Årsskrift 2022

Else var i virkeligheden en smule træt. Hun skulle på arbejde senere den dag, og hun var kun gået med, fordi hendes kollega havde været meget insisterende. Det var søndag, og røgen hang tykt under loftet på det lokale værtshus i Varde. Else havde stadset sig op, for man vidste jo aldrig. De bestilte en kop kaffe og satte sig ned.  

Sven-Erik var i strålende humør. Han sad med sine bedste venner, Finn, Johs og de andre, og raflede. Som sædvanlig raflede de ‘Frederikshavner-7’er’. Det var søndag, og Sven-Erik tog endnu et hvæs af sin cigaret. Han havde masser af gelé i håret, der var skarpt redt tilbage, for man vidste jo aldrig. Han og vennerne drak flyversjusser – en skøn blanding af citronvand og snaps. 

Else er min mormor. Sven-Erik min morfar. De mødtes en søndag eftermiddag op til jul i 1962 på en beværtning i den vestjyske provinsby Varde. I dag bor de i Egen, en lille landsby uden for Guderup. En mindre, søvnig by uden for Sønderborg. En ganske almindelig provinsby i det sydlige Danmark. Else er 81 år, Sven-Erik 79 år. De spiller golf, spiser kartofler fra haven og er almindelige mennesker, hvis der er noget, der hedder det. 

Temaet for dette års årsskrift er bæredygtighed. I den klassiske forstand kan det velsagtens forstås som svaret på den klimakrise, vi befinder os i. Som noget med solceller og genbrug. Til trods for, at mine bedsteforældre ganske vist har solceller på taget (og ynder at berette, hvor meget varmt vand, de leverer), så er det ikke det, jeg brænder for at spørge dem om. Det er en anden form for bæredygtighed, der har med kærlighed, ægteskab og forældreskab at gøre. Man skal altid lytte til kloge mænd og kvinder. Og min mormor og morfar er blandt de klogeste mennesker, jeg kender. Hvad er et bæredygtigt forhold? Nogle gange skal man bare spørge. 

”Jeg tænker, at et bæredygtigt forhold er et ligeværdigt forhold, hvor man giver hinanden plads. Plads til at leve. At man ikke altid skal hænge op og ned ad hinanden,” svarer min mormor. 

Min morfar nikker og er enig:

”Det er fuldstændig rigtigt,” siger han på en helt særlig og dybfølt måde, hvor jeg ikke er i tvivl om, at han virkelig mener det. 

Min mormor og morfar har været sammen i en evighed. I min bevidsthed har de altid været det, altså sammen. Det er naturgiven. Mormor og morfar. Sagt på klingende jysk, sådan en smule for hurtigt. Mormor og morfar. Og altid i den rækkefølge. De har altid været sammen. 

Sådan er det selvfølgelig ikke. Der var en tid for Else, før hun mødte Sven-Erik. Og en tid for Sven-Erik, før han mødte Else. Og før de blev min mors mor og far. Og min mormor og morfar. 

En slags jubilæum

Min mormor voksede op i byen Bov et stenkast fra grænsen til Tyskland. Med tre søskende og et kørekort, der blev erhvervet ved at køre ned i den anden ende af vejen og tilbage igen. Sådan var det derude på landet. Familien boede på en større gård, der i dag er ukendelig. Stuehuset står, hvor det stod, men omkring det er bygget parcelhuse. Min morfar voksede op i Varde. I et boligbyggeri på Ortenvej med alt for lidt plads og alt for meget krudt i røven. I baggården var der plads til at lave alskens narrestreger og udkæmpe drabelige krige mod de andre børn på vejen. 

De mødte som bekendt hinanden i julen 1962. Jeg siger til dem, at vi skal fejre deres jubilæum denne jul. 

”Det er da det, vi skal!” udbryder min mormor.

”Ja, man kan sige, at vi har 50-års jubilæum,” tilføjer min morfar. 

Jeg bemærker høfligt, at det er 60 år siden, de mødte hinanden. Min mormor bryder ud i sit sædvanlige hjertevarme grin. 

”Er du bims, manner!” udbryder min morfar. Min morfar arbejdede som skattechef i Augustenborg Kommune i mange år, så hovedregne kan han sagtens. Jeg har selv kun prøvet at tælle måneder i et forhold. Når man skal tælle ikke blot år, men også årtier, så kan det hele vel flyde sammen, forestiller jeg mig. Ikke fordi, det betyder mindre, snarere tværtimod. 

I 1963 blev de forlovet. 1965 blev de gift. For 57 år siden. Siden da har de været hr. og fru Vad med alt, hvad det indebærer. Bryllupsdage, børnefødselsdage, bilkøb, blomkålssalater, babysitning, bagagerum og begejstring. Jeg spørger min morfar, om det var ham, der friede – og hvordan det foregik. 

”Det tror jeg, at vi var ret enige om,” svarer han.

Jeg har et kort øjeblik glemt, at 1963 er længe siden.

”I gamle dage måtte man ikke bo sammen eller sove sammen, medmindre man var nærmest gift. Når du har ring på, så er du nærmest gift,” konstaterer min morfar. Sådan kan kærlighed blive et praktisk, men stadig smukt anliggende.  

I 1966 blev min mor født. Ret præcist 9 måneder efter min mormor og morfars bryllup. Ét af livets skønne sammentræf. I 1971 hendes lillebror, min onkel. Jeg spørger mine bedsteforældre, hvordan det var at blive forældre.

”Det handlede om at have respekt for, at nu havde vi fået et barn, og så skulle vi hjælpes ad med det. Det var helt naturligt, men gav samtidig en ny indfaldsvinkel til livet. Det var fantastisk,” svarer min morfar. 

Mormor tilføjer:

”Morfar var faktisk med til fødslen hele vejen igennem. Det var der ikke mange mænd, der var i 1960’erne”. Sådan, morfar!

Midt under oliekrisen i 1973 og 1974 byggede de hus i Egen. Til en rente faretruende tæt på 20 %. Her bor de endnu. For forbipasserende er det et halvstort, meget almindeligt hus fra 70’erne. For mig er det mit andet hjem, og det tætteste jeg har været på et jordisk paradis. Haven er med tiden blevet mere enkel og dermed nemmere at holde. Sådan går det jo. Mine søstre og jeg hjælper tit med at ordne haven. Slå græs, kløve brænde og skære ned. 

Mormor udbryder let opfordrende: 

”Vi glæder os til, at I kommer herhjem en gang imellem! Det er skønt!”.

Fra et barnebarn til alle de andre: Det er umuligt at besøge sine bedsteforældre for ofte.

Sådan er det altså

Der er svære perioder i ethvert liv. I ethvert forhold. I enhver familie. Også i min. 

”De kommer i alle forhold,” konstaterer min mormor. ”Vi er da heller ikke altid enige om alting. Og vi kan også komme højt op. Men så finder vi ud af det ved at tale det igennem”.

Morfar supplerer:

”I det svære perioder er det især vigtigt, at man er fælles om tingene”.

”Ja, vi kom igennem. Og vi kan ikke lave det om”, tilføjer mormor lakonisk, inden hun fortsætter: ”I sådanne perioder er det vigtigt med tillid. Når morfar gjorde noget med og for børnene, så var og er jeg nødt til at stole på ham”.

Jeg fornemmer, at tillid er en bærende væg i et bæredygtigt forhold. Det spørger jeg dem om. 

”Ja og gensidig respekt,” siger morfar. Han er et ordentligt menneske.

”Og så skal man jo også holde af hinanden. Man skal ikke være ligeglade med hinanden,” tilføjer min mormor på vanlig poetisk facon. 

Jeg forsøger at spørge om bæredygtigheden igen. Jeg spørger på bedste parterapeutfacon: “Gør I noget for at holde jeres forhold bæredygtigt?”Morfar svarer overbærende:

”Nej. Det meste er implicit efterhånden. Det udvikler sig naturligt, og uden man tænker over det”.

Jeg søger videre og spørger: “Bliver I stadig overraskede over hinanden?”

”Det er ikke ret tit, da,” svarer mormor og fortsætter med sit smittende grin: ”Det er ikke altid det rigtige, morfar gør, men jeg bliver ikke overrasket over det. Ja, det er lidt kedeligt, men sådan er det altså”.

Sådan er det altså. Mine bedsteforældre er fra en generation, hvor man ikke skilter så meget med den. Kærligheden. Den ligger der. Implicit. Uudtalt, men stadig enormt meget til stede. Jeg har aldrig været i tvivl. Min morfar og jeg var på et tidspunkt i Warszawa for at besøge min onkel, der boede i den polske hovedstad. Jeg var 15 år, og jeg havde, som alle andre teenagere, nok at gøre med at frygte, hvornår den næste bums piblede frem på panden. Jeg husker dog tydeligt en aften omkring sengetid, hvor morfar sad med sin telefon. Jeg spurgte, hvad lavede. Han kiggede op, smilede varmt og sagde med den største selvfølge:

”Jeg skriver da godnat til mormor”. Naturligvis. 

Tag kærligheden med

Jeg beundrer min mormor og morfar. Det er ingen hemmelighed. Derfor er jeg tryg ved at spørge dem, om de har nogle gode råd, de gerne vil sende videre. Til unge og bare yngre mennesker. Min morfar holder en af sine berømte tænkepauser. Kunstpauser, om man vil.

”Det er vigtigt, at man gennem hele sit livsforløb giver sig tid til at stoppe op og filosofere lidt. At man spørger sig selv: Hvor er jeg? Hvor er vi? I stedet for at det hele tordner afsted,” siger han. 

”Jeg tror, at det er vigtigt i et parforhold, at man holder af hinanden, tager om hinanden og måske får et kys en gang imellem,” siger min mormor med sikkerhed i stemmen. 

”Jeg tror, at mormor har meget ret. Det kan godt gå hen og blive ingenting, hvis ikke man minder hinanden om det,” siger min morfar. På en helt særlig og dybfølt måde, hvor jeg ikke er i tvivl om, at han virkelig mener det.

Der er øjeblikke, hvor store ord bliver større. Det er sådan det føles at tale med sin mormor og morfar om kærlighed, ægteskab og forældreskab. I al fald for mig. Omtrent en time efter samtalen var færdig, modtog jeg en besked fra min morfar. Mormor og morfar havde lige brug for at understrege en pointe. 

Der stod: 

“Kære Johan. 

Kærlighed. 

Det er det vigtigste i et bæredygtigt ægteskab. 

Kh mm og mf”. 

Så let kan det siges. 

Tag kærligheden med. 

Tag om hinanden.

Og husk at altid at give rigeligt med kys og kram. 

Dét er bæredygtigt. 

Mormor og morfar har talt. 

Kh.

I foråret 2022 gjorde flere politiske demonstrationer brug af civil ulydighed for at sætte fokus på klimaet. Klima-aktivist og tidligere Rødding elev Ida Lund sad på forreste række og brød loven i klimaets navn.

Fredag d. 6. maj 2022 begyndte over hundredvis af unge klimaaktivister at blokere samtlige broer til Øen Slotsholmen i København. Hjemstedet for Folketinget, flere ministerier og dermed den symbolske politiske magt i Danmark. Under overskriften ”Vendepunktet – Oprør eller Klimakaos” indledte klimaaktivisterne fra Extinction Rebellion en hel uge med aktioner og demonstrationer, der skulle sætte fokus på klimaet. Aktionerne gjorde brug af civil ulydighed, hvor man bevidst bryder loven af hensyn til moralske værdier – også selvom der er en chance for at blive anholdt. 

Vi har spurgt Ida Lund, tidligere elev fra Rødding i foråret ’21, som deltog i denne aktion, hvorfor hun ville anholdes i kampen for klimaet, og om hun mener, at man kan kalde civil ulydighed for klimaet en ”bæredygtig protest”. 

Helt praktisk, hvad gik aktionen d. 6. maj 2022 ud på, og hvordan er det du endte i arresten i Bellahøj?

”Vi var omkring 500 mennesker, som satte os ned på alle broerne, der går ind til Slotsholmen. Her satte vi os så og ville ikke flytte os. Jeg sad på Højbro, som er den lille bro, der går fra Strøget over til Christiansborg. Det var egentligt meget stille og roligt. Der var nogen, der havde et klaver, og så vi sad og sang højskolesange og tegnede med kridt på vejen. Vi ville sidde der for at sende et signal til politikerne om, at vi kræver handling på klimaområdet. 

Politiet begyndte først at fjerne demonstranter fra de større og mere trafikerede broer, men den bro, jeg sad på, var den sidste, hvor de fjernede demonstranterne, fordi der ikke rigtig kører nogle biler der. Så mens vi sad der, var der både koncerter og taler.  Efter jeg havde siddet på broen i ca. seks timer, kom politiet så og fjernede os, hvor de kørte 135 af os til arresten i Bellahøj. 

Hvis man sidder på vejen, så man blokerer for biler og trafik, som vi gjorde, bliver man sigtet efter ordensbekendtgørelsen, hvilket udløser en bøde. Extinction Rebellion har organiseret det på den måde, at alle betaler 50 kr. om måneden til bødebanken, som er en slags solidarisk aktivist forsikring, som så dækker ens bøder.”

Hvorfor synes du, at det er værd at blive anholdt for klimaet?

Vi demonstrerede for klimaet, fordi vi står i den her klimanødsituation. Klimavidenskaben fastsætter hele tiden, hvor alvorlig situation er, og vi har virkelig få år til at rette op på vores skader og til at ændre kurs. Men desværre kan man se, at politikerne ikke lytter til den klimavidenskab, og de fører ikke politik efter den. 

Jeg har prøvet med alle andre metoder, jeg kan forestille mig. Jeg har skrevet debatindlæg, holdt oplæg, konferencer, arrangeret demonstrationer og haft møder med politikerne. Jeg har virkelig prøvet alle andre metoder, og jeg oplever bare, at de stadig ikke lytter. Så det her var altså en form for sidste udvej, at jeg brugte min egen krop i et forsøg på at få politikerne til at lytte.

Når vi laver andre lovlige demonstrationer, står politikerne og klapper, og de siger: ”godt gået!”. Men de implementerer det ikke i deres politik. Så det var også et forsøg på at få politikerne til at stoppe med at ignorere eller klappe ad os, men faktisk tvinge dem til at tage stilling til klimakrisen. 

Der har efterfølgende været en del debat om politiets håndtering af situationen, hvor blandt andre forfatteren Carsten Jensen, som også deltog, har kritiseret politiet. Hvad var var din oplevelse af politiet den dag?

Jeg synes ikke, at politiets håndtering var særlig god. De havde slet ikke kapacitet nok til at have så mange mennesker i Bellahøj, så vi fik ikke mulighed for at ringe til vores advokat, som man eller har ret til. Vi fik heller ikke mulighed for at komme på toilettet i rigtig mange timer, og vi blev hverken tilbudt mad eller vand. Vi sad i totalt overfyldte lokaler, hvor der alt for mange mennesker. Væggene var helt våde af kondens, fordi vi var så mange mennesker. Jeg sad i alt i Bellahøj i næsten 10 timer, inden jeg blev løsladt. 

Politiet skelnede ikke mellem, om vi var klimaaktivister, som netop havde siddet og sunget højskolesange, eller om vi var hardcore kriminelle. Vi var rigtig mange unge, men også en masse ældre mennesker fra Bedsteforældrenes Klimaaktion. Der var eksempelvis en 78-årig kvinde, der også sad med os på bænken. Det var hendes fødselsdag, så vi sang fødselsdagssang for hende. Vi var ikke hardcore kriminelle, vi var helt fredelige, men politiet var meget aggressive i deres kommunikation, og de råbte meget ad os. 

Har dit førstehåndsmøde med politiet ændret dit syn på, hvilke vilkår man har for at udøve sin ytringsfrihed i Danmark?

Det har gjort meget bange for politiet, desværre.  Men jeg ved ikke, om det har ændret mit syn på min mulighed for at demonstrere i Danmark. Jeg har kæmpe sympati med dem, der demonstrerer i andre lande, fordi jeg synes jo, at det var slemt i Danmark, men der er så mange andre steder i verden, hvor det er endnu værre. Det er også et kæmpe privilegium, at man i det globale nord kan kaste sig i armene på politiet på den måde, som vi gjorde. I andre lande har det meget store konsekvenser, og aktivister sætter deres liv på spil. Det synes jeg er ret vildt, og man bør være bevidst om, hvilket privilegium det er, at vi kan demonstrere på denne her måde i Danmark. 

Hvad med de mange mennesker hvis dagligdag pludselig bliver forstyrret af Extinction Rebellions aktioner. Forældre, der måske er på vej på til at aflevere deres børn, familier på vej på ferie, eller folk der bare gør deres arbejde, men som pludseligt bliver forhindret af jeres politiske aktioner. Hvorfor skal de blandes ind i det? 

Det er et virkelig godt spørgsmål, som også er en årsag til, at jeg selv tænker meget over, hvad civil ulydighed er, og hvornår det er passende at bruge den metode. De civile ulydighedsaktioner, jeg har deltaget i, har aldrig været rettet mod almindelige mennesker, med derimod mod politikere eller kæmpe internationale fossile firmaer. Så det er aldrig de almindelige mennesker, man forsøger at ramme, men man kan desværre ikke undgå, at det sker. Civil ulydighed er ikke en perfekt metode, men man må også se det lidt i et større billede. Vi forsøger at kæmpe for hele jordkloden, alle arterne, fremtidige generationer, og mennesker i det globale syd, som bliver ramt af det her, og som dør af det på grund af klimaforandringerne lige nu. Så det er lidt nogle forskellige niveauer, det her foregår på. 

Tror du, at civil ulydighed er den rigtige vej frem, hvis man ønsker handling for klimaet? Eller kan du forstå dem, der vil sige, at mere ekstreme taktikker som civil ulydighed skaber polarising, og man risikerer at skræmme folk væk, som ellers normalt ville bakke op om klimakampen?

Dét er netop også en af ulemperne ved det. Det er hele tiden en opvejning af fordele og ulemper, men jeg tror i sidste ende,at fordelene er større end ulemperne. Det virker for øvrigt heller ikke til, at folk bekymrer sig mindre om klimaet, efter at Extinction Rebellion og andre grønne organisationer har lavet civil ulydighedsaktioner i klimaets navn. Jeg har svært ved at forestille mig, at folk ville vende klimaet ryggen på den måde.

Vi oplever, at når vi gør brug af civil ulighed, så kommer vi rigtig meget i medierne, og på den måde bliver der også sat fokus på klimakampen. For eksempel under valgkampen, hvor der nærmest ikke bliver snakket om klima, så har civile ulydighedsaktioner været med til at sætte fokus på, at der altså er en kæmpe klimakrise, som raser. 

Kan det ikke være for ekstremt at gøre brug af civil ulighed, når nu vi lever i et demokrati, hvor du for eksempel har mulighed for at stemme på partier, som deler din holdning til klimaspørgsmålet?

Jeg synes tit, at man taler om civil ulydighed, som om det er vanvittigt ekstremt, men er det i virkelig så ekstremt, det vi gør? Det, der er er ekstremt, er klimakrisen, og at vi ikke gør noget ved den. Det er ekstremt, at en tredjedel af Pakistan var under vand for få uger siden, og det er ekstremt, at der er så mange mennesker, der allerede nu dør på grund af klimaforandringer. Så set i det lys, synes jeg ikke, det er så ekstremt at sætte sig ned for klimaet. 

Jeg synes, det er rigtigt vigtigt at fremhæve, at det er de færreste klimaaktivister, der kun laver civil ulydighed. De fleste laver også alt muligt andet, så det er mere at se det som den sidste udvej. Men jeg kan godt forstå, at folk bliver irriteret, og jeg kan godt sætte mig ind i den irritation. Nogle gange bliver jeg også selv i tvivl om, om det er det rigtige at gøre, og jeg tror, det er vigtigt, at man tænker over det. 

Klimakrisen er også grunden til, at jeg læser Statskundskab. Jeg uddanner mig også på universitetet for at være med til at kunne ændre verden på den måde. Problemet er, at når jeg bliver færdig om fire år, så er det for sent. IPPCC’s seneste rapport fastslog, at vi har tre år til at nå målet om 1,5 graders reduktion fra Paris Aftalen, og om tre år, ja, der er jeg stadig i gang med at læse. Så det er ligesom nu, at vi skal have noget handling, og jeg synes ikke, at politikerne opfører sig som om, at der er tre år tilbage.