emnet omsorg – og hvilken ære. Jeg er kandidat fra statskundskab på Københavns Universitet, og den baggrund betyder, at når jeg hører samfundsfaglige begreber som frihed og ulighed, så begynder jeg at tænke på, hvor anfægtelige og flydende disse størrelser er. De er defineret af, at der altid er politisk kamp om, hvordan de defineres. Så det var også den vej, mine tanker umiddelbart begyndte at bevæge sig af, da jeg hørte, at årsskriftet skulle handle om omsorg. For hvad vil omsorg egentlig sige i dag i lyset af den verserende og altoverskyggende klimakatastrofe? Hvordan yder vi omsorg for naturen? Hvordan yder landmanden i Sønderjylland omsorg for københavneren? Og omvendt? Hvordan viser kommunikationskonsulenten i New York omsorg overfor bilfabriksarbejderen i Detroit? Og skal de overhovedet det? Hvem har magten til at definere, hvem der skal have omsorg, og hvem der skal vise omsorg? 

Svarene på disse spørgsmål ligger vist ikke lige for. Men jeg har det seneste år fået kendskab til en metode at gå til disse spørgsmål på, som fascinerer mig. Som har kastet mig, der finder tryghed i abstrakt politisk teori og begreber, ud på dybt vand. Nemlig en metode som går via psykologiens verden. Nærmere bestemt parterapien som psykologisk tradition. Så det er det, resten af teksten skal handle om. Terapeutisk omsorg med politiske briller på. Det skal handle om et forsøg på at løse en af tidens store strukturelle, demokratiske udfordringer, nemlig polarisering ved at sætte sig på sofaen hos parterapeuten og snakke om sig selv. 

Groft sagt er polarisering bevægelsen, hvormed forskellen mellem politiske fløje bliver to poler, som forstår sig selv i klar, fjendtlig modsætning til hinanden. Når denne strukturelle sammensætning i et land håndteres i terapirummet, vidner det om lidt af en intellektuel udfordring; ikke-individuelle udfordringer forsøges løst individuelt. 

I sommer så jeg på DRTV flere sæsoner af den amerikanske dokumentarserie ved navn Couples Therapy, som i nogle år efterhånden har været en stor succes. Serien følger en anerkendt parterapeut og psykoanalytiker i New York, Orna Guralnik, og hendes sessioner med forskellige par. Seeren er med som fluen på væggen til diverse pars mest intime konflikter og udfordringer. Når man siden barndommen har set en masse reality-tv, er det svært at forstå, at der faktisk er tale om helt rigtige mennesker, der opfører sig helt autentisk i et program, der er renset for reality-tv genrens rollespil og drama. Guralnik virker som en utrolig dygtig parterapeut, som giver knivskarpe og omsorgsfulde analyser af parrene, deres interne dynamikker og individuelle mønstre. Det er fremragende public-service tv. 

Omtrent samtidig med at jeg opdagede parterapeuten Guralnik, lærte jeg også om parterapeuten Bill Doherty. Og det er hos Doherty, ægteskabet mellem psykologien og statskundskaben er indgået og her, jeg ikke bare blev almenmenneskeligt interesseret men også fagligt interesseret. Doherty har nemlig grundlagt organisationen Braver Angels, hvis formål er at mindske den stigende polarisering, der karakteriserer det amerikanske samfund disse år. Metoden er sådan set ganske simpel; Amerikanske borgere melder sig til et eksperiment, som har karakter af at være en parterapeutisk session, og ved tilmeldingen skal de oplyse, hvilken politisk fløj de tilhører. Hvilket vil sige, om de ser sig selv partipolitisk som republikaner eller demokrat (USA’s to altdominerende partier) og ideologisk som højreorienteret, konservativ eller mere venstreorienteret og progressiv. Arrangørerne inddeler deltagerne i to grupper opdelt i fløje, og grupperne bliver så placeret i samme lokale og ”udsættes” for en række terapeutiske øvelser. Eksempelvis kunne første øvelse være, at de blå (de venstreorienterede, demokraterne) sad sammen og blev bedt om at opremse stereotypiske forestillinger og fordomme, som de tror, den anden fløj har om dem. Her ville de venstreorienterede nok sige, at de tror, at de højreorienterede synes, de er elitære, overfølsomme, mandehadere, storbybesatte eller lignende. Mens de højreorienterede ville sige, at de venstreorienterede synes, de er racister, kvindehadere, klimaforandrings-benægtere, bondske eller lignende. Når begge grupper har sagt fordommene højt, skal de udpege, hvor hver fordom har en lille smule sandhed i sig. Så her ville de venstreorienterede sige noget a la: ”Ja, vi synes måske, at borgere med en lang videregående uddannelse er mere tolerante og bedre samfundsborgere end dem uden” og ”Ja, vi synes, at folk der bosætter sig i storbyen er mere inspirerende, interessante og har en bredere horisont”. Modsat ville de højreorienterede nok sige: ”Ja, vi synes, at kvindens rolle er at passe på børnene, og det ufødte fosters liv er vigtigere end den gravides”, og ”Ja, vi tror ikke, at klimaforandringerne er menneskeskabte, og vi synes ikke, at det er et emne, der er værd at beskæftige sig med.” Vigtigt for øvelsen er, at den gruppe, der ikke taler sammen om fordomme, tier helt stille og bare lytter til gruppen, som sidder først og finder fordomme om dem selv og dernæst indrømmer, hvor fordommene faktisk er lidt sande.

Anden øvelse ser ofte lidt anderledes ud. Her handler det om at finde lighedstræk mellem grupperne. Med andre ord skal de venstre- og højreorienterede bevæge sig væk fra fordomme og i stedet fokusere på, hvad de – trods fordomme – har til fælles med den anden fløj. For at indgyde til samarbejde og åbenhed bliver de to grupper placeret i to cirkler: en indercirkel og en ydercirkel. Personerne i indercirklen bliver bedt om at svare på to spørgsmål: Hvorfor er jeres fløjs politik god for landet? Og efter en samtale om dette bliver de spurgt: Har I nogle betænkeligheder eller bekymringer omkring jeres egen sides politik? Når gruppen har reflekteret over dette, bytter fløjene cirkel, og dem i ydercirklen skal nu i indercirklen og reflektere over samme spørgsmål. 

