De fleste højskoler er rejst af aktive borgere på den egn, hvor højskolen ligger. Hvis bopælstilknytningen for forstandere og lærere forsvinder, får det afgørende konsekvenser for forholdet mellem højskolerne og lokalsamfundene, og det forstærker afviklingen af yderområderne.
Artiklen er et redigeret debatindlæg bragt i Højskolebladet nr. 1, februar 2023
I 2018 rejste vi debatten om bopælstilknytning. Frem til begyndelsen af 00’erne boede praktisk talt alle forstandere og mange lærere på højskolerne, men i 2018 viste en undersøgelse, at kun 67% af forstanderne og 24% af lærerne boede på eller ved skolerne.
Højskoleforeningen, FFD, lovede at gøre noget ved sagen, og det blev indskrevet i FFD’s handlingsplan, at man ville ”afdække mulighederne – bredt set – for at øge incitamenterne for både skole og ansatte (forstandere, lærere og øvrigt personale) til, at man kan bo på skolen, og sætte fokus på, hvordan bopælspligt, samvær, ansættelsesformer m.v. har – og kan få – indvirkning på opfyldelsen af højskolernes formål og hovedsigte.”
Dette løfte er siden blevet gentaget i de efterfølgende handlingsplaner. Men det er varmt luft, for intet er sket. Alt imens fortsætter bopælstilknytningen med at falde, hvilket bekræftes af den seneste undersøgelse af forstanderes og læreres ansættelsesforhold fra november 2021.
Heraf fremgår det, at det nu – bare fire år senere – kun er 60% af forstanderne og 22% af lærerne, der bor på eller ved højskolerne. Med andre ord forsvinder en vigtig del af skoleformens DNA med foruroligende hast.
Denne udvikling bekymrer tilsyneladende ikke FFD’s bestyrelse, ej heller synes den at bekymre foreningens medlemmer i nævneværdig grad. Hvorfor mon?
En nærliggende forklaring kunne være den hastige udskiftning blandt forstandere og lærere, der sker i disse år med et stort traditionstab til følge. Eller at der gennem de seneste 10-15 år har indsneget sig en skelnen mellem arbejde og fritid, så man ikke længere betragter dét at være ansat på en højskole som en livsform.
I stedet for at gribe fat om nældens rod taler FFD om at styrke hjemligheden på højskolerne. Men ægte hjemlighed udspringer af, at man bor på eller ved skolen. Kører man hjem efter endt arbejdstid, vil man mangle, og man vil ikke dele fælles hverdag med eleverne og mærke den puls, der er på højskolen.
Hvor eleverne med rette kan forvente at møde en sammenhæng og et nærvær udtrykt i en livsform, oplever de i stedet en instrumentaliseret hverdag opdelt i en arbejds- og fritidstænkning, hvor forstanderen og lærerne stempler ind og ud.
Højskolen bevæger sig fra at være et værested til at blive et arbejdssted, hvor man i værste fald kommer som gæst. Især i disse år er det bekymrende, fordi så mange unge mistrives og lider af angst og stress, og de derfor mere end nogensinde har brug for vores nærvær.
Højskolernes lokale forankring
Når vi holder fast i debatten, er det, fordi vi mener, at vi har fat i noget af vital betydning. Ikke blot for højskolen, men også for det lokalsamfund, der omgiver højskolen. Bopælstilknytningen er nemlig også af afgørende betydning for forholdet mellem højskolen og lokalsamfundet.
De fleste højskoler er rejst, fordi folk på egnen ville det. Det seneste eksempel er Højskolen Mors, hvor ildsjæle på øen og i Flade, hvor højskolen ligger, har taget initiativet, rejst midlerne og brugt hundredvis af frivillige arbejdstimer på at gøre idé til virkelighed.
Derfor er det også naturligt for Højskolen Mors, at forstander og lærere bor på eller ved skolen, for man kan ikke være en integreret del af det lokale fællesskab, som har skabt skolen, hvis man kommer pendlende dertil.
Rødding Højskole var ikke blevet genrejst for 16 år siden, hvis det ikke havde været for lokalbefolkningen. Den betydning, vi siden har haft for hinanden – skole og egn – er vigtig for begge parter. En veldreven højskole sætter Rødding på landkortet, og en aktiv og levende by har ikke bare betydning for os, der bor og arbejder på højskolen, men også for vores elever og kursister.
Siden genstarten har Rødding Højskole haft en lokal havegruppe på 30-40 personer, der fem gange om året kommer og ordner alle udenomsarealerne. Det er med til at knytte tætte bånd til lokalsamfundet, som forpligter, og vi på højskolen sørger for, at skolen er Rødding by og egns kulturelle midtpunkt. Hvert år åbner vi dørene for over 175 foredrag, koncerter, debatter m.v. Vores højskole er også stedet, hvor borgernes frivillige foreningsliv kan udfolde sig.
Det vigtigste bindeled mellem højskole og egn er, at vi på højskolen viser, at vi bor i byen, og at vores børn går i børnehave og skole i Rødding. Vi møder de andre forældre og får venner iblandt dem. Vi lader os vælge til skole- og kommunalbestyrelser og viser vores engagement i det lokale. Vi går i kirke, til sport, i biografen, til borgermøder osv., fordi vi er borgere i Rødding, og det er egentlig også, hvad en lokalbefolkning kan forvente af os.
I jubilæumsbogen fra 2019 ”Viljen til Rødding” udtaler en borger, der har boet i Rødding det meste af sit liv: “Jeg synes, det er prisværdigt, som de [forstanderparret] er blevet en del af byen. Derfor er det også godt, at de kæmper for at lærere og forstander skal bo på den højskole – eller efterskole – de er tilknyttet. Den nye forstander på Rødding Fri Fag- og Efterskole bliver boende i Grindsted. Her går hans børn i skole osv. Jeg kender alle undskyldningerne for ikke at flytte hertil. Men det skal være sådan, at man også er der i weekenden og om aftenen. At deres børn går i skole med vores børn. At lederen engagerer sig i byen, som Mads gør. Det giver et helt andet forhold mellem byen og skolen. Det andet er bare en fremmed – og den dag, han er væk, opdager man det ikke.”
Det udsagn er vi enige i. At ville en højskole er også at ville dens lokalsamfund så meget, at man vil bo og leve der.
Højskolerne har altid været en del af lokalsamfundet, hvilket ikke mindst skyldes, at forstanderen, lærerne og det øvrige personale har boet på eller ved skolen. De havde så at sige en egeninteresse i at være virksomme det sted, de boede.
Medborgerskab i praksis
Når en højskoles forstander, lærere og øvrige personale integrerer sig og er aktive borgere i deres lokalsamfund, kommer det ikke blot eleverne til gode, men det viser dem også eksempler på, hvad det vil sige at være medborger i praksis.
Bor forstander og lærere ikke længere på højskolen, siger det sig selv, at tilknytningen mellem skolen og lokalsamfundet bliver svagere, og skolerne risikerer at blive lukkede satellitter, der kun af historiske grunde ligger det pågældende sted, men nu afsondret fra resten af lokalsamfundet.
De fleste højskoler ligger i det såkaldte Udkantsdanmark. Ved at opretholde og prioritere bopælstilknytningen har højskolerne en enestående mulighed for at være med til at skabe liv i de udkanter, der står i fare for at blive funktionstømt, ved at højskolens ansatte engagerer sig i den lokale folkeskole, friskole, kirke, foreningsliv og politik.
Tømmes lokalsamfundet omkring en højskole for indhold og liv, fordi befolkningen fraflytter, og forretninger og huse ender tomme, står en ensom højskole tilbage uden det naboskab og den kontekst, der skabte den.
Fortsætter afviklingen af bopælstilknytningen, vil højskolerne fortsat ligge derude i landskabet, hvor de gennem 178 år er rejst af aktive borgere på egnen. Eleverne er der døgnet rundt. Men en del af højskolens sjæl mangler. For forstanderen og lærerne er kørt hjem.
Selvfølgelig kan man arbejde på en højskole, hvis man bor 90 kilometer væk. Men er det sådan en slags højskoler, vi vil have, og skal denne udvikling virkelig fortsætte med de konsekvenser, vi beskriver? Er det dét, man vil fra FFD’s bestyrelses side? Er det den udvikling, skoleformen ønsker?