Årsskrifter

Langt de fleste højskoleophold vil have fælles elementer af tradition og fornyelse, fællesskab og individuel udforskning. Dette gælder også for et ophold på Rødding Højskole, og forhenværende Rødding-elever, unge som gamle, vil nok altid kunne finde en lille del af hinandens ophold, som de kan nikke genkendende til. Men på trods af fællestræk er hver årgang helt sin egen, også i den måde, den plejer og drager omsorg for sit fællesskab. I samarbejde med eksterne konsulenter fra de seneste to elevhold, E22 og F23, vil vi kigge på tre fænomener, der på hver sin måde var omsorgsfuldt for et ophold på Rødding Højskole anno 2022/2023.

 

Minder, memes og mikromomenter: Rødding på Instagram

Hvert halve år starter en ny årgang på Rødding. De seneste par år har det været uundgåeligt, at det få uger efter opstart begynder at pible frem med profiler på det sociale medie Instagram, som er oprettet af den nye årgang. Nogle af de første profiler, der dukker op, er ofte de forskellige gange, der her giver gangfællesskabet dets egen platform. Med tiden følger ofte flere profiler oprettet til klubber, sidefag, grisene nede på marken og de fem hovedfag.  Indholdet på disse profiler er varieret. Memes er en fast bestanddel af profilernes indhold, og man kan følge med i, hvad der rører sig i det daglige liv på gangene, hvad der skete til lørdagens fest, hvordan hovedfagenes studietur forløber eller følge dramaet i en uenighed om, hvorvidt en bestemt gang havde fortjent at vinde Battle of the Gangs eller ej. Ud over de årgangsspecifikke profiler findes der også dem, der kan appellere til et bredere Rødding Højskole-publikum.  Profilen @detburdemanroedding, som opstod på F23, er et underholdende eksempel på dette.

Det ville nok ikke være helt forkert at sammenligne årgangenes Instagram-profiler med en lokalavis, der dækker højskoleboblens mikrosamfund, eller kalde dem elevholdets digitale dagbog. Der kan deles nyheder, sladder, reportager fra studieturen og billeder fra alle opholdets skønne og sjove øjeblikke.

Indholdet på profilerne er på en gang utroligt internt, da det ofte relaterer sig til noget, der er foregået på det specifikke elevhold, og samtidig er meget af det relaterbart for forhenværende Røddingelever. Trods det unikke ved hver årgang, oplever vi alle meget af det samme. Meget af et højskoleopholds form er den samme fra årgang til årgang. De fleste vil have oplevet en højskole-hverdag på Rødding, en kop kaffe i solen foran hovedbygningen og en festmiddag med Mormors Kolonihavehus. Så skulle man sidde en dag og savne lidt højskolestemning, kan man passende logge på Instagram og dykke ned i det store udvalg af Røddingmemes og genkendelige hverdagsmomenter.

Fra Ølbrygning til Kærlighed: Elevdrevet klubkultur

Et højskoleophold skaber de perfekte rammer for at prøve kræfter med at starte og drive noget selv, og foreninger og klubber af forskellig art skyder op som paddehatte på elevholdene.

Det rapporteres, at E22 havde en serie-klub, hvor man i fællesskab fulgte en TV-serie, et Ølbrygningslaug og en Dungeons & Dragons-spilleklub. Det sker også, at initiativer går i arv fra et elevhold til et andet. Dette var tilfældet med Cafe Grums, en ugentlig kaffeklub, som E22 genoplivede efter F22 havde startet den foråret forinden. Hos F23 havde Kærlighedsklubben stor succes. De arrangerede klubaftner og samtalesaloner, der skabte et åbent, omsorgsfuldt og sexpositivt fællesskab. Et rum til at tale sammen om forelskelse, kærlighed, relationer og alt derimellem.

Breve i Boblen: Håndskrevne hilsner

Karmapost, natbreve, kært barn har mange navne. Små håndskrevne breve med kærlige hilsner blev bragt ud til modtagerne, som en intern postservice i højskoleboblen. Det er vendt tilbage i forskellige afskygninger på forskellige hold. På E22 blev karmapost i løbet af opholdet en søndagstradition, hvor man kunne give lidt ekstra kærlighed og omsorg til hinanden. Men som med alle traditioner er det vigtigt, at de afspejler fællesskabet, de er en del af. Det må derfor i høj grad siges at være omsorgsfuldt for fællesskabet, da F23 vurderede, at karmapost ikke fungerede for dem, og de i fællesskab blev enige om at afskaffe konceptet.  

I kraft af mit virke som politiklærer på Rødding Højskole er jeg også blevet spurgt, om jeg ville skrive en lille tekst til dette årsskrift med emnet omsorg – og hvilken ære. Jeg er kandidat fra statskundskab på Københavns Universitet, og den baggrund betyder, at når jeg hører samfundsfaglige begreber som frihed og ulighed, så begynder jeg at tænke på, hvor anfægtelige og flydende disse størrelser er. De er defineret af, at der altid er politisk kamp om, hvordan de defineres. Så det var også den vej, mine tanker umiddelbart begyndte at bevæge sig af, da jeg hørte, at årsskriftet skulle handle om omsorg. For hvad vil omsorg egentlig sige i dag i lyset af den verserende og altoverskyggende klimakatastrofe? Hvordan yder vi omsorg for naturen? Hvordan yder landmanden i Sønderjylland omsorg for københavneren? Og omvendt? Hvordan viser kommunikationskonsulenten i New York omsorg overfor bilfabriksarbejderen i Detroit? Og skal de overhovedet det? Hvem har magten til at definere, hvem der skal have omsorg, og hvem der skal vise omsorg? 