Begge øvelser står og falder på, at de lyttende tier stille og faktisk lytter. En prisværdig betingelse, idet jeg synes, at vigtigheden af aktiv lytning ofte nedprioriteres og underkendes i politiske diskussioner – og i undervisningsrummet. Det efterstræbelsesværdige er ikke bare at lytte for at fange, hvornår den andens argument eller pointe slutter, og man selv kan begynde. Så lytter man ikke for at forstå, men for at få ret. Pointen med at lytte til en, man er dybt uenig med, er, at det skal være et forsøg på at sætte sig i den anden persons sted. Så kan det godt være, at man stadig ikke er komfortabel det sted, men man har prøvet, fordi man betragter den anden som en ligeværdig partner og som en, der er omsorg værd. 

Hvis vi vender tilbage til den amerikanske kontekst, som Better Angels er skabt i, så er min tese, at amerikanerne blandt andet har svært ved at lytte, fordi medier og politikere iscenesætter politiske diskussioner som noget, man kan vinde. Som noget der handler om at være enten rigtig eller forkert og have ret eller uret. Måske ville det gavne den offentlige debat, hvis den ikke blev betragtet som en kampplads, men som et tænkende og analytisk rum. 

Hvad der er særegent ved den anden øvelse er, at den faktisk inviterer til skabelsen af et politisk rum, som er sårbart og omsorgsfuldt. Hvis det var mig, ville jeg være ganske tryg ved at opremse alle de måder, hvorpå min fløjs politik var god for mit land. Men jeg må indrømme, at jeg ikke ville have det rart med at skulle afsløre mine bekymringer om mine foretrukne politiske forslag over for dem, som jeg vidste var imod dem. Det ville føles som at tabe ansigt. Som at afsløre egne usikkerheder og skrøbeligheder over for fjenden. Og det er det jo sådan set også. Pointen med metoden er altså, at den er en invitation ind i menneskers backstage og i deres private rum. Selvom dette kan være ubehageligt, er det paradoksalt nok også det, som kan skabe mere omsorg. For i takt med at vi inviterer fremmede ind i vores usikkerheder, øger vi også chancen for, at selvsamme fremmede ser os som personer, der er nødvendige at drage omsorg for og er vores omsorg værdig. Vi viser, at vi jo bare er mennesker – ligesom vores modpol. Og så bliver det langt sværere at dyrke foragten for den modsatte fløj.

Jeg kan godt forstå, hvorfor politisk parterapi er blevet lidt af et modefænomen i USA. I et land hvor politiske poler lever i parallelle virkeligheder, og hvor misinformationskampagner hele tiden når nye højder, er der noget på en og samme tid forfriskende banalt og tillidsfuldt ved at udsætte venstre- og højreorienterede for ”parterapi”. Støj fra medier fjernes, og polariserende konflikter karakteriseret af had og fordomme skubbes væk og erstattes af almenmenneskelige møder mellem borgere, der ”bare” skal snakke med deres medborgere på neutral grund. Og når jeg ser, hvor godt parterapi virker i Couples Therapy og til dels i den nye sæson af DR’s Gift ved første blik, får jeg lyst til, at politisk parterapi skal nationaliseres og være en borgerpligt. Bare det at ville prøve at forstå den, man er uenig med og se personen som et helt menneske og ikke bare som en karakter og stereotyp, afspejler en omsorgsfuld måde at være et politisk væsen på, som jeg tror, vi kan lære noget af.

Men jeg ser også, at politisk parterapi som løsningsmetode og som omsorgsgreb har nogle svagheder, der ikke skal ses bort fra i et politisk perspektiv. Formålet med terapien skulle være, at politiske fjender omdannes til politiske samarbejdspartnere. At nogle holdninger nærmede sig hinanden, at stædighed blev forvandlet til forhandlingsvillighed og pragmatisme. At politik gik fra at være en konflikt til et kompromis. Parterapien er således udtryk for en metode, der både i form og indhold dyrker kompromiset, fordi konfliktnedtrapning i form af samtale skal ende med en form for politisk enighed. Det er her, jeg tillader mig at være lidt skeptisk. Jeg abonnerer nemlig ikke på denne opfattelse af politik. Med andre ord synes jeg ikke, at kompromiset og den moderate løsning som udgangspunkt altid er udtryk for omsorg og et politisk godt stykke arbejde. Kompromiset har ikke blik for magtforhold, uudtalte hierarkier og ulige udgangspunkter, fordi det giver sig ud for at være en moderation af to lige poler. Et kompromis mellem republikanere og demokrater på områder som uddannelse- eller klimapolitik betyder jo ikke, at der ikke stadig er nogle, som føler sig klemt og nedprioriteret. Snarere er kompromisser udtryk for holdninger, som status quo kan stille sig tilfreds med. Og med mit efterhånden ganske indgående indblik i USA ville jeg påstå, at status quo ikke er ønskværdigt.  

Et andet faresignal ved parterapien som politisk løsningsmodel er, at netop fordi det er en psykologisk metode, misser den, hvor politisk komplekst fænomenet polarisering er. I forskningen skelnes der for eksempel mellem partisk polarisering (partier rykker længere væk fra hinanden), ideologisk polarisering (ideologiske forskelle bliver større), masse polarisering (befolkningen rykker sig længere fra hinanden) og issue polarisering (samfund bliver mere splittede på enkelte spørgsmål såsom abort, klimatiltag osv.). Desuden er begrebet affektiv polarisering blevet mere populært de senere år, og dette angiver, hvordan vi i stigende grad udvikler negative og hadefulde følelser overfor den modsatte gruppe og endnu mere kærlige og positive følelser overfor vores egen gruppe. Denne affektive polarisering fordrer meget nuancerede politiske løsninger på polarisering, fordi pointen i begrebet om affektiv polarisering er, at vi hader den anden gruppe bare fordi, den ikke er os. Det er ikke let at se, hvor omsorgen skulle dukke op her. Sammen med de mange andre forståelser af polarisering forekommer det mig svært at se, hvordan en række sessions hos en parterapeut skal kunne løse så komplekst en demokratisk udfordring, som polarisering er blevet i ikke blot USA men verden over. 

Overskriften for dette årsskrift er omsorg, så lad mig slutte med en omsorgsfuld anbefaling til at se Couples Therapy her i de mørke efterårsaftener. Og når I så ser programmet, alene eller sammen med andre, så kan I jo overveje, hvad det ville gøre ved jer, hvis I sad i den sofa overfor en, som I var politisk helt uenig med. 

Bopælstilknytningen sikrer lokalt engagement

By Årsskrift 2023, Årsskrifter No Comments

De fleste højskoler er rejst af aktive borgere på den egn, hvor højskolen ligger. Hvis bopælstilknytningen for forstandere og lærere forsvinder, får det afgørende konsekvenser for forholdet mellem højskolerne og lokalsamfundene, og det forstærker afviklingen af yderområderne.

Artiklen er et redigeret debatindlæg bragt i Højskolebladet nr. 1, februar 2023

I 2018 rejste vi debatten om bopælstilknytning. Frem til begyndelsen af 00’erne boede praktisk talt alle forstandere og mange lærere på højskolerne, men i 2018 viste en undersøgelse, at kun 67% af forstanderne og 24% af lærerne boede på eller ved skolerne. 

Højskoleforeningen, FFD, lovede at gøre noget ved sagen, og det blev indskrevet i FFD’s handlingsplan, at man ville ”afdække mulighederne – bredt set – for at øge incitamenterne for både skole og ansatte (forstandere, lærere og øvrigt personale) til, at man kan bo på skolen, og sætte fokus på, hvordan bopælspligt, samvær, ansættelsesformer m.v. har – og kan få – indvirkning på opfyldelsen af højskolernes formål og hovedsigte.”

Dette løfte er siden blevet gentaget i de efterfølgende handlingsplaner. Men det er varmt luft, for intet er sket. Alt imens fortsætter bopælstilknytningen med at falde, hvilket bekræftes af den seneste undersøgelse af forstanderes og læreres ansættelsesforhold fra november 2021. 

Heraf fremgår det, at det nu – bare fire år senere – kun er 60% af forstanderne og 22% af lærerne, der bor på eller ved højskolerne. Med andre ord forsvinder en vigtig del af skoleformens DNA  med foruroligende hast.

Denne udvikling bekymrer tilsyneladende ikke FFD’s bestyrelse, ej heller synes den at bekymre foreningens medlemmer i nævneværdig grad. Hvorfor mon? 

En nærliggende forklaring kunne være den hastige udskiftning blandt forstandere og lærere, der sker i disse år med et stort traditionstab til følge. Eller at der gennem de seneste 10-15 år har indsneget sig en skelnen mellem arbejde og fritid, så man ikke længere betragter dét at være ansat på en højskole som en livsform.

I stedet for at gribe fat om nældens rod taler FFD om at styrke hjemligheden på højskolerne. Men ægte hjemlighed udspringer af, at man bor på eller ved skolen. Kører man hjem efter endt arbejdstid, vil man mangle, og man vil ikke dele fælles hverdag med eleverne og mærke den puls, der er på højskolen.

Hvor eleverne med rette kan forvente at møde en sammenhæng og et nærvær udtrykt i en livsform, oplever de i stedet en instrumentaliseret hverdag opdelt i en arbejds- og fritidstænkning, hvor forstanderen og lærerne stempler ind og ud. 

Højskolen bevæger sig fra at være et værested til at blive et arbejdssted, hvor man i værste fald kommer som gæst. Især i disse år er det bekymrende, fordi så mange unge mistrives og lider af angst og stress, og de derfor mere end nogensinde har brug for vores nærvær.

Højskolernes lokale forankring

Når vi holder fast i debatten, er det, fordi vi mener, at vi har fat i noget af vital betydning. Ikke blot for højskolen, men også for det lokalsamfund, der omgiver højskolen. Bopælstilknytningen er nemlig også af afgørende betydning for forholdet mellem højskolen og lokalsamfundet.

De fleste højskoler er rejst, fordi folk på egnen ville det. Det seneste eksempel er Højskolen Mors, hvor ildsjæle på øen og i Flade, hvor højskolen ligger, har taget initiativet, rejst midlerne og brugt hundredvis af frivillige arbejdstimer på at gøre idé til virkelighed. 

Derfor er det også naturligt for Højskolen Mors, at forstander og lærere bor på eller ved skolen, for man kan ikke være en integreret del af det lokale fællesskab, som har skabt skolen, hvis man kommer pendlende dertil.

Rødding Højskole var ikke blevet genrejst for 16 år siden, hvis det ikke havde været for lokalbefolkningen. Den betydning, vi siden har haft for hinanden – skole og egn – er vigtig for begge parter. En veldreven højskole sætter Rødding på landkortet, og en aktiv og levende by har ikke bare betydning for os, der bor og arbejder på højskolen, men også for vores elever og kursister.

Siden genstarten har Rødding Højskole haft en lokal havegruppe på 30-40 personer, der fem gange om året kommer og ordner alle udenomsarealerne. Det er med til at knytte tætte bånd til lokalsamfundet, som forpligter, og vi på højskolen sørger for, at skolen er Rødding by og egns kulturelle midtpunkt. Hvert år åbner vi dørene for over 175 foredrag, koncerter, debatter m.v. Vores højskole er også stedet, hvor borgernes frivillige foreningsliv kan udfolde sig.

Det vigtigste bindeled mellem højskole og egn er, at vi på højskolen viser, at vi bor i byen, og at vores børn går i børnehave og skole i Rødding. Vi møder de andre forældre og får venner iblandt dem. Vi lader os vælge til skole- og kommunalbestyrelser og viser vores engagement i det lokale. Vi går i kirke, til sport, i biografen, til borgermøder osv., fordi vi er borgere i Rødding, og det er egentlig også, hvad en lokalbefolkning kan forvente af os.

I jubilæumsbogen fra 2019 ”Viljen til Rødding” udtaler en borger, der har boet i Rødding det meste af sit liv: “Jeg synes, det er prisværdigt, som de [forstanderparret] er blevet en del af byen. Derfor er det også godt, at de kæmper for at lærere og forstander skal bo på den højskole – eller efterskole – de er tilknyttet. Den nye forstander på Rødding Fri Fag- og Efterskole bliver boende i Grindsted. Her går hans børn i skole osv. Jeg kender alle undskyldningerne for ikke at flytte hertil. Men det skal være sådan, at man også er der i weekenden og om aftenen. At deres børn går i skole med vores børn. At lederen engagerer sig i byen, som Mads gør. Det giver et helt andet forhold mellem byen og skolen. Det andet er bare en fremmed – og den dag, han er væk, opdager man det ikke.”

Det udsagn er vi enige i. At ville en højskole er også at ville dens lokalsamfund så meget, at man vil bo og leve der.

Højskolerne har altid været en del af lokalsamfundet, hvilket ikke mindst skyldes, at forstanderen, lærerne og det øvrige personale har boet på eller ved skolen. De havde så at sige en egeninteresse i at være virksomme det sted, de boede.

Medborgerskab i praksis

Når en højskoles forstander, lærere og øvrige personale integrerer sig og er aktive borgere i deres lokalsamfund, kommer det ikke blot eleverne til gode, men det viser dem også eksempler på, hvad det vil sige at være medborger i praksis.

Bor forstander og lærere ikke længere på højskolen, siger det sig selv, at tilknytningen mellem skolen og lokalsamfundet bliver svagere, og skolerne risikerer at blive lukkede satellitter, der kun af historiske grunde ligger det pågældende sted, men nu afsondret fra resten af lokalsamfundet.

De fleste højskoler ligger i det såkaldte Udkantsdanmark. Ved at opretholde og prioritere bopælstilknytningen har højskolerne en enestående mulighed for at være med til at skabe liv i de udkanter, der står i fare for at blive funktionstømt, ved at højskolens ansatte engagerer sig i den lokale folkeskole, friskole, kirke, foreningsliv og politik. 

Tømmes lokalsamfundet omkring en højskole for indhold og liv, fordi befolkningen fraflytter, og forretninger og huse ender tomme, står en ensom højskole tilbage uden det naboskab og den kontekst, der skabte den.

Fortsætter afviklingen af bopælstilknytningen, vil højskolerne fortsat ligge derude i landskabet, hvor de gennem 178 år er rejst af aktive borgere på egnen. Eleverne er der døgnet rundt. Men en del af højskolens sjæl mangler. For forstanderen og lærerne er kørt hjem.

Selvfølgelig kan man arbejde på en højskole, hvis man bor 90 kilometer væk. Men er det sådan en slags højskoler, vi vil have, og skal denne udvikling virkelig fortsætte med de konsekvenser, vi beskriver? Er det dét, man vil fra FFD’s bestyrelses side? Er det den udvikling, skoleformen ønsker?

Livets skole

By Årsskrift 2022

Grundtvig kaldte højskolen for ”livets skole”. Hvad ligger der i det, og hvordan skal højskolernes formålsparagraf om livsoplysning, folkeoplysning og demokratisk dannelse forstås i en nutidig sammenhæng? Det giver forstander Mads Rykind-Eriksen sit bud på i sin velkomsttale til det forårshold, som netop er startet på Rødding Højskole.

Artiklen har været bragt som kronik i Flensborg Avis den 5. februar 2022.

Kære elever, kære forårshold. Hjertelig velkommen til Rødding Højskole!

Vi har med forventning og spænding set frem til at modtage jer. Selvom vi har prøvet det før – nogle af os mange gange – er vi alligevel spændt. For hvem er I, og hvordan vil I sætte jeres præg på dette forårshold? Spændingen er sandsynligvis gensidig. Også I må sidde med sommerfugle i maven og tænke: ”Hvem er de hundrede andre, som jeg på et fremmed sted skal dele liv og dagligdag med de næste måneder?”

At tage på højskole er et eksperiment. I træder ind i en ny verden. I skal møde nye mennesker, bo sammen med nogen, I ikke kender, have fag, I måske aldrig har haft før, og opleve en landsdel, hvor I måske aldrig har været. I vil erfare, at samværet med hinanden, med os lærere og andre ansatte ikke bare sker i undervisningen, men også udenfor, over kaffen, til måltiderne og om aftenen, når vi sidder i dagligstuen, i værkstederne – eller hvor vi ellers mødes.

Det særlige ved højskolen er, at den er eksamensfri. Med andre ord har I valgt en skoleform, hvor man lærer af lyst og ikke af pligt, fordi der er en eksamen, man skal op til. Tænk, kun at lære af lyst! Det er utroligt inspirerende og motiverende, når man brænder for noget og kan arbejde med det både dag og nat – og sammen med andre.

I vil opleve, at det at være på højskole ikke bare drejer sig om at lære nyt, at blive fagligt dygtigere, og forhåbentlig – hvis I ikke allerede ved det – finde ud af, hvilken uddannelse I kunne tænke jer at starte på. Højskole er meget mere. Højskole er fællesskab, at møde andre, der tænker anderledes end en selv, at få nye ideer, at prøve grænser af; højskole er at få udvidet sin horisont, højskole er dannelse, højskole er at blive klogere på sig selv, på andre, og den verden vi er en del af.

Vi på højskolen har tårnhøje ambitioner. Vi ønsker at give jer en menneskelig ballast med herfra, så I ikke risikerer at blive blæst omkuld i jeres eget liv eller farer vild i fællesskabet. Vi vil skabe livsduelige mennesker, selvom vi hver især har vores at slås med – såsom angst, stress, depression, følelsen af ikke at slå til og bekymringer i det hele taget – ja, så er målet, at I i løbet af opholdet vil få øjnene op for livets storhed, som vi synger det med Jens Rosendal i ”Du kom med alt det der var dig”, hvor det lyder: ”… at livet det er livet værd på trods af tvivl og stort besvær”.

Derfor er det også, at Grundtvig kaldte højskolen ”livets skole”. Det at gå i skole, hvad enten det er børne-, efter- eller højskole, er så meget mere end ”blot” at tilegne sig viden og en række færdigheder. Skolen for livet skal gøre den enkelte i stand til at mestre livet og få øjnene op for underet: at verden er skabt, at jeg er sat i denne verden – med den udfordring, at der ikke er fulgt nogen brugsanvisning med til, hvordan jeg skal leve og håndtere livet som menneske. Det er vores livsopgave hver især, og det er vores håb, at højskoleopholdet og den livsoplysning, I får her, vil give jer inspiration og afklaring til at finde den vej i livet, I vil gå.

I højskolernes formålsparagraf står der også, at vi skal give ”folkeoplysning”. Hvad menes der med det? Ja, man kan starte med at spørge sig selv, hvad det vil sige at tilhøre et ”folk”. I daglig tale bruger vi ordet ”folk” om det danske folk, det svenske folk og det tyske folk – som der også står på Rigsdagsbygningen i Berlin: ”DEM DEUTSCHEN VOLKE”.

”Folk” er ikke et ord, vi bruger så ofte. I stedet taler vi mere om kultur: dansk kultur, amerikansk kultur, kinesisk kultur. Kultur handler om det, der binder os sammen, og som gør, at vi kalder os danskere, nemlig sproget, historien, naturen, styreformen, traditionerne, værdierne, vores kristne kulturbaggrund, årstiderne m.v. Det er disse begreber, der danner rammen om vores danske fællesskab, og som vi ønsker at gøre jer endnu mere bevidst om i løbet af jeres højskoleophold. Altså, at I som enkeltindivider ser jer selv fortalt ind i det store fællesskab, og fordi vi nu engang bor i det land, vi kalder Danmark, da det fællesskab som vi kalder det danske folk. Det er viden og bevidstgørelsen om dette fællesskab, vi kalder folkeoplysning.

Den bog, som I sidder med i jeres hænder, og som vi lige har sunget fra, hedder Højskolesangbogen. Det er højskolernes egen sangbog, og dens sange sætter netop ord på livs- og folkeoplysningen. Derfor synger vi fra den hver dag.

I højskolernes formålsparagraf står der også, at I skal have ”demokratisk dannelse” med fra jeres højskoleophold. Og hvad er så det? Demokratisk dannelse handler om at gøre jer bevidst om, hvad det er for en styreform, vi har i Danmark, nemlig den, som vi kalder folkestyre, hvor det er folket og ikke en enevældig konge, en diktator eller et præsteskab, der styrer.

Det ikke er noget naturgivent, at vi har demokrati i Danmark. Demokratiet er ikke noget, der er faldet ned fra himlen. Tværtimod. Demokrati forudsætter engagement. Forud for grundlovens stadfæstelse i 1849 var der nogen, som kæmpede for folkestyrets indførelse. Ligesom der var frihedskæmpere, der under Anden Verdenskrig gav deres liv for, at vi kunne leve i et frit land. I dag behøver vi blot at se til Østeuropa, hvor retsstaten er under pres i Polen og Ungarn.

Demokratisk dannelse handler således om, at hver generation skal forstå, at det ikke er nogen selvfølge, at vi har demokrati i Danmark, og passer vi ikke på det, risikerer vi, at det smuldrer mellem fingrene på os. Sådan som man kan frygte, det sker i disse år i USA.

Demokratisk dannelse handler også om at tage medansvar for vores fælles fremtid og have vilje og mod til at engagere os i tidens store udfordringer: klimaet, migrationsstrømmene, Europas forhold til USA, og hvordan vi fremtidssikrer vores velfærdssamfund.

Hvis livsoplysning, folkeoplysning og demokratisk dannelse er målet, hvad er da midlet? Det er den ganske almindelige hverdag, vi skal have sammen de næste fem måneder. Med undervisning, samtaler over maden, caféaftener, fælles studietur ud i Europa og hovedfagsture ud i den store verden samt ikke mindst samværet og festerne.

Vi har lagt os i selen for at skabe et spændende og godt forår, og lærerne har forberedt sig grundigt. Vi har planlagt en række spændende Rødding-debatter hver onsdag formiddag, hvor vi sætter aktuelle spørgsmål til diskussion. Vi har inviteret en lang række begavede foredragsholdere og dygtige musikere til de ugentlige højskoleaftener. Vi skal på fælles udflugt til Sydslesvig og det danske mindretal, og vi skal til kongernes Jelling og Gudenåens udspring. Vi skal til Vadehavet og overnatte på Mandø, have temauge og arrangere Flors Festival. Ikke mindst skal vi til afstemningsfest i Sønder Hygum for at fejre Sønderjyllands genforening med Danmark, og vi skal markere befrielsen den 4. maj, hvor tidligere udenrigsminister Per Stig Møller taler, og så skal vi fejre grundlovsdag sammen med byen med et stort arrangement.

Det er noget af det, vi har planlagt for jer. Hertil kommer alt det, I finder på. Kig på hinanden herinde – ansatte og elever – det er os, der sammen skal skabe forårsholdet 2022 på Rødding Højskole. Og husk: højskole, det er noget, vi laver sammen!

60 år senere

By Årsskrift 2022, Årsskrifter

Else var i virkeligheden en smule træt. Hun skulle på arbejde senere den dag, og hun var kun gået med, fordi hendes kollega havde været meget insisterende. Det var søndag, og røgen hang tykt under loftet på det lokale værtshus i Varde. Else havde stadset sig op, for man vidste jo aldrig. De bestilte en kop kaffe og satte sig ned.  

Sven-Erik var i strålende humør. Han sad med sine bedste venner, Finn, Johs og de andre, og raflede. Som sædvanlig raflede de ‘Frederikshavner-7’er’. Det var søndag, og Sven-Erik tog endnu et hvæs af sin cigaret. Han havde masser af gelé i håret, der var skarpt redt tilbage, for man vidste jo aldrig. Han og vennerne drak flyversjusser – en skøn blanding af citronvand og snaps. 

Else er min mormor. Sven-Erik min morfar. De mødtes en søndag eftermiddag op til jul i 1962 på en beværtning i den vestjyske provinsby Varde. I dag bor de i Egen, en lille landsby uden for Guderup. En mindre, søvnig by uden for Sønderborg. En ganske almindelig provinsby i det sydlige Danmark. Else er 81 år, Sven-Erik 79 år. De spiller golf, spiser kartofler fra haven og er almindelige mennesker, hvis der er noget, der hedder det. 

Temaet for dette års årsskrift er bæredygtighed. I den klassiske forstand kan det velsagtens forstås som svaret på den klimakrise, vi befinder os i. Som noget med solceller og genbrug. Til trods for, at mine bedsteforældre ganske vist har solceller på taget (og ynder at berette, hvor meget varmt vand, de leverer), så er det ikke det, jeg brænder for at spørge dem om. Det er en anden form for bæredygtighed, der har med kærlighed, ægteskab og forældreskab at gøre. Man skal altid lytte til kloge mænd og kvinder. Og min mormor og morfar er blandt de klogeste mennesker, jeg kender. Hvad er et bæredygtigt forhold? Nogle gange skal man bare spørge. 

”Jeg tænker, at et bæredygtigt forhold er et ligeværdigt forhold, hvor man giver hinanden plads. Plads til at leve. At man ikke altid skal hænge op og ned ad hinanden,” svarer min mormor. 

Min morfar nikker og er enig:

”Det er fuldstændig rigtigt,” siger han på en helt særlig og dybfølt måde, hvor jeg ikke er i tvivl om, at han virkelig mener det. 

Min mormor og morfar har været sammen i en evighed. I min bevidsthed har de altid været det, altså sammen. Det er naturgiven. Mormor og morfar. Sagt på klingende jysk, sådan en smule for hurtigt. Mormor og morfar. Og altid i den rækkefølge. De har altid været sammen. 

Sådan er det selvfølgelig ikke. Der var en tid for Else, før hun mødte Sven-Erik. Og en tid for Sven-Erik, før han mødte Else. Og før de blev min mors mor og far. Og min mormor og morfar. 

En slags jubilæum

Min mormor voksede op i byen Bov et stenkast fra grænsen til Tyskland. Med tre søskende og et kørekort, der blev erhvervet ved at køre ned i den anden ende af vejen og tilbage igen. Sådan var det derude på landet. Familien boede på en større gård, der i dag er ukendelig. Stuehuset står, hvor det stod, men omkring det er bygget parcelhuse. Min morfar voksede op i Varde. I et boligbyggeri på Ortenvej med alt for lidt plads og alt for meget krudt i røven. I baggården var der plads til at lave alskens narrestreger og udkæmpe drabelige krige mod de andre børn på vejen. 

De mødte som bekendt hinanden i julen 1962. Jeg siger til dem, at vi skal fejre deres jubilæum denne jul. 

”Det er da det, vi skal!” udbryder min mormor.

”Ja, man kan sige, at vi har 50-års jubilæum,” tilføjer min morfar. 

Jeg bemærker høfligt, at det er 60 år siden, de mødte hinanden. Min mormor bryder ud i sit sædvanlige hjertevarme grin. 

”Er du bims, manner!” udbryder min morfar. Min morfar arbejdede som skattechef i Augustenborg Kommune i mange år, så hovedregne kan han sagtens. Jeg har selv kun prøvet at tælle måneder i et forhold. Når man skal tælle ikke blot år, men også årtier, så kan det hele vel flyde sammen, forestiller jeg mig. Ikke fordi, det betyder mindre, snarere tværtimod. 

I 1963 blev de forlovet. 1965 blev de gift. For 57 år siden. Siden da har de været hr. og fru Vad med alt, hvad det indebærer. Bryllupsdage, børnefødselsdage, bilkøb, blomkålssalater, babysitning, bagagerum og begejstring. Jeg spørger min morfar, om det var ham, der friede – og hvordan det foregik. 

”Det tror jeg, at vi var ret enige om,” svarer han.

Jeg har et kort øjeblik glemt, at 1963 er længe siden.

”I gamle dage måtte man ikke bo sammen eller sove sammen, medmindre man var nærmest gift. Når du har ring på, så er du nærmest gift,” konstaterer min morfar. Sådan kan kærlighed blive et praktisk, men stadig smukt anliggende.  

I 1966 blev min mor født. Ret præcist 9 måneder efter min mormor og morfars bryllup. Ét af livets skønne sammentræf. I 1971 hendes lillebror, min onkel. Jeg spørger mine bedsteforældre, hvordan det var at blive forældre.

”Det handlede om at have respekt for, at nu havde vi fået et barn, og så skulle vi hjælpes ad med det. Det var helt naturligt, men gav samtidig en ny indfaldsvinkel til livet. Det var fantastisk,” svarer min morfar. 

Mormor tilføjer:

”Morfar var faktisk med til fødslen hele vejen igennem. Det var der ikke mange mænd, der var i 1960’erne”. Sådan, morfar!

Midt under oliekrisen i 1973 og 1974 byggede de hus i Egen. Til en rente faretruende tæt på 20 %. Her bor de endnu. For forbipasserende er det et halvstort, meget almindeligt hus fra 70’erne. For mig er det mit andet hjem, og det tætteste jeg har været på et jordisk paradis. Haven er med tiden blevet mere enkel og dermed nemmere at holde. Sådan går det jo. Mine søstre og jeg hjælper tit med at ordne haven. Slå græs, kløve brænde og skære ned. 

Mormor udbryder let opfordrende: 

”Vi glæder os til, at I kommer herhjem en gang imellem! Det er skønt!”.

Fra et barnebarn til alle de andre: Det er umuligt at besøge sine bedsteforældre for ofte.

Sådan er det altså

Der er svære perioder i ethvert liv. I ethvert forhold. I enhver familie. Også i min. 

”De kommer i alle forhold,” konstaterer min mormor. ”Vi er da heller ikke altid enige om alting. Og vi kan også komme højt op. Men så finder vi ud af det ved at tale det igennem”.

Morfar supplerer:

”I det svære perioder er det især vigtigt, at man er fælles om tingene”.

”Ja, vi kom igennem. Og vi kan ikke lave det om”, tilføjer mormor lakonisk, inden hun fortsætter: ”I sådanne perioder er det vigtigt med tillid. Når morfar gjorde noget med og for børnene, så var og er jeg nødt til at stole på ham”.

Jeg fornemmer, at tillid er en bærende væg i et bæredygtigt forhold. Det spørger jeg dem om. 

”Ja og gensidig respekt,” siger morfar. Han er et ordentligt menneske.

”Og så skal man jo også holde af hinanden. Man skal ikke være ligeglade med hinanden,” tilføjer min mormor på vanlig poetisk facon. 

Jeg forsøger at spørge om bæredygtigheden igen. Jeg spørger på bedste parterapeutfacon: “Gør I noget for at holde jeres forhold bæredygtigt?”Morfar svarer overbærende:

”Nej. Det meste er implicit efterhånden. Det udvikler sig naturligt, og uden man tænker over det”.

Jeg søger videre og spørger: “Bliver I stadig overraskede over hinanden?”

”Det er ikke ret tit, da,” svarer mormor og fortsætter med sit smittende grin: ”Det er ikke altid det rigtige, morfar gør, men jeg bliver ikke overrasket over det. Ja, det er lidt kedeligt, men sådan er det altså”.

Sådan er det altså. Mine bedsteforældre er fra en generation, hvor man ikke skilter så meget med den. Kærligheden. Den ligger der. Implicit. Uudtalt, men stadig enormt meget til stede. Jeg har aldrig været i tvivl. Min morfar og jeg var på et tidspunkt i Warszawa for at besøge min onkel, der boede i den polske hovedstad. Jeg var 15 år, og jeg havde, som alle andre teenagere, nok at gøre med at frygte, hvornår den næste bums piblede frem på panden. Jeg husker dog tydeligt en aften omkring sengetid, hvor morfar sad med sin telefon. Jeg spurgte, hvad lavede. Han kiggede op, smilede varmt og sagde med den største selvfølge:

”Jeg skriver da godnat til mormor”. Naturligvis. 

Tag kærligheden med

Jeg beundrer min mormor og morfar. Det er ingen hemmelighed. Derfor er jeg tryg ved at spørge dem, om de har nogle gode råd, de gerne vil sende videre. Til unge og bare yngre mennesker. Min morfar holder en af sine berømte tænkepauser. Kunstpauser, om man vil.

”Det er vigtigt, at man gennem hele sit livsforløb giver sig tid til at stoppe op og filosofere lidt. At man spørger sig selv: Hvor er jeg? Hvor er vi? I stedet for at det hele tordner afsted,” siger han. 

”Jeg tror, at det er vigtigt i et parforhold, at man holder af hinanden, tager om hinanden og måske får et kys en gang imellem,” siger min mormor med sikkerhed i stemmen. 

”Jeg tror, at mormor har meget ret. Det kan godt gå hen og blive ingenting, hvis ikke man minder hinanden om det,” siger min morfar. På en helt særlig og dybfølt måde, hvor jeg ikke er i tvivl om, at han virkelig mener det.

Der er øjeblikke, hvor store ord bliver større. Det er sådan det føles at tale med sin mormor og morfar om kærlighed, ægteskab og forældreskab. I al fald for mig. Omtrent en time efter samtalen var færdig, modtog jeg en besked fra min morfar. Mormor og morfar havde lige brug for at understrege en pointe. 

Der stod: 

“Kære Johan. 

Kærlighed. 

Det er det vigtigste i et bæredygtigt ægteskab. 

Kh mm og mf”. 

Så let kan det siges. 

Tag kærligheden med. 

Tag om hinanden.

Og husk at altid at give rigeligt med kys og kram. 

Dét er bæredygtigt. 

Mormor og morfar har talt. 

Kh.

Interview: Bæredygtig Protest?

By Årsskrift 2022, Årsskrifter

I foråret 2022 gjorde flere politiske demonstrationer brug af civil ulydighed for at sætte fokus på klimaet. Klima-aktivist og tidligere Rødding elev Ida Lund sad på forreste række og brød loven i klimaets navn.

Fredag d. 6. maj 2022 begyndte over hundredvis af unge klimaaktivister at blokere samtlige broer til Øen Slotsholmen i København. Hjemstedet for Folketinget, flere ministerier og dermed den symbolske politiske magt i Danmark. Under overskriften ”Vendepunktet – Oprør eller Klimakaos” indledte klimaaktivisterne fra Extinction Rebellion en hel uge med aktioner og demonstrationer, der skulle sætte fokus på klimaet. Aktionerne gjorde brug af civil ulydighed, hvor man bevidst bryder loven af hensyn til moralske værdier – også selvom der er en chance for at blive anholdt. 

Vi har spurgt Ida Lund, tidligere elev fra Rødding i foråret ’21, som deltog i denne aktion, hvorfor hun ville anholdes i kampen for klimaet, og om hun mener, at man kan kalde civil ulydighed for klimaet en ”bæredygtig protest”. 

Helt praktisk, hvad gik aktionen d. 6. maj 2022 ud på, og hvordan er det du endte i arresten i Bellahøj?

”Vi var omkring 500 mennesker, som satte os ned på alle broerne, der går ind til Slotsholmen. Her satte vi os så og ville ikke flytte os. Jeg sad på Højbro, som er den lille bro, der går fra Strøget over til Christiansborg. Det var egentligt meget stille og roligt. Der var nogen, der havde et klaver, og så vi sad og sang højskolesange og tegnede med kridt på vejen. Vi ville sidde der for at sende et signal til politikerne om, at vi kræver handling på klimaområdet. 

Politiet begyndte først at fjerne demonstranter fra de større og mere trafikerede broer, men den bro, jeg sad på, var den sidste, hvor de fjernede demonstranterne, fordi der ikke rigtig kører nogle biler der. Så mens vi sad der, var der både koncerter og taler.  Efter jeg havde siddet på broen i ca. seks timer, kom politiet så og fjernede os, hvor de kørte 135 af os til arresten i Bellahøj. 

Hvis man sidder på vejen, så man blokerer for biler og trafik, som vi gjorde, bliver man sigtet efter ordensbekendtgørelsen, hvilket udløser en bøde. Extinction Rebellion har organiseret det på den måde, at alle betaler 50 kr. om måneden til bødebanken, som er en slags solidarisk aktivist forsikring, som så dækker ens bøder.”

Hvorfor synes du, at det er værd at blive anholdt for klimaet?

Vi demonstrerede for klimaet, fordi vi står i den her klimanødsituation. Klimavidenskaben fastsætter hele tiden, hvor alvorlig situation er, og vi har virkelig få år til at rette op på vores skader og til at ændre kurs. Men desværre kan man se, at politikerne ikke lytter til den klimavidenskab, og de fører ikke politik efter den. 

Jeg har prøvet med alle andre metoder, jeg kan forestille mig. Jeg har skrevet debatindlæg, holdt oplæg, konferencer, arrangeret demonstrationer og haft møder med politikerne. Jeg har virkelig prøvet alle andre metoder, og jeg oplever bare, at de stadig ikke lytter. Så det her var altså en form for sidste udvej, at jeg brugte min egen krop i et forsøg på at få politikerne til at lytte.

Når vi laver andre lovlige demonstrationer, står politikerne og klapper, og de siger: ”godt gået!”. Men de implementerer det ikke i deres politik. Så det var også et forsøg på at få politikerne til at stoppe med at ignorere eller klappe ad os, men faktisk tvinge dem til at tage stilling til klimakrisen. 

Der har efterfølgende været en del debat om politiets håndtering af situationen, hvor blandt andre forfatteren Carsten Jensen, som også deltog, har kritiseret politiet. Hvad var var din oplevelse af politiet den dag?

Jeg synes ikke, at politiets håndtering var særlig god. De havde slet ikke kapacitet nok til at have så mange mennesker i Bellahøj, så vi fik ikke mulighed for at ringe til vores advokat, som man eller har ret til. Vi fik heller ikke mulighed for at komme på toilettet i rigtig mange timer, og vi blev hverken tilbudt mad eller vand. Vi sad i totalt overfyldte lokaler, hvor der alt for mange mennesker. Væggene var helt våde af kondens, fordi vi var så mange mennesker. Jeg sad i alt i Bellahøj i næsten 10 timer, inden jeg blev løsladt. 

Politiet skelnede ikke mellem, om vi var klimaaktivister, som netop havde siddet og sunget højskolesange, eller om vi var hardcore kriminelle. Vi var rigtig mange unge, men også en masse ældre mennesker fra Bedsteforældrenes Klimaaktion. Der var eksempelvis en 78-årig kvinde, der også sad med os på bænken. Det var hendes fødselsdag, så vi sang fødselsdagssang for hende. Vi var ikke hardcore kriminelle, vi var helt fredelige, men politiet var meget aggressive i deres kommunikation, og de råbte meget ad os. 

Har dit førstehåndsmøde med politiet ændret dit syn på, hvilke vilkår man har for at udøve sin ytringsfrihed i Danmark?

Det har gjort meget bange for politiet, desværre.  Men jeg ved ikke, om det har ændret mit syn på min mulighed for at demonstrere i Danmark. Jeg har kæmpe sympati med dem, der demonstrerer i andre lande, fordi jeg synes jo, at det var slemt i Danmark, men der er så mange andre steder i verden, hvor det er endnu værre. Det er også et kæmpe privilegium, at man i det globale nord kan kaste sig i armene på politiet på den måde, som vi gjorde. I andre lande har det meget store konsekvenser, og aktivister sætter deres liv på spil. Det synes jeg er ret vildt, og man bør være bevidst om, hvilket privilegium det er, at vi kan demonstrere på denne her måde i Danmark. 

Hvad med de mange mennesker hvis dagligdag pludselig bliver forstyrret af Extinction Rebellions aktioner. Forældre, der måske er på vej på til at aflevere deres børn, familier på vej på ferie, eller folk der bare gør deres arbejde, men som pludseligt bliver forhindret af jeres politiske aktioner. Hvorfor skal de blandes ind i det? 

Det er et virkelig godt spørgsmål, som også er en årsag til, at jeg selv tænker meget over, hvad civil ulydighed er, og hvornår det er passende at bruge den metode. De civile ulydighedsaktioner, jeg har deltaget i, har aldrig været rettet mod almindelige mennesker, med derimod mod politikere eller kæmpe internationale fossile firmaer. Så det er aldrig de almindelige mennesker, man forsøger at ramme, men man kan desværre ikke undgå, at det sker. Civil ulydighed er ikke en perfekt metode, men man må også se det lidt i et større billede. Vi forsøger at kæmpe for hele jordkloden, alle arterne, fremtidige generationer, og mennesker i det globale syd, som bliver ramt af det her, og som dør af det på grund af klimaforandringerne lige nu. Så det er lidt nogle forskellige niveauer, det her foregår på. 

Tror du, at civil ulydighed er den rigtige vej frem, hvis man ønsker handling for klimaet? Eller kan du forstå dem, der vil sige, at mere ekstreme taktikker som civil ulydighed skaber polarising, og man risikerer at skræmme folk væk, som ellers normalt ville bakke op om klimakampen?

Dét er netop også en af ulemperne ved det. Det er hele tiden en opvejning af fordele og ulemper, men jeg tror i sidste ende,at fordelene er større end ulemperne. Det virker for øvrigt heller ikke til, at folk bekymrer sig mindre om klimaet, efter at Extinction Rebellion og andre grønne organisationer har lavet civil ulydighedsaktioner i klimaets navn. Jeg har svært ved at forestille mig, at folk ville vende klimaet ryggen på den måde.

Vi oplever, at når vi gør brug af civil ulighed, så kommer vi rigtig meget i medierne, og på den måde bliver der også sat fokus på klimakampen. For eksempel under valgkampen, hvor der nærmest ikke bliver snakket om klima, så har civile ulydighedsaktioner været med til at sætte fokus på, at der altså er en kæmpe klimakrise, som raser. 

Kan det ikke være for ekstremt at gøre brug af civil ulighed, når nu vi lever i et demokrati, hvor du for eksempel har mulighed for at stemme på partier, som deler din holdning til klimaspørgsmålet?

Jeg synes tit, at man taler om civil ulydighed, som om det er vanvittigt ekstremt, men er det i virkelig så ekstremt, det vi gør? Det, der er er ekstremt, er klimakrisen, og at vi ikke gør noget ved den. Det er ekstremt, at en tredjedel af Pakistan var under vand for få uger siden, og det er ekstremt, at der er så mange mennesker, der allerede nu dør på grund af klimaforandringer. Så set i det lys, synes jeg ikke, det er så ekstremt at sætte sig ned for klimaet. 

Jeg synes, det er rigtigt vigtigt at fremhæve, at det er de færreste klimaaktivister, der kun laver civil ulydighed. De fleste laver også alt muligt andet, så det er mere at se det som den sidste udvej. Men jeg kan godt forstå, at folk bliver irriteret, og jeg kan godt sætte mig ind i den irritation. Nogle gange bliver jeg også selv i tvivl om, om det er det rigtige at gøre, og jeg tror, det er vigtigt, at man tænker over det. 

Klimakrisen er også grunden til, at jeg læser Statskundskab. Jeg uddanner mig også på universitetet for at være med til at kunne ændre verden på den måde. Problemet er, at når jeg bliver færdig om fire år, så er det for sent. IPPCC’s seneste rapport fastslog, at vi har tre år til at nå målet om 1,5 graders reduktion fra Paris Aftalen, og om tre år, ja, der er jeg stadig i gang med at læse. Så det er ligesom nu, at vi skal have noget handling, og jeg synes ikke, at politikerne opfører sig som om, at der er tre år tilbage.