I foråret 2022 gjorde flere politiske demonstrationer brug af civil ulydighed for at sætte fokus på klimaet. Klima-aktivist og tidligere Rødding elev Ida Lund sad på forreste række og brød loven i klimaets navn.
Fredag d. 6. maj 2022 begyndte over hundredvis af unge klimaaktivister at blokere samtlige broer til Øen Slotsholmen i København. Hjemstedet for Folketinget, flere ministerier og dermed den symbolske politiske magt i Danmark. Under overskriften ”Vendepunktet – Oprør eller Klimakaos” indledte klimaaktivisterne fra Extinction Rebellion en hel uge med aktioner og demonstrationer, der skulle sætte fokus på klimaet. Aktionerne gjorde brug af civil ulydighed, hvor man bevidst bryder loven af hensyn til moralske værdier – også selvom der er en chance for at blive anholdt.
Vi har spurgt Ida Lund, tidligere elev fra Rødding i foråret ’21, som deltog i denne aktion, hvorfor hun ville anholdes i kampen for klimaet, og om hun mener, at man kan kalde civil ulydighed for klimaet en ”bæredygtig protest”.
Helt praktisk, hvad gik aktionen d. 6. maj 2022 ud på, og hvordan er det du endte i arresten i Bellahøj?
”Vi var omkring 500 mennesker, som satte os ned på alle broerne, der går ind til Slotsholmen. Her satte vi os så og ville ikke flytte os. Jeg sad på Højbro, som er den lille bro, der går fra Strøget over til Christiansborg. Det var egentligt meget stille og roligt. Der var nogen, der havde et klaver, og så vi sad og sang højskolesange og tegnede med kridt på vejen. Vi ville sidde der for at sende et signal til politikerne om, at vi kræver handling på klimaområdet.
Politiet begyndte først at fjerne demonstranter fra de større og mere trafikerede broer, men den bro, jeg sad på, var den sidste, hvor de fjernede demonstranterne, fordi der ikke rigtig kører nogle biler der. Så mens vi sad der, var der både koncerter og taler. Efter jeg havde siddet på broen i ca. seks timer, kom politiet så og fjernede os, hvor de kørte 135 af os til arresten i Bellahøj.
Hvis man sidder på vejen, så man blokerer for biler og trafik, som vi gjorde, bliver man sigtet efter ordensbekendtgørelsen, hvilket udløser en bøde. Extinction Rebellion har organiseret det på den måde, at alle betaler 50 kr. om måneden til bødebanken, som er en slags solidarisk aktivist forsikring, som så dækker ens bøder.”
Hvorfor synes du, at det er værd at blive anholdt for klimaet?
Vi demonstrerede for klimaet, fordi vi står i den her klimanødsituation. Klimavidenskaben fastsætter hele tiden, hvor alvorlig situation er, og vi har virkelig få år til at rette op på vores skader og til at ændre kurs. Men desværre kan man se, at politikerne ikke lytter til den klimavidenskab, og de fører ikke politik efter den.
Jeg har prøvet med alle andre metoder, jeg kan forestille mig. Jeg har skrevet debatindlæg, holdt oplæg, konferencer, arrangeret demonstrationer og haft møder med politikerne. Jeg har virkelig prøvet alle andre metoder, og jeg oplever bare, at de stadig ikke lytter. Så det her var altså en form for sidste udvej, at jeg brugte min egen krop i et forsøg på at få politikerne til at lytte.
Når vi laver andre lovlige demonstrationer, står politikerne og klapper, og de siger: ”godt gået!”. Men de implementerer det ikke i deres politik. Så det var også et forsøg på at få politikerne til at stoppe med at ignorere eller klappe ad os, men faktisk tvinge dem til at tage stilling til klimakrisen.
Der har efterfølgende været en del debat om politiets håndtering af situationen, hvor blandt andre forfatteren Carsten Jensen, som også deltog, har kritiseret politiet. Hvad var var din oplevelse af politiet den dag?
Jeg synes ikke, at politiets håndtering var særlig god. De havde slet ikke kapacitet nok til at have så mange mennesker i Bellahøj, så vi fik ikke mulighed for at ringe til vores advokat, som man eller har ret til. Vi fik heller ikke mulighed for at komme på toilettet i rigtig mange timer, og vi blev hverken tilbudt mad eller vand. Vi sad i totalt overfyldte lokaler, hvor der alt for mange mennesker. Væggene var helt våde af kondens, fordi vi var så mange mennesker. Jeg sad i alt i Bellahøj i næsten 10 timer, inden jeg blev løsladt.
Politiet skelnede ikke mellem, om vi var klimaaktivister, som netop havde siddet og sunget højskolesange, eller om vi var hardcore kriminelle. Vi var rigtig mange unge, men også en masse ældre mennesker fra Bedsteforældrenes Klimaaktion. Der var eksempelvis en 78-årig kvinde, der også sad med os på bænken. Det var hendes fødselsdag, så vi sang fødselsdagssang for hende. Vi var ikke hardcore kriminelle, vi var helt fredelige, men politiet var meget aggressive i deres kommunikation, og de råbte meget ad os.
Har dit førstehåndsmøde med politiet ændret dit syn på, hvilke vilkår man har for at udøve sin ytringsfrihed i Danmark?
Det har gjort meget bange for politiet, desværre. Men jeg ved ikke, om det har ændret mit syn på min mulighed for at demonstrere i Danmark. Jeg har kæmpe sympati med dem, der demonstrerer i andre lande, fordi jeg synes jo, at det var slemt i Danmark, men der er så mange andre steder i verden, hvor det er endnu værre. Det er også et kæmpe privilegium, at man i det globale nord kan kaste sig i armene på politiet på den måde, som vi gjorde. I andre lande har det meget store konsekvenser, og aktivister sætter deres liv på spil. Det synes jeg er ret vildt, og man bør være bevidst om, hvilket privilegium det er, at vi kan demonstrere på denne her måde i Danmark.
Hvad med de mange mennesker hvis dagligdag pludselig bliver forstyrret af Extinction Rebellions aktioner. Forældre, der måske er på vej på til at aflevere deres børn, familier på vej på ferie, eller folk der bare gør deres arbejde, men som pludseligt bliver forhindret af jeres politiske aktioner. Hvorfor skal de blandes ind i det?
Det er et virkelig godt spørgsmål, som også er en årsag til, at jeg selv tænker meget over, hvad civil ulydighed er, og hvornår det er passende at bruge den metode. De civile ulydighedsaktioner, jeg har deltaget i, har aldrig været rettet mod almindelige mennesker, med derimod mod politikere eller kæmpe internationale fossile firmaer. Så det er aldrig de almindelige mennesker, man forsøger at ramme, men man kan desværre ikke undgå, at det sker. Civil ulydighed er ikke en perfekt metode, men man må også se det lidt i et større billede. Vi forsøger at kæmpe for hele jordkloden, alle arterne, fremtidige generationer, og mennesker i det globale syd, som bliver ramt af det her, og som dør af det på grund af klimaforandringerne lige nu. Så det er lidt nogle forskellige niveauer, det her foregår på.
Tror du, at civil ulydighed er den rigtige vej frem, hvis man ønsker handling for klimaet? Eller kan du forstå dem, der vil sige, at mere ekstreme taktikker som civil ulydighed skaber polarising, og man risikerer at skræmme folk væk, som ellers normalt ville bakke op om klimakampen?
Dét er netop også en af ulemperne ved det. Det er hele tiden en opvejning af fordele og ulemper, men jeg tror i sidste ende,at fordelene er større end ulemperne. Det virker for øvrigt heller ikke til, at folk bekymrer sig mindre om klimaet, efter at Extinction Rebellion og andre grønne organisationer har lavet civil ulydighedsaktioner i klimaets navn. Jeg har svært ved at forestille mig, at folk ville vende klimaet ryggen på den måde.
Vi oplever, at når vi gør brug af civil ulighed, så kommer vi rigtig meget i medierne, og på den måde bliver der også sat fokus på klimakampen. For eksempel under valgkampen, hvor der nærmest ikke bliver snakket om klima, så har civile ulydighedsaktioner været med til at sætte fokus på, at der altså er en kæmpe klimakrise, som raser.
Kan det ikke være for ekstremt at gøre brug af civil ulighed, når nu vi lever i et demokrati, hvor du for eksempel har mulighed for at stemme på partier, som deler din holdning til klimaspørgsmålet?
Jeg synes tit, at man taler om civil ulydighed, som om det er vanvittigt ekstremt, men er det i virkelig så ekstremt, det vi gør? Det, der er er ekstremt, er klimakrisen, og at vi ikke gør noget ved den. Det er ekstremt, at en tredjedel af Pakistan var under vand for få uger siden, og det er ekstremt, at der er så mange mennesker, der allerede nu dør på grund af klimaforandringer. Så set i det lys, synes jeg ikke, det er så ekstremt at sætte sig ned for klimaet.
Jeg synes, det er rigtigt vigtigt at fremhæve, at det er de færreste klimaaktivister, der kun laver civil ulydighed. De fleste laver også alt muligt andet, så det er mere at se det som den sidste udvej. Men jeg kan godt forstå, at folk bliver irriteret, og jeg kan godt sætte mig ind i den irritation. Nogle gange bliver jeg også selv i tvivl om, om det er det rigtige at gøre, og jeg tror, det er vigtigt, at man tænker over det.
Klimakrisen er også grunden til, at jeg læser Statskundskab. Jeg uddanner mig også på universitetet for at være med til at kunne ændre verden på den måde. Problemet er, at når jeg bliver færdig om fire år, så er det for sent. IPPCC’s seneste rapport fastslog, at vi har tre år til at nå målet om 1,5 graders reduktion fra Paris Aftalen, og om tre år, ja, der er jeg stadig i gang med at læse. Så det er ligesom nu, at vi skal have noget handling, og jeg synes ikke, at politikerne opfører sig som om, at der er tre år tilbage.