Svarene på disse spørgsmål ligger vist ikke lige for. Men jeg har det seneste år fået kendskab til en metode at gå til disse spørgsmål på, som fascinerer mig. Som har kastet mig, der finder tryghed i abstrakt politisk teori og begreber, ud på dybt vand. Nemlig en metode som går via psykologiens verden. Nærmere bestemt parterapien som psykologisk tradition. Så det er det, resten af teksten skal handle om. Terapeutisk omsorg med politiske briller på. Det skal handle om et forsøg på at løse en af tidens store strukturelle, demokratiske udfordringer, nemlig polarisering ved at sætte sig på sofaen hos parterapeuten og snakke om sig selv. 

Groft sagt er polarisering bevægelsen, hvormed forskellen mellem politiske fløje bliver to poler, som forstår sig selv i klar, fjendtlig modsætning til hinanden. Når denne strukturelle sammensætning i et land håndteres i terapirummet, vidner det om lidt af en intellektuel udfordring; ikke-individuelle udfordringer forsøges løst individuelt. 

I sommer så jeg på DRTV flere sæsoner af den amerikanske dokumentarserie ved navn Couples Therapy, som i nogle år efterhånden har været en stor succes. Serien følger en anerkendt parterapeut og psykoanalytiker i New York, Orna Guralnik, og hendes sessioner med forskellige par. Seeren er med som fluen på væggen til diverse pars mest intime konflikter og udfordringer. Når man siden barndommen har set en masse reality-tv, er det svært at forstå, at der faktisk er tale om helt rigtige mennesker, der opfører sig helt autentisk i et program, der er renset for reality-tv genrens rollespil og drama. Guralnik virker som en utrolig dygtig parterapeut, som giver knivskarpe og omsorgsfulde analyser af parrene, deres interne dynamikker og individuelle mønstre. Det er fremragende public-service tv. 

Omtrent samtidig med at jeg opdagede parterapeuten Guralnik, lærte jeg også om parterapeuten Bill Doherty. Og det er hos Doherty, ægteskabet mellem psykologien og statskundskaben er indgået og her, jeg ikke bare blev almenmenneskeligt interesseret men også fagligt interesseret. Doherty har nemlig grundlagt organisationen Braver Angels, hvis formål er at mindske den stigende polarisering, der karakteriserer det amerikanske samfund disse år. Metoden er sådan set ganske simpel; Amerikanske borgere melder sig til et eksperiment, som har karakter af at være en parterapeutisk session, og ved tilmeldingen skal de oplyse, hvilken politisk fløj de tilhører. Hvilket vil sige, om de ser sig selv partipolitisk som republikaner eller demokrat (USA’s to altdominerende partier) og ideologisk som højreorienteret, konservativ eller mere venstreorienteret og progressiv. Arrangørerne inddeler deltagerne i to grupper opdelt i fløje, og grupperne bliver så placeret i samme lokale og ”udsættes” for en række terapeutiske øvelser. Eksempelvis kunne første øvelse være, at de blå (de venstreorienterede, demokraterne) sad sammen og blev bedt om at opremse stereotypiske forestillinger og fordomme, som de tror, den anden fløj har om dem. Her ville de venstreorienterede nok sige, at de tror, at de højreorienterede synes, de er elitære, overfølsomme, mandehadere, storbybesatte eller lignende. Mens de højreorienterede ville sige, at de venstreorienterede synes, de er racister, kvindehadere, klimaforandrings-benægtere, bondske eller lignende. Når begge grupper har sagt fordommene højt, skal de udpege, hvor hver fordom har en lille smule sandhed i sig. Så her ville de venstreorienterede sige noget a la: ”Ja, vi synes måske, at borgere med en lang videregående uddannelse er mere tolerante og bedre samfundsborgere end dem uden” og ”Ja, vi synes, at folk der bosætter sig i storbyen er mere inspirerende, interessante og har en bredere horisont”. Modsat ville de højreorienterede nok sige: ”Ja, vi synes, at kvindens rolle er at passe på børnene, og det ufødte fosters liv er vigtigere end den gravides”, og ”Ja, vi tror ikke, at klimaforandringerne er menneskeskabte, og vi synes ikke, at det er et emne, der er værd at beskæftige sig med.” Vigtigt for øvelsen er, at den gruppe, der ikke taler sammen om fordomme, tier helt stille og bare lytter til gruppen, som sidder først og finder fordomme om dem selv og dernæst indrømmer, hvor fordommene faktisk er lidt sande.

Anden øvelse ser ofte lidt anderledes ud. Her handler det om at finde lighedstræk mellem grupperne. Med andre ord skal de venstre- og højreorienterede bevæge sig væk fra fordomme og i stedet fokusere på, hvad de – trods fordomme – har til fælles med den anden fløj. For at indgyde til samarbejde og åbenhed bliver de to grupper placeret i to cirkler: en indercirkel og en ydercirkel. Personerne i indercirklen bliver bedt om at svare på to spørgsmål: Hvorfor er jeres fløjs politik god for landet? Og efter en samtale om dette bliver de spurgt: Har I nogle betænkeligheder eller bekymringer omkring jeres egen sides politik? Når gruppen har reflekteret over dette, bytter fløjene cirkel, og dem i ydercirklen skal nu i indercirklen og reflektere over samme spørgsmål. 

Begge øvelser står og falder på, at de lyttende tier stille og faktisk lytter. En prisværdig betingelse, idet jeg synes, at vigtigheden af aktiv lytning ofte nedprioriteres og underkendes i politiske diskussioner – og i undervisningsrummet. Det efterstræbelsesværdige er ikke bare at lytte for at fange, hvornår den andens argument eller pointe slutter, og man selv kan begynde. Så lytter man ikke for at forstå, men for at få ret. Pointen med at lytte til en, man er dybt uenig med, er, at det skal være et forsøg på at sætte sig i den anden persons sted. Så kan det godt være, at man stadig ikke er komfortabel det sted, men man har prøvet, fordi man betragter den anden som en ligeværdig partner og som en, der er omsorg værd. 

Hvis vi vender tilbage til den amerikanske kontekst, som Better Angels er skabt i, så er min tese, at amerikanerne blandt andet har svært ved at lytte, fordi medier og politikere iscenesætter politiske diskussioner som noget, man kan vinde. Som noget der handler om at være enten rigtig eller forkert og have ret eller uret. Måske ville det gavne den offentlige debat, hvis den ikke blev betragtet som en kampplads, men som et tænkende og analytisk rum. 

Hvad der er særegent ved den anden øvelse er, at den faktisk inviterer til skabelsen af et politisk rum, som er sårbart og omsorgsfuldt. Hvis det var mig, ville jeg være ganske tryg ved at opremse alle de måder, hvorpå min fløjs politik var god for mit land. Men jeg må indrømme, at jeg ikke ville have det rart med at skulle afsløre mine bekymringer om mine foretrukne politiske forslag over for dem, som jeg vidste var imod dem. Det ville føles som at tabe ansigt. Som at afsløre egne usikkerheder og skrøbeligheder over for fjenden. Og det er det jo sådan set også. Pointen med metoden er altså, at den er en invitation ind i menneskers backstage og i deres private rum. Selvom dette kan være ubehageligt, er det paradoksalt nok også det, som kan skabe mere omsorg. For i takt med at vi inviterer fremmede ind i vores usikkerheder, øger vi også chancen for, at selvsamme fremmede ser os som personer, der er nødvendige at drage omsorg for og er vores omsorg værdig. Vi viser, at vi jo bare er mennesker – ligesom vores modpol. Og så bliver det langt sværere at dyrke foragten for den modsatte fløj.

Jeg kan godt forstå, hvorfor politisk parterapi er blevet lidt af et modefænomen i USA. I et land hvor politiske poler lever i parallelle virkeligheder, og hvor misinformationskampagner hele tiden når nye højder, er der noget på en og samme tid forfriskende banalt og tillidsfuldt ved at udsætte venstre- og højreorienterede for ”parterapi”. Støj fra medier fjernes, og polariserende konflikter karakteriseret af had og fordomme skubbes væk og erstattes af almenmenneskelige møder mellem borgere, der ”bare” skal snakke med deres medborgere på neutral grund. Og når jeg ser, hvor godt parterapi virker i Couples Therapy og til dels i den nye sæson af DR’s Gift ved første blik, får jeg lyst til, at politisk parterapi skal nationaliseres og være en borgerpligt. Bare det at ville prøve at forstå den, man er uenig med og se personen som et helt menneske og ikke bare som en karakter og stereotyp, afspejler en omsorgsfuld måde at være et politisk væsen på, som jeg tror, vi kan lære noget af.

Men jeg ser også, at politisk parterapi som løsningsmetode og som omsorgsgreb har nogle svagheder, der ikke skal ses bort fra i et politisk perspektiv. Formålet med terapien skulle være, at politiske fjender omdannes til politiske samarbejdspartnere. At nogle holdninger nærmede sig hinanden, at stædighed blev forvandlet til forhandlingsvillighed og pragmatisme. At politik gik fra at være en konflikt til et kompromis. Parterapien er således udtryk for en metode, der både i form og indhold dyrker kompromiset, fordi konfliktnedtrapning i form af samtale skal ende med en form for politisk enighed. Det er her, jeg tillader mig at være lidt skeptisk. Jeg abonnerer nemlig ikke på denne opfattelse af politik. Med andre ord synes jeg ikke, at kompromiset og den moderate løsning som udgangspunkt altid er udtryk for omsorg og et politisk godt stykke arbejde. Kompromiset har ikke blik for magtforhold, uudtalte hierarkier og ulige udgangspunkter, fordi det giver sig ud for at være en moderation af to lige poler. Et kompromis mellem republikanere og demokrater på områder som uddannelse- eller klimapolitik betyder jo ikke, at der ikke stadig er nogle, som føler sig klemt og nedprioriteret. Snarere er kompromisser udtryk for holdninger, som status quo kan stille sig tilfreds med. Og med mit efterhånden ganske indgående indblik i USA ville jeg påstå, at status quo ikke er ønskværdigt.  

Et andet faresignal ved parterapien som politisk løsningsmodel er, at netop fordi det er en psykologisk metode, misser den, hvor politisk komplekst fænomenet polarisering er. I forskningen skelnes der for eksempel mellem partisk polarisering (partier rykker længere væk fra hinanden), ideologisk polarisering (ideologiske forskelle bliver større), masse polarisering (befolkningen rykker sig længere fra hinanden) og issue polarisering (samfund bliver mere splittede på enkelte spørgsmål såsom abort, klimatiltag osv.). Desuden er begrebet affektiv polarisering blevet mere populært de senere år, og dette angiver, hvordan vi i stigende grad udvikler negative og hadefulde følelser overfor den modsatte gruppe og endnu mere kærlige og positive følelser overfor vores egen gruppe. Denne affektive polarisering fordrer meget nuancerede politiske løsninger på polarisering, fordi pointen i begrebet om affektiv polarisering er, at vi hader den anden gruppe bare fordi, den ikke er os. Det er ikke let at se, hvor omsorgen skulle dukke op her. Sammen med de mange andre forståelser af polarisering forekommer det mig svært at se, hvordan en række sessions hos en parterapeut skal kunne løse så komplekst en demokratisk udfordring, som polarisering er blevet i ikke blot USA men verden over. 

Overskriften for dette årsskrift er omsorg, så lad mig slutte med en omsorgsfuld anbefaling til at se Couples Therapy her i de mørke efterårsaftener. Og når I så ser programmet, alene eller sammen med andre, så kan I jo overveje, hvad det ville gøre ved jer, hvis I sad i den sofa overfor en, som I var politisk helt uenig med. 

De fleste højskoler er rejst af aktive borgere på den egn, hvor højskolen ligger. Hvis bopælstilknytningen for forstandere og lærere forsvinder, får det afgørende konsekvenser for forholdet mellem højskolerne og lokalsamfundene, og det forstærker afviklingen af yderområderne.

Artiklen er et redigeret debatindlæg bragt i Højskolebladet nr. 1, februar 2023

I 2018 rejste vi debatten om bopælstilknytning. Frem til begyndelsen af 00’erne boede praktisk talt alle forstandere og mange lærere på højskolerne, men i 2018 viste en undersøgelse, at kun 67% af forstanderne og 24% af lærerne boede på eller ved skolerne. 

Højskoleforeningen, FFD, lovede at gøre noget ved sagen, og det blev indskrevet i FFD’s handlingsplan, at man ville ”afdække mulighederne – bredt set – for at øge incitamenterne for både skole og ansatte (forstandere, lærere og øvrigt personale) til, at man kan bo på skolen, og sætte fokus på, hvordan bopælspligt, samvær, ansættelsesformer m.v. har – og kan få – indvirkning på opfyldelsen af højskolernes formål og hovedsigte.”

Dette løfte er siden blevet gentaget i de efterfølgende handlingsplaner. Men det er varmt luft, for intet er sket. Alt imens fortsætter bopælstilknytningen med at falde, hvilket bekræftes af den seneste undersøgelse af forstanderes og læreres ansættelsesforhold fra november 2021. 

Heraf fremgår det, at det nu – bare fire år senere – kun er 60% af forstanderne og 22% af lærerne, der bor på eller ved højskolerne. Med andre ord forsvinder en vigtig del af skoleformens DNA  med foruroligende hast.

Denne udvikling bekymrer tilsyneladende ikke FFD’s bestyrelse, ej heller synes den at bekymre foreningens medlemmer i nævneværdig grad. Hvorfor mon? 

En nærliggende forklaring kunne være den hastige udskiftning blandt forstandere og lærere, der sker i disse år med et stort traditionstab til følge. Eller at der gennem de seneste 10-15 år har indsneget sig en skelnen mellem arbejde og fritid, så man ikke længere betragter dét at være ansat på en højskole som en livsform.

I stedet for at gribe fat om nældens rod taler FFD om at styrke hjemligheden på højskolerne. Men ægte hjemlighed udspringer af, at man bor på eller ved skolen. Kører man hjem efter endt arbejdstid, vil man mangle, og man vil ikke dele fælles hverdag med eleverne og mærke den puls, der er på højskolen.

Hvor eleverne med rette kan forvente at møde en sammenhæng og et nærvær udtrykt i en livsform, oplever de i stedet en instrumentaliseret hverdag opdelt i en arbejds- og fritidstænkning, hvor forstanderen og lærerne stempler ind og ud. 

Højskolen bevæger sig fra at være et værested til at blive et arbejdssted, hvor man i værste fald kommer som gæst. Især i disse år er det bekymrende, fordi så mange unge mistrives og lider af angst og stress, og de derfor mere end nogensinde har brug for vores nærvær.

Højskolernes lokale forankring

Når vi holder fast i debatten, er det, fordi vi mener, at vi har fat i noget af vital betydning. Ikke blot for højskolen, men også for det lokalsamfund, der omgiver højskolen. Bopælstilknytningen er nemlig også af afgørende betydning for forholdet mellem højskolen og lokalsamfundet.

De fleste højskoler er rejst, fordi folk på egnen ville det. Det seneste eksempel er Højskolen Mors, hvor ildsjæle på øen og i Flade, hvor højskolen ligger, har taget initiativet, rejst midlerne og brugt hundredvis af frivillige arbejdstimer på at gøre idé til virkelighed. 

Derfor er det også naturligt for Højskolen Mors, at forstander og lærere bor på eller ved skolen, for man kan ikke være en integreret del af det lokale fællesskab, som har skabt skolen, hvis man kommer pendlende dertil.

Rødding Højskole var ikke blevet genrejst for 16 år siden, hvis det ikke havde været for lokalbefolkningen. Den betydning, vi siden har haft for hinanden – skole og egn – er vigtig for begge parter. En veldreven højskole sætter Rødding på landkortet, og en aktiv og levende by har ikke bare betydning for os, der bor og arbejder på højskolen, men også for vores elever og kursister.

Siden genstarten har Rødding Højskole haft en lokal havegruppe på 30-40 personer, der fem gange om året kommer og ordner alle udenomsarealerne. Det er med til at knytte tætte bånd til lokalsamfundet, som forpligter, og vi på højskolen sørger for, at skolen er Rødding by og egns kulturelle midtpunkt. Hvert år åbner vi dørene for over 175 foredrag, koncerter, debatter m.v. Vores højskole er også stedet, hvor borgernes frivillige foreningsliv kan udfolde sig.

Det vigtigste bindeled mellem højskole og egn er, at vi på højskolen viser, at vi bor i byen, og at vores børn går i børnehave og skole i Rødding. Vi møder de andre forældre og får venner iblandt dem. Vi lader os vælge til skole- og kommunalbestyrelser og viser vores engagement i det lokale. Vi går i kirke, til sport, i biografen, til borgermøder osv., fordi vi er borgere i Rødding, og det er egentlig også, hvad en lokalbefolkning kan forvente af os.

I jubilæumsbogen fra 2019 ”Viljen til Rødding” udtaler en borger, der har boet i Rødding det meste af sit liv: “Jeg synes, det er prisværdigt, som de [forstanderparret] er blevet en del af byen. Derfor er det også godt, at de kæmper for at lærere og forstander skal bo på den højskole – eller efterskole – de er tilknyttet. Den nye forstander på Rødding Fri Fag- og Efterskole bliver boende i Grindsted. Her går hans børn i skole osv. Jeg kender alle undskyldningerne for ikke at flytte hertil. Men det skal være sådan, at man også er der i weekenden og om aftenen. At deres børn går i skole med vores børn. At lederen engagerer sig i byen, som Mads gør. Det giver et helt andet forhold mellem byen og skolen. Det andet er bare en fremmed – og den dag, han er væk, opdager man det ikke.”

Det udsagn er vi enige i. At ville en højskole er også at ville dens lokalsamfund så meget, at man vil bo og leve der.

Højskolerne har altid været en del af lokalsamfundet, hvilket ikke mindst skyldes, at forstanderen, lærerne og det øvrige personale har boet på eller ved skolen. De havde så at sige en egeninteresse i at være virksomme det sted, de boede.

Medborgerskab i praksis

Når en højskoles forstander, lærere og øvrige personale integrerer sig og er aktive borgere i deres lokalsamfund, kommer det ikke blot eleverne til gode, men det viser dem også eksempler på, hvad det vil sige at være medborger i praksis.

Bor forstander og lærere ikke længere på højskolen, siger det sig selv, at tilknytningen mellem skolen og lokalsamfundet bliver svagere, og skolerne risikerer at blive lukkede satellitter, der kun af historiske grunde ligger det pågældende sted, men nu afsondret fra resten af lokalsamfundet.

De fleste højskoler ligger i det såkaldte Udkantsdanmark. Ved at opretholde og prioritere bopælstilknytningen har højskolerne en enestående mulighed for at være med til at skabe liv i de udkanter, der står i fare for at blive funktionstømt, ved at højskolens ansatte engagerer sig i den lokale folkeskole, friskole, kirke, foreningsliv og politik. 

Tømmes lokalsamfundet omkring en højskole for indhold og liv, fordi befolkningen fraflytter, og forretninger og huse ender tomme, står en ensom højskole tilbage uden det naboskab og den kontekst, der skabte den.

Fortsætter afviklingen af bopælstilknytningen, vil højskolerne fortsat ligge derude i landskabet, hvor de gennem 178 år er rejst af aktive borgere på egnen. Eleverne er der døgnet rundt. Men en del af højskolens sjæl mangler. For forstanderen og lærerne er kørt hjem.

Selvfølgelig kan man arbejde på en højskole, hvis man bor 90 kilometer væk. Men er det sådan en slags højskoler, vi vil have, og skal denne udvikling virkelig fortsætte med de konsekvenser, vi beskriver? Er det dét, man vil fra FFD’s bestyrelses side? Er det den udvikling, skoleformen ønsker?

 

Else var i virkeligheden en smule træt. Hun skulle på arbejde senere den dag, og hun var kun gået med, fordi hendes kollega havde været meget insisterende. Det var søndag, og røgen hang tykt under loftet på det lokale værtshus i Varde. Else havde stadset sig op, for man vidste jo aldrig. De bestilte en kop kaffe og satte sig ned.  

Sven-Erik var i strålende humør. Han sad med sine bedste venner, Finn, Johs og de andre, og raflede. Som sædvanlig raflede de ‘Frederikshavner-7’er’. Det var søndag, og Sven-Erik tog endnu et hvæs af sin cigaret. Han havde masser af gelé i håret, der var skarpt redt tilbage, for man vidste jo aldrig. Han og vennerne drak flyversjusser – en skøn blanding af citronvand og snaps. 

Else er min mormor. Sven-Erik min morfar. De mødtes en søndag eftermiddag op til jul i 1962 på en beværtning i den vestjyske provinsby Varde. I dag bor de i Egen, en lille landsby uden for Guderup. En mindre, søvnig by uden for Sønderborg. En ganske almindelig provinsby i det sydlige Danmark. Else er 81 år, Sven-Erik 79 år. De spiller golf, spiser kartofler fra haven og er almindelige mennesker, hvis der er noget, der hedder det. 

Temaet for dette års årsskrift er bæredygtighed. I den klassiske forstand kan det velsagtens forstås som svaret på den klimakrise, vi befinder os i. Som noget med solceller og genbrug. Til trods for, at mine bedsteforældre ganske vist har solceller på taget (og ynder at berette, hvor meget varmt vand, de leverer), så er det ikke det, jeg brænder for at spørge dem om. Det er en anden form for bæredygtighed, der har med kærlighed, ægteskab og forældreskab at gøre. Man skal altid lytte til kloge mænd og kvinder. Og min mormor og morfar er blandt de klogeste mennesker, jeg kender. Hvad er et bæredygtigt forhold? Nogle gange skal man bare spørge. 

”Jeg tænker, at et bæredygtigt forhold er et ligeværdigt forhold, hvor man giver hinanden plads. Plads til at leve. At man ikke altid skal hænge op og ned ad hinanden,” svarer min mormor. 

Min morfar nikker og er enig:

”Det er fuldstændig rigtigt,” siger han på en helt særlig og dybfølt måde, hvor jeg ikke er i tvivl om, at han virkelig mener det. 

Min mormor og morfar har været sammen i en evighed. I min bevidsthed har de altid været det, altså sammen. Det er naturgiven. Mormor og morfar. Sagt på klingende jysk, sådan en smule for hurtigt. Mormor og morfar. Og altid i den rækkefølge. De har altid været sammen. 

Sådan er det selvfølgelig ikke. Der var en tid for Else, før hun mødte Sven-Erik. Og en tid for Sven-Erik, før han mødte Else. Og før de blev min mors mor og far. Og min mormor og morfar. 

En slags jubilæum

Min mormor voksede op i byen Bov et stenkast fra grænsen til Tyskland. Med tre søskende og et kørekort, der blev erhvervet ved at køre ned i den anden ende af vejen og tilbage igen. Sådan var det derude på landet. Familien boede på en større gård, der i dag er ukendelig. Stuehuset står, hvor det stod, men omkring det er bygget parcelhuse. Min morfar voksede op i Varde. I et boligbyggeri på Ortenvej med alt for lidt plads og alt for meget krudt i røven. I baggården var der plads til at lave alskens narrestreger og udkæmpe drabelige krige mod de andre børn på vejen. 

De mødte som bekendt hinanden i julen 1962. Jeg siger til dem, at vi skal fejre deres jubilæum denne jul. 

”Det er da det, vi skal!” udbryder min mormor.

”Ja, man kan sige, at vi har 50-års jubilæum,” tilføjer min morfar. 

Jeg bemærker høfligt, at det er 60 år siden, de mødte hinanden. Min mormor bryder ud i sit sædvanlige hjertevarme grin. 

”Er du bims, manner!” udbryder min morfar. Min morfar arbejdede som skattechef i Augustenborg Kommune i mange år, så hovedregne kan han sagtens. Jeg har selv kun prøvet at tælle måneder i et forhold. Når man skal tælle ikke blot år, men også årtier, så kan det hele vel flyde sammen, forestiller jeg mig. Ikke fordi, det betyder mindre, snarere tværtimod. 

I 1963 blev de forlovet. 1965 blev de gift. For 57 år siden. Siden da har de været hr. og fru Vad med alt, hvad det indebærer. Bryllupsdage, børnefødselsdage, bilkøb, blomkålssalater, babysitning, bagagerum og begejstring. Jeg spørger min morfar, om det var ham, der friede – og hvordan det foregik. 

”Det tror jeg, at vi var ret enige om,” svarer han.

Jeg har et kort øjeblik glemt, at 1963 er længe siden.

”I gamle dage måtte man ikke bo sammen eller sove sammen, medmindre man var nærmest gift. Når du har ring på, så er du nærmest gift,” konstaterer min morfar. Sådan kan kærlighed blive et praktisk, men stadig smukt anliggende.  

I 1966 blev min mor født. Ret præcist 9 måneder efter min mormor og morfars bryllup. Ét af livets skønne sammentræf. I 1971 hendes lillebror, min onkel. Jeg spørger mine bedsteforældre, hvordan det var at blive forældre.

”Det handlede om at have respekt for, at nu havde vi fået et barn, og så skulle vi hjælpes ad med det. Det var helt naturligt, men gav samtidig en ny indfaldsvinkel til livet. Det var fantastisk,” svarer min morfar. 

Mormor tilføjer:

”Morfar var faktisk med til fødslen hele vejen igennem. Det var der ikke mange mænd, der var i 1960’erne”. Sådan, morfar!

Midt under oliekrisen i 1973 og 1974 byggede de hus i Egen. Til en rente faretruende tæt på 20 %. Her bor de endnu. For forbipasserende er det et halvstort, meget almindeligt hus fra 70’erne. For mig er det mit andet hjem, og det tætteste jeg har været på et jordisk paradis. Haven er med tiden blevet mere enkel og dermed nemmere at holde. Sådan går det jo. Mine søstre og jeg hjælper tit med at ordne haven. Slå græs, kløve brænde og skære ned. 

Mormor udbryder let opfordrende: 

”Vi glæder os til, at I kommer herhjem en gang imellem! Det er skønt!”.

Fra et barnebarn til alle de andre: Det er umuligt at besøge sine bedsteforældre for ofte.

Sådan er det altså

Der er svære perioder i ethvert liv. I ethvert forhold. I enhver familie. Også i min. 

”De kommer i alle forhold,” konstaterer min mormor. ”Vi er da heller ikke altid enige om alting. Og vi kan også komme højt op. Men så finder vi ud af det ved at tale det igennem”.

Morfar supplerer:

”I det svære perioder er det især vigtigt, at man er fælles om tingene”.

”Ja, vi kom igennem. Og vi kan ikke lave det om”, tilføjer mormor lakonisk, inden hun fortsætter: ”I sådanne perioder er det vigtigt med tillid. Når morfar gjorde noget med og for børnene, så var og er jeg nødt til at stole på ham”.

Jeg fornemmer, at tillid er en bærende væg i et bæredygtigt forhold. Det spørger jeg dem om. 

”Ja og gensidig respekt,” siger morfar. Han er et ordentligt menneske.

”Og så skal man jo også holde af hinanden. Man skal ikke være ligeglade med hinanden,” tilføjer min mormor på vanlig poetisk facon. 

Jeg forsøger at spørge om bæredygtigheden igen. Jeg spørger på bedste parterapeutfacon: “Gør I noget for at holde jeres forhold bæredygtigt?”Morfar svarer overbærende:

”Nej. Det meste er implicit efterhånden. Det udvikler sig naturligt, og uden man tænker over det”.

Jeg søger videre og spørger: “Bliver I stadig overraskede over hinanden?”

”Det er ikke ret tit, da,” svarer mormor og fortsætter med sit smittende grin: ”Det er ikke altid det rigtige, morfar gør, men jeg bliver ikke overrasket over det. Ja, det er lidt kedeligt, men sådan er det altså”.

Sådan er det altså. Mine bedsteforældre er fra en generation, hvor man ikke skilter så meget med den. Kærligheden. Den ligger der. Implicit. Uudtalt, men stadig enormt meget til stede. Jeg har aldrig været i tvivl. Min morfar og jeg var på et tidspunkt i Warszawa for at besøge min onkel, der boede i den polske hovedstad. Jeg var 15 år, og jeg havde, som alle andre teenagere, nok at gøre med at frygte, hvornår den næste bums piblede frem på panden. Jeg husker dog tydeligt en aften omkring sengetid, hvor morfar sad med sin telefon. Jeg spurgte, hvad lavede. Han kiggede op, smilede varmt og sagde med den største selvfølge:

”Jeg skriver da godnat til mormor”. Naturligvis. 

Tag kærligheden med

Jeg beundrer min mormor og morfar. Det er ingen hemmelighed. Derfor er jeg tryg ved at spørge dem, om de har nogle gode råd, de gerne vil sende videre. Til unge og bare yngre mennesker. Min morfar holder en af sine berømte tænkepauser. Kunstpauser, om man vil.

”Det er vigtigt, at man gennem hele sit livsforløb giver sig tid til at stoppe op og filosofere lidt. At man spørger sig selv: Hvor er jeg? Hvor er vi? I stedet for at det hele tordner afsted,” siger han. 

”Jeg tror, at det er vigtigt i et parforhold, at man holder af hinanden, tager om hinanden og måske får et kys en gang imellem,” siger min mormor med sikkerhed i stemmen. 

”Jeg tror, at mormor har meget ret. Det kan godt gå hen og blive ingenting, hvis ikke man minder hinanden om det,” siger min morfar. På en helt særlig og dybfølt måde, hvor jeg ikke er i tvivl om, at han virkelig mener det.

Der er øjeblikke, hvor store ord bliver større. Det er sådan det føles at tale med sin mormor og morfar om kærlighed, ægteskab og forældreskab. I al fald for mig. Omtrent en time efter samtalen var færdig, modtog jeg en besked fra min morfar. Mormor og morfar havde lige brug for at understrege en pointe. 

Der stod: 

“Kære Johan. 

Kærlighed. 

Det er det vigtigste i et bæredygtigt ægteskab. 

Kh mm og mf”. 

Så let kan det siges. 

Tag kærligheden med. 

Tag om hinanden.

Og husk at altid at give rigeligt med kys og kram. 

Dét er bæredygtigt. 

Mormor og morfar har talt. 

Kh.

I foråret 2022 gjorde flere politiske demonstrationer brug af civil ulydighed for at sætte fokus på klimaet. Klima-aktivist og tidligere Rødding elev Ida Lund sad på forreste række og brød loven i klimaets navn.

Fredag d. 6. maj 2022 begyndte over hundredvis af unge klimaaktivister at blokere samtlige broer til Øen Slotsholmen i København. Hjemstedet for Folketinget, flere ministerier og dermed den symbolske politiske magt i Danmark. Under overskriften ”Vendepunktet – Oprør eller Klimakaos” indledte klimaaktivisterne fra Extinction Rebellion en hel uge med aktioner og demonstrationer, der skulle sætte fokus på klimaet. Aktionerne gjorde brug af civil ulydighed, hvor man bevidst bryder loven af hensyn til moralske værdier – også selvom der er en chance for at blive anholdt. 

Vi har spurgt Ida Lund, tidligere elev fra Rødding i foråret ’21, som deltog i denne aktion, hvorfor hun ville anholdes i kampen for klimaet, og om hun mener, at man kan kalde civil ulydighed for klimaet en ”bæredygtig protest”. 

Helt praktisk, hvad gik aktionen d. 6. maj 2022 ud på, og hvordan er det du endte i arresten i Bellahøj?

”Vi var omkring 500 mennesker, som satte os ned på alle broerne, der går ind til Slotsholmen. Her satte vi os så og ville ikke flytte os. Jeg sad på Højbro, som er den lille bro, der går fra Strøget over til Christiansborg. Det var egentligt meget stille og roligt. Der var nogen, der havde et klaver, og så vi sad og sang højskolesange og tegnede med kridt på vejen. Vi ville sidde der for at sende et signal til politikerne om, at vi kræver handling på klimaområdet. 

Politiet begyndte først at fjerne demonstranter fra de større og mere trafikerede broer, men den bro, jeg sad på, var den sidste, hvor de fjernede demonstranterne, fordi der ikke rigtig kører nogle biler der. Så mens vi sad der, var der både koncerter og taler.  Efter jeg havde siddet på broen i ca. seks timer, kom politiet så og fjernede os, hvor de kørte 135 af os til arresten i Bellahøj. 

Hvis man sidder på vejen, så man blokerer for biler og trafik, som vi gjorde, bliver man sigtet efter ordensbekendtgørelsen, hvilket udløser en bøde. Extinction Rebellion har organiseret det på den måde, at alle betaler 50 kr. om måneden til bødebanken, som er en slags solidarisk aktivist forsikring, som så dækker ens bøder.”

Hvorfor synes du, at det er værd at blive anholdt for klimaet?

Vi demonstrerede for klimaet, fordi vi står i den her klimanødsituation. Klimavidenskaben fastsætter hele tiden, hvor alvorlig situation er, og vi har virkelig få år til at rette op på vores skader og til at ændre kurs. Men desværre kan man se, at politikerne ikke lytter til den klimavidenskab, og de fører ikke politik efter den. 

Jeg har prøvet med alle andre metoder, jeg kan forestille mig. Jeg har skrevet debatindlæg, holdt oplæg, konferencer, arrangeret demonstrationer og haft møder med politikerne. Jeg har virkelig prøvet alle andre metoder, og jeg oplever bare, at de stadig ikke lytter. Så det her var altså en form for sidste udvej, at jeg brugte min egen krop i et forsøg på at få politikerne til at lytte.

Når vi laver andre lovlige demonstrationer, står politikerne og klapper, og de siger: ”godt gået!”. Men de implementerer det ikke i deres politik. Så det var også et forsøg på at få politikerne til at stoppe med at ignorere eller klappe ad os, men faktisk tvinge dem til at tage stilling til klimakrisen. 

Der har efterfølgende været en del debat om politiets håndtering af situationen, hvor blandt andre forfatteren Carsten Jensen, som også deltog, har kritiseret politiet. Hvad var var din oplevelse af politiet den dag?

Jeg synes ikke, at politiets håndtering var særlig god. De havde slet ikke kapacitet nok til at have så mange mennesker i Bellahøj, så vi fik ikke mulighed for at ringe til vores advokat, som man eller har ret til. Vi fik heller ikke mulighed for at komme på toilettet i rigtig mange timer, og vi blev hverken tilbudt mad eller vand. Vi sad i totalt overfyldte lokaler, hvor der alt for mange mennesker. Væggene var helt våde af kondens, fordi vi var så mange mennesker. Jeg sad i alt i Bellahøj i næsten 10 timer, inden jeg blev løsladt. 

Politiet skelnede ikke mellem, om vi var klimaaktivister, som netop havde siddet og sunget højskolesange, eller om vi var hardcore kriminelle. Vi var rigtig mange unge, men også en masse ældre mennesker fra Bedsteforældrenes Klimaaktion. Der var eksempelvis en 78-årig kvinde, der også sad med os på bænken. Det var hendes fødselsdag, så vi sang fødselsdagssang for hende. Vi var ikke hardcore kriminelle, vi var helt fredelige, men politiet var meget aggressive i deres kommunikation, og de råbte meget ad os. 

Har dit førstehåndsmøde med politiet ændret dit syn på, hvilke vilkår man har for at udøve sin ytringsfrihed i Danmark?

Det har gjort meget bange for politiet, desværre.  Men jeg ved ikke, om det har ændret mit syn på min mulighed for at demonstrere i Danmark. Jeg har kæmpe sympati med dem, der demonstrerer i andre lande, fordi jeg synes jo, at det var slemt i Danmark, men der er så mange andre steder i verden, hvor det er endnu værre. Det er også et kæmpe privilegium, at man i det globale nord kan kaste sig i armene på politiet på den måde, som vi gjorde. I andre lande har det meget store konsekvenser, og aktivister sætter deres liv på spil. Det synes jeg er ret vildt, og man bør være bevidst om, hvilket privilegium det er, at vi kan demonstrere på denne her måde i Danmark. 

Hvad med de mange mennesker hvis dagligdag pludselig bliver forstyrret af Extinction Rebellions aktioner. Forældre, der måske er på vej på til at aflevere deres børn, familier på vej på ferie, eller folk der bare gør deres arbejde, men som pludseligt bliver forhindret af jeres politiske aktioner. Hvorfor skal de blandes ind i det? 

Det er et virkelig godt spørgsmål, som også er en årsag til, at jeg selv tænker meget over, hvad civil ulydighed er, og hvornår det er passende at bruge den metode. De civile ulydighedsaktioner, jeg har deltaget i, har aldrig været rettet mod almindelige mennesker, med derimod mod politikere eller kæmpe internationale fossile firmaer. Så det er aldrig de almindelige mennesker, man forsøger at ramme, men man kan desværre ikke undgå, at det sker. Civil ulydighed er ikke en perfekt metode, men man må også se det lidt i et større billede. Vi forsøger at kæmpe for hele jordkloden, alle arterne, fremtidige generationer, og mennesker i det globale syd, som bliver ramt af det her, og som dør af det på grund af klimaforandringerne lige nu. Så det er lidt nogle forskellige niveauer, det her foregår på. 

Tror du, at civil ulydighed er den rigtige vej frem, hvis man ønsker handling for klimaet? Eller kan du forstå dem, der vil sige, at mere ekstreme taktikker som civil ulydighed skaber polarising, og man risikerer at skræmme folk væk, som ellers normalt ville bakke op om klimakampen?

Dét er netop også en af ulemperne ved det. Det er hele tiden en opvejning af fordele og ulemper, men jeg tror i sidste ende,at fordelene er større end ulemperne. Det virker for øvrigt heller ikke til, at folk bekymrer sig mindre om klimaet, efter at Extinction Rebellion og andre grønne organisationer har lavet civil ulydighedsaktioner i klimaets navn. Jeg har svært ved at forestille mig, at folk ville vende klimaet ryggen på den måde.

Vi oplever, at når vi gør brug af civil ulighed, så kommer vi rigtig meget i medierne, og på den måde bliver der også sat fokus på klimakampen. For eksempel under valgkampen, hvor der nærmest ikke bliver snakket om klima, så har civile ulydighedsaktioner været med til at sætte fokus på, at der altså er en kæmpe klimakrise, som raser. 

Kan det ikke være for ekstremt at gøre brug af civil ulighed, når nu vi lever i et demokrati, hvor du for eksempel har mulighed for at stemme på partier, som deler din holdning til klimaspørgsmålet?

Jeg synes tit, at man taler om civil ulydighed, som om det er vanvittigt ekstremt, men er det i virkelig så ekstremt, det vi gør? Det, der er er ekstremt, er klimakrisen, og at vi ikke gør noget ved den. Det er ekstremt, at en tredjedel af Pakistan var under vand for få uger siden, og det er ekstremt, at der er så mange mennesker, der allerede nu dør på grund af klimaforandringer. Så set i det lys, synes jeg ikke, det er så ekstremt at sætte sig ned for klimaet. 

Jeg synes, det er rigtigt vigtigt at fremhæve, at det er de færreste klimaaktivister, der kun laver civil ulydighed. De fleste laver også alt muligt andet, så det er mere at se det som den sidste udvej. Men jeg kan godt forstå, at folk bliver irriteret, og jeg kan godt sætte mig ind i den irritation. Nogle gange bliver jeg også selv i tvivl om, om det er det rigtige at gøre, og jeg tror, det er vigtigt, at man tænker over det. 

Klimakrisen er også grunden til, at jeg læser Statskundskab. Jeg uddanner mig også på universitetet for at være med til at kunne ændre verden på den måde. Problemet er, at når jeg bliver færdig om fire år, så er det for sent. IPPCC’s seneste rapport fastslog, at vi har tre år til at nå målet om 1,5 graders reduktion fra Paris Aftalen, og om tre år, ja, der er jeg stadig i gang med at læse. Så det er ligesom nu, at vi skal have noget handling, og jeg synes ikke, at politikerne opfører sig som om, at der er tre år tilbage